DET UTROLIGE LIV
Til brylluppet for min veninde, Jytte, festede vi i to dage det var festligt, velsmagende og ganske fornøjeligt. Brudgommen var flot som en ung Mads Mikkelsen og overraskende tilbageholdende, selvom han var næsten overvældende smuk. Hele selskabet betragtede Simon i smug: himmelblå øjne og mærkværdigt tætte og lange sorte øjenvipper (for pokker, hvorfor skal mænd have sådanne vipper?! Naturen, altså!), stærk hage, klassisk næse og en perfekt jævn, solbrun hud. Det afgørende højdepunkt næsten to meter høj og brede, kraftige skuldre. Havde vi ikke holdt af Jytte, var vi blevet uvenner ved bordet over denne fyr. Simon var en sand fryd for øjet.
Hold da op, Jytte, hvor har du dog fået fat i sådan en lækker mand! angreb vi hende. Hver af os gjorde os umage med at se så ensomme og elendige ud som muligt, i håb om at Simon havde ligeså smukke, ugifte slægtninge.
Piger, altså! Jeg faldt for Simon på grund af hans enkelhed. Han er fra landet, er vokset op med sin mormor og passer gården, han er god med hænderne. Vi mødtes tilfældigt, da mine forældre købte sommerhus i hans landsby. Han er empatisk, rar og til at stole på. Gården kørte han, så min mor var imponeret. En rigtig mand, piger! Det var svært nok at overtale ham til at flytte til byen, jeg brugte ti nætter på at forhandle, ha-ha.
Simon viste sig at være dygtig både til arbejde, omgang med svigerfamilien og at lære: på et par år lærte han alt om god vin, parfume, politik, kunst, rejser, sport, og Dow Jones-indekset, og han droppede hurtigt den typiske sønderjyske dialekt. Han satte sig bag rattet i den komfortable bil, Jyttes far havde lånt dem, og fik også et meget godt job hos svigerfar. Hvem der gav dem lejligheden, behøver I ikke at gætte.
Efter andet år af ægteskabet fik Simon en svaghed for hvide sokker. Uanset hvor han var hjemme, på besøg, uden tøfler havde han uskyldsrene, hvide sokker på og tog dem gerne på i gummistøvler og stod uden sko på snavsede gulve.
Jytte delte ikke begejstringen for de hvide sokker, men hun vaskede gulvene troligt to gange om dagen og købte masser af vaskemiddel. Så fik Simon kælenavnet Sok.
Da det kom frem, at Simon havde en elskerinde, var Jytte otte måneder gravid. Elskerinden var såmænd også gravid på omtrent samme tidspunkt. Sok blev smidt ud, fyret, forbandet og grædt ud på én dag. Så begyndte de grå og tunge efterårsdage, hvor Jytte konstant lå i sengen med tørre øjne, stirrende op i loftet:
Jeg græder senere. Det er ikke godt for babyen nu.
Jytte var som Lenin, der lå i stilhed på sin dumme seng, og vi cirkulerede som vagter, skiftedes til at sidde hos hende og støtte hende med tavshed.
Man havde mest lyst til at græde, rive siders ud af livets bog og ødelægge fortidens svigt men man måtte tie og vente.
På udskrivningsdagen larmede vi, rystede med balloner, tiggede personalet om at lade os tage en kop te og tage med os ud i aftenen, ønskede alle på afdelingen lykke og sundhed. Den spritnye morfar gjorde sig særligt bemærket: dagen før havde han, i et anfald af følelser og efter at have lovet at gøre rent bagefter, skrevet en stor, skæv hilsen i kridt under Jyttes hospitalsvindue: Tak for barnebarnet!, og forsøgte at synge, men blev stoppet af sikkerheden. Vagten bød ham venligt på et glas cognac i pauserummet.
På udskrivningsdagen var morfar frisk og glad, og han græd af stolthed og lykke, græd med hjertet og i passende mængder. Vi græd alle i vores lille delegation, lo, kyssede Jytte, kiggede forsigtigt ind i den blå kuvert, og for alt i verden undlod at kommentere farens flotte næse på lille Magnus. Men Jytte græd ikke engang af glæde:
Senere. Tænk nu, om det går ud over mælken!
Jytte var tavs med os i yderligere to måneder, og så tog hun hen til Simon. Ingen tændstikker eller syre, men masser af lyst til at bryde sammen og græde. Bebrejde, slå i væggen med sine tynde knytnæver, skælde, skamme og forsøge at lette den nagende smerte, der fængslede hende til sengen, ved at skyde den over på Simon ødelæggeren af hendes håb og deres verden med den lille dreng, hvor Jytte havde ønsket sig at se sig selv, strikkende sokker til sine mænd om hyggelige aftener, højt grinede Magnus, der tog hende og Simon i hånden på tur, og Simon selv så uundværlig og nødvendig, som far.
Hun ville også gerne se i øjnene på den skamløse kvinde, der sov med andres mand. Øjnene ville nok være både frække og smukke. Dem ville Jytte spytte i. Det var besluttet hun ville spytte. Eller kradse, hvis det skulle være.
Hvor hun skulle gå for at skændes, fandt hun tilfældigt ud af fra nogle snakkesalige ældre damer under en tur med babyen. De stoppede Jytte, mindede hende om at Simon ja, han var et fjols, beskrev detaljeret ruten til elskerindens bo og foreslog hævntaktikker. Jytte blev paf, græd indvendigt, næsten klar til at gå uden at have opfanget adressen, men hun gik alligevel.
Nu stod hun, Jytte, foran opgangen til den slidte blok, og skulle bare op på femte, for så enten spytte, eller råbe.
På første sal tænkte hun, at med hendes nuværende held, så var der nok ingen hjemme, og hun spildte tiden. På anden kom hun til, at det ville være helt fint, hvis ingen var hjemme. På tredje sal hørte Jytte desperat børnegråd fra femte.
En bleg og grædende pige åbnede døren, langt fra billedet af den store forfører, man havde indbildt sig. Mens Jytte betragter konkurrencens 40 kilo med snøftende næse, fortsætter barnet med at skrige inde fra lejligheden.
Hej, Jytte. Simon bor ikke her mere, han gik fra os for to uger siden. Og hvor han er, aner jeg ikke hviskede pigen og satte sig hulkende på gulvet.
Nu forsvandt lysten til ballade; Jytte ville bare gå ind og trøste barnet for denne fortabte mor. Og derefter stikke til hende: Hvis du vil lege, må du også tage slæbet, din dumme kælling! Jo, det skulle med og det skulle siges med foragt. Det har man ret til som den svigtede.
Barnet var tørt. Øjenlågene hævede, en åre på panden, stemmen hæs. Helt tydeligt barnet var sultent. Drengen skreg af sult med de få kræfter han havde, mens hans mærkværdigt uansvarlige mor lå og græd på gulvet.
Da hun åbnede køkkenskabene og forgæves ledte i det tomme køleskab, huskede Jytte alt først senere.
Hun fandt et lille papir på bordet med den halve og skræmmende sætning, Undskyld mig, jeg kunne ikke
Pigen på gulvet græd opgivende, fortalte Jytte, som til en god veninde, at hun ikke havde noget sted at bo hun skulle ud om få dage. Mælken var væk, Simon var væk, der var ingen penge, og det var hendes skyld, og hun skammede sig. Det var for sent. Hun vidste det ikke. Hun bad om tilgivelse, og det var okay at slå hende, det var måske endda nødvendigt. Drengen hedder Emil, og Jytte skulle huske det, bare hvis det blev aktuelt. Emil var kun ni dage ældre end Magnus.
Jytte måtte skynde sig hjem om 20 minutter ville Magnus have bryst. Det var ikke let at løbe: to tunge poser fra Susanne tyngede armene, Susanne selv jog ved siden af, bærende på den mætte Emil. Jytte løb og tænkte på, hvor de skulle stille to ekstra senge.
Tre år senere festede vi på Susannes bryllup et år efter på Jyttes. Jyttes mand kunne slet ikke fordrage hvide sokker, mente livet skulle være farverigt, og han elsker sin kone, søn og to døtre. Susanne er mor til fire drenge, hendes mand håber stadig på en lille pigeSusanne og Jytte sad en varm forsommeraften i haven, under lygternes bløde lys, med børnene tumlende omkring dem. De havde begge ar i hjertet, visheden om livets enorme kraft men de sad tæt, grinede, og så på deres små flok, der løb gennem græsset med latter, sandaler og smudssprøjt.
En gang imellem kiggede Jytte op på himlen og tænkte, at det utrolige liv bare blev endnu mere utroligt, når man tog imod det hele: sorgen, svigtet, kærligheden, de nye familieformer og bobler af fryd. Hun kunne ikke holde tårerne tilbage længere, men nu græd hun for sit eget barn, for Susannes, for alt det, de havde været igennem og for alt det, som ventede dem.
Det er okay at græde nu, hvis mælken skulle løbe hurtigere, sagde Susanne og skubbede en kop te over til hende.
Og mens børnene råbte om mere jordbær, så Jytte sin lille familie både den hun havde mistet og den hun havde fundet. Hun vidste, at lykken ikke var ren, ikke uden pletter, men det var hendes. Hun kunne strikke sokker, om hun ville, og måske var det ikke vigtigt, om de var hvide, eller farverige. Hun grinte højt, og mærkede, at nu var det hendes tur til at leve.
