Gå, Kasper
Tallerkenerne med den kolde aftensmad står stadig på bordet. Marianne kigger på dem, men ser dem ikke rigtigt. Det eneste, hun virkelig ser, er tallene på uret, som snegler sig fremad, hånligt langsomt. 22:47.
Kasper lovede at være hjemme klokken ni. Som altid
Telefonen er tavs.
Marianne er ikke længere vred.
Alt levende indeni hende er brændt ud for længst, kun en isnende træthed er tilbage.
Omkring halv tolv vrider en nøgle sig i hoveddøren.
Marianne vender ikke engang hovedet. Hun bliver bare siddende i sofaen, svøbt i et tæppe, stirrende tomt ud i luften.
Hej skat. Undskyld, arbejdet trak ud, siger Kasper med den trætte, påtagede sprødhed i stemmen, han altid har, når han lyver.
Han bøjer sig og prøver at kysse hende på kinden. Marianne trækker sig automatisk lidt væk. Næsten umærkeligt, men han mærker det.
Er der noget galt? spørger han, mens han tager halstørklædet af.
Kan du huske, hvilken dag det er i dag? Mariannes stemme er stille og flad.
Han står stille et sekund og prøver at tænke.
Onsdag. Hvorfor?
Det er min mors fødselsdag. Vi skulle have været ude hos hende med kage. Det lovede du.
Kaspers ansigt ændrer sig brat. Smilet forsvinder nu er der kun skyld og panik tilbage.
For pokker, Marianne, jeg glemte det fuldstændig. Undskyld, virkelig, arbejdet vælter ind over mig. Jeg ringer til hende i morgen, det lover jeg.
Han går ud i køkkenet. Marianne hører, hvordan Kasper larmer med køleskabet og bestikket. Han har det altid med at gemme sig i larmen fra kopper og tallerkener, når samtalerne bliver for svære.
Men i aften vil hun ikke skåne ham. Hun rejser sig, går ud og stiller sig i døren til køkkenet.
Kasper, hvem var det egentlig, du arbejdede med så sent i dag? Bliver du virkelig på kontoret til klokken elleve?
Han stopper op. Mælken i hans hånd skælver.
Med teamet. Vi starter et nyt projekt, så der er pres på. Du ved, hvordan det er.
Det ved jeg. Hun nikker tørt. Og jeg ved også, at du ringede i dag klokken tre og sagde: Line, jeg forstår dig, men jeg bliver nødt til at fikse det her.
Line. Hans ekskone. Spøgelset, der har levet med dem i tre år. Udtalte eller uudtalte bebrejdelser og kulde, som de aldrig slap af med.
Kasper bliver bleg.
Har du lyttet med?
Jeg behøvede ikke lytte. Du talte så højt fra badeværelset, at jeg kunne høre det hele.
Han sætter mælken på bordet og synker tungt ned på stolen.
Det er slet ikke, som du tror.
Hvad skal jeg så tro? for første gang er der en smule liv i Mariannes stemme. At du har været helt ude af balance i et halvt år? At du forsvinder hver aften? At du ser på mig, som om du ikke længere ser mig? Er du i gang med at vinde hende tilbage? Sig det ligeud. Jeg kan godt tage det.
Han stirrer ned på sine hænder. Stærke hænder, der kunne samle enhver maskine, men aldrig fik bygget lykken op.
Jeg vil ikke tilbage til hende, siger han stille.
Hvad så? Er du sammen med hende igen?
Nej! hans øjne er så oprigtige og desperate, at Marianne et øjeblik tvivler på sig selv. Marianne, tro mig, der er intet.
Hvad så?! Hvad prøver du at fikse? hun råber næsten nu. Betaler du hendes regninger? Løser hendes problemer? Lever du hendes liv i stedet for mit og dit?
Kasper siger ikke et ord.
Ordene, som Marianne har holdt inde så længe, vælter ud.
Gå, Kasper. Tag hen til hende, hvis det er hende, du har brug for. Eller til hvem som helst du trænger til. Fiks dine fejl men lad mig være. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere.
Hun vil ud, men Kasper springer op og spærrer vejen for hende:
Jeg har ikke nogen at gå til! Der er ingen Line! Ikke nogen ny, ikke nogen gammel! Jeg jeg forstår ikke engang selv, hvad der sker! Jeg vil bare ordne det hele!
Han vender sig væk, synker sammen med en klump i halsen.
Sig ikke tingene i gåder, siger Marianne næsten uhørligt.
Du spørger, hvad jeg prøver at ordne? Kasper kan ikke holde det tilbage længere Det er mig selv, Marianne! Eller jeg prøver i hvert fald. Men jeg kan ikke. Forstår du? Du er ikke hende. Du er tålmodig, sød, du troede på mig, selv da jeg ikke selv gjorde det. Det skulle lykkes med dig, og jeg skulle blive et nyt og rigtigt menneske. Men det sker ikke! Jeg ødelægger det igen; glemmer fødselsdage, bliver for længe på arbejde, selvom jeg ved, du venter. Jeg tier stille. Jeg kigger på dig, og jeg ser lyset slukke i dine øjne. Ligesom dengang med hende.
Marianne tier.
Jeg vil ikke finde en anden, Kasper fortsætter lavmælt, for jeg er bange for, at det bare gentager sig. At jeg igen mister noget vigtigt. Drager hende i tårer. Eller had. Jeg kan ikke finde ud af at være mand. Jeg kan ikke leve sammen med nogen. Dag for dag, uden drama, uden skænderier. Jeg smadrer alt, jeg rører ved. Det er derfor, jeg ikke lever, men bare balancerer på en line og er bange for at falde. Og du du er også som en skygge ved min side
Kasper ser på Marianne. Hans blik er nu fortabt, men ærligt:
Problemet er ikke dig. Det er ikke Line. Det er mig.
Da han er færdig, står alting klart for Marianne. Kasper har ikke svigtet hende med en anden kvinde. Han har svigtet hende med sin egen frygt. Han er ikke noget monster kun et menneske, der er faret vild og ikke ved, hvordan han skal leve videre.
Og hvad nu, Kasper? spørger hun, helt uden bebrejdelse. Du har forstået det hele. Og hvad så?
Jeg ved det ikke, indrømmer han ærligt.
Så må du finde hoved og hale i dig selv, siger hun træt Tag til en psykolog, gem dig væk med bøger, smæk hovedet imod væggen gør et-eller-andet. Bare stop dine cirkler og drop den drøm om en magisk knap, der sørger for, at det hele bliver godt igen. Den knap findes ikke. Der findes kun arbejdet med sig selv. Så kom i gang. Alene.
Uden mig.
Hun forlader køkkenet, går forbi ham til entreen og tager sin frakke på.
***
Døren lukker sig bag hende. Kasper står alene i stilheden, kun forstyrret af regnens trommen på ruden. Han går hen til vinduet, ser Mariannes skikkelse forsvinde i det våde mørke og føler pludselig en umådelig tyngde. Tyngden af alt det, der nu er blevet tilbage.
Hans nederlag er ikke længere et spøgelse. Det er her i den tomme lejlighed, i den kolde aftensmad, i hans egne hænder, som alligevel ikke kunne holde fast.
Og i stedet for at løbe efter Marianne, tager han en flaske cognac fremEt øjeblik står Kasper bare, lammet. Så synker han ned på gulvet ved vinduet. Lyset fra gadelamperne danner matte pletter hen over hans hænder.
Han tager mobilen op, bladrer forbi de gamle beskeder fra Line, fra kollegerne, fra Marianne. Der er ingen, han vil skrive til. Han sletter beskederne én efter én, til kun hans egen tomme samtale står tilbage.
Regnen siler ned, som om den vil vaske alt væk.
Måske er det nu, han endelig kan mærke slaget fra sin egen ensomhed. Ikke som en straf, men som et blankt stykke papir. Noget, der kun kan fyldes ud af ham selv ikke af Marianne, ikke af fortiden, ikke af håbløse forsøg på at redde det uoprettelige.
Udenfor slår Mariannes skridt mod asfalten. Snart vil hun være langt væk, på vej ind i sit eget liv, hvor regnen ikke længere føles som et tab, men som begyndelsen på noget nyt.
Inde i stuen sidder Kasper, stille midt i ruinerne af det gamle. Han lader en tåre falde ikke af skam eller vrede, men fordi forandring gør ondt, før den gør godt.
Så rejser han sig, og for første gang i lang tid gør han, hvad han har udsat: Han begynder at rydde bordet. Tallerkenerne er kolde. Men hans hænder er levende.
Uden smutveje. Uden lette svar. Kun det første, spæde skridt alene.
Regnen vasker ruden ren, mens natten udenfor glider over i morgengry.
