BRUDEN
Astrid så sin forlovede med et fordrejet, rasende ansigt slå Ella, der ved et uheld havde sat en mudret pote på hans hvide sneakers. Sirius ville springe til for at beskytte den lille, men fik i stedet en hård læderline i hovedet. Nu forstod Astrid endelig, hvorfor hendes katte og hunde altid havde holdt sig fra Mads.
Hun sad fordybet ved vinduet. En vinteraften svøbte København i gråblå skumring, og lys blomstrede i vinduerne rundt omkring hende, men Astrid mærkede ingen forskel på lyst og mørkt. Tankerne krøb som slanger rundt i hovedet.
Hun havde det meste, man kunne ønske sig: en lejlighed, et godt job, og hun levede ikke ringere end andre folk. Kun med kærlighed gik det stadig galt. Tiden tikkede ubønhørligt videre, hendes veninder havde alle for længst været heldige, blevet gift, passede børn og hun selv gik stadig rundt med sine pelsede følgesvende alene gennem drømmen.
Sådan kan det ikke være meningen, tænkte Astrid bedrøvet hun, som var både sød og klog, hvorfor skulle hun være mindre værd end andre? Hun stirrede på sine trofaste dyr, der krammede sig tæt ind til hende som små varme skygger.
Forældre havde hun mistet tidligt, én efter én, og så opvoksede Astrid hos sin mormor, fast besluttet på at uddanne sig som sygeplejerske. Hun kom dog ikke ind på universitetet, men i stedet blev det til SOSU-assistent med nattevagter i ambulancetjenesten.
Elskede mormor flyttede ud i et lille gult rækkehus på Amager for at hendes kære barnebarn kunne få plads til kærligheden men heller ikke her ville det lykkes.
Som barn drømte Astrid om en hund og en kat, men hendes mors allergi var som en dør, der ikke lod sig åbne. Først fandt de ud af det, da Astrid stolt og lykkelig slæbte en omstrejfende killing hjem straks brød moderen ud i voldsomme astmaanfald. Snurretoppen måtte sendes til mormor.
Da forældrene forlod verden, dukkede endnu en kat op, Sigge, fundet i regnvådt vejr ved skraldespandene. Astrid ønskede brændende at få hund, men mormor stod fast det var for meget ansvar.
I dag havde hun fem firbenede venner i stedet for en partner; deres selskab gjorde verden mindre kold, mere eventyrlig. Bay, gadehunden, fandt hun som hval, forhutlet og kold, dansende omkring Netto. Folkede ham væk; Astrid pakkede ham i nettet og smuttede hjem.
Snart var Ella, en lille gravhund, den næste. De gamle naboer flyttede i ny lejlighed og overlod den haltende, kloge hund til vinterfrost og tomhed. Hun hylede på pladsen, indtil Astrid opdagede hende og tog hende til sig. Hun plejede Ella, og hun blev et billede på al den ro, som en rigtig bedstemor rummer. Når kulden bed, gik Ella tur i varm halstørklæde, glad og stolt som en fornuftig lille kone.
Så var der Kisser. En morgen, på vej til nattevagt, stødte Astrid næsten ind i hvad der lignede en sammenbollet snedrive men vinden bragte lyden af hulkende mjaven. Katten var næsten frosset ihjel. Ind i opgangen, et par ostemadder, nogle pølseskiver og et skilt: Må ikke smides ud jeg tager hende med hjem, hvis hun sviner, skal jeg nok rydde op. Astrid fra nr. 37.
Derhjemme døbte hun den ærefrygtindgydende Kisser, og den store, lidt mutte, men anstændige kat tog straks kommandoen i huset. Orden herskede i hendes domæne, alle fulgte Kisser. Selv om natten gik hun runde; man kunne jo aldrig vide.
Senere adopterede Astrid en forsigtig kat, Balder, fundet alene under et træ på Søndermarken, næsten hakket ihjel af krager. Han forblev den lune, tyste sjæl, som aldrig lavede ballade. Hele flokken to hunde, tre katte levede i sjælden fred og gjorde alt for ikke at gøre Astrid ked af det.
Hun elskede dem men vidste det var for mange for en gængs kæreste. Selv mormor advarede hende sukkende:
Astrid, så mange dyr… To hunde, tre katte det kan ikke være sandt. Hvem gider sådan noget? Folk er nervøse ved for meget ansvar; unge mænd vil have det bekvemt ikke et omrejsende cirkus!
Så er det ikke min slags menneske, mormor, svarede Astrid.
Med den første kæreste, Viktor, holdt det heller ikke: han tålte ikke kløer og snuder. Astrid sørgede ikke nævneværdigt.
Så dukkede Mads op charmerende, trænet i svømmehallen, altid i centrum, sommetider ude at gå med hendes hunde. Selvom de skulle giftes, trak hendes dyr sig væk fra ham: Sirius knurrede, Ella gemte sig, kattene veg udenom, og Kisser hvæsede hvis han nærmede sig.
Så så hun ham slå Ella for et beskidt poteaftryk, mens Sirius fik læderlinen i ansigtet. Astrid løb ud, rev linen ud af hånden på Mads og slog ham hårdt.
Hvordan tør du? Det gør ondt, råbte han fornærmet.
Føles det godt for dig, men ikke for dem? Skal jeg også slå dig, hvis du er i vejen? Ud! Kom aldrig igen!
Tak, jeg vil sgu ikke bo i en zoologisk have, hvæsede han og forsvandt.
De onde ord sivede ind i Astrid, og i lang tid lød de som storm i tomme gader. Hvorfor havde hun ikke straks gennemskuet det falske i hans grin?
Tiden gik. Næsten forsonet med ensomheden og alligevel… så ramte lynet: Hun mødte Søren, traumatolog, på vagt en mærkelig nat, hvor alt snurrede, og hans øjne pludselig mødte hendes. Hun blev gennemlyst af elektricitet. Kærlighed, sådan noget fandtes kun i romaner, troede hun men der var den.
Søren brugte sit netværk og fandt hendes nummer. Snart sås de ofte. Astrid mærkede på ham, at det var alvor. Glæde og frygt blandede sig tør jeg åbne mit liv? Hun besluttede at skjule dyrene: Når jeg er gift, så må det briste eller bære.
Halvt år gik. Søren introducerede hende for sin søster Linette. Sammen kørte de til Falster for at hilse på hans forældre. Astrid selv samlede mod til at præsentere ham for mormor. Hun besøgte Søren i hans bachelorlejlighed, han havde aldrig været hjemme hos hende. De hjemmelavede undskyldninger virkede slidt. Nu måtte noget ske. Hun bar alle dyrene og deres ting til mormor. Sirius og Ella var vant til huset, kattene elskede den gamle kvinde.
Astrid, det er ikke rigtigt, sukkede mormor. Søren er et godt menneske og du starter ud med løgn.
Jeg kan ikke miste ham, men heller ikke dem, mormor…
Så kom hver dag, når du har fri, men jeg advarer dig drømme kan ikke bygges på undsigelser.
Hver dag savnede Astrid sin pelsede bande. Søren blev overbevist om, at alt var normalt, og friede smilende, med en ring i hjerteformet ametyst.
Kun jeg har ikke stort med medgift, grinede Astrid glad.
Der var travlt før brylluppet. Nu skulle de vælge gæster, arrangere menu og forbi guldsmeden og prøve kjoler. Efter endnu en nattevagt nåede hun hjem med Søren, klar til at tælle bordkort. Under te og kage forsøgte Søren at smide skrald ud, men spanden væltede, fuld af emballage fra dyrefoder.
Hvad er alt det her?
Bare… ikke noget vigtigt, mumlede Astrid.
Samtalen gled videre, men nede på Amager slap mormor Sirius og Ella ud i haven og mistede overblikket. Kattene smuttede med, kun Snurretoppen blev inde. Sammen dannede de et lille tog og fór gennem snedriverne. Sirius gik forrest, Kisser bagest, sikre på retningen: hjem til Astrid.
På brostenene blinkede vinterlyset mærkeligt, forbipasserende lo ad Ellas halstørklæde. Snart bankede der på døren hos Astrid. Søren åbnede og ind strømmede fem sneklædte dyr i højt humør.
Hvad pokker har du hyret et helt cirkus?
Astrid gemte sit ansigt i hænderne, satte sig på skohylden og græd lydløst.
Er de alle dine?
Ja. De var hos mormor.
Sirius og Ella begyndte at gø vredt af Søren, Kisser hvæsede overbevisende.
Du sagde ellers, du ikke havde medgift, sagde Søren tørt, tog sin jakke på og gik ud satte sig i bilen og kørte.
Astrid ringede til mormor, beroligede hende, men vidste nu, hun havde mistet alt. Hun krøb sammen i sofaen, trykkede sine bedste venner ind til sig og græd. Skammen og løgnen smagte af is og salt.
Timer sneg sig forbi. Så lød dørklokken. Søren stod udenfor med favnen fuld af eksklusivt foder. Han bar det ind, smilede, gik udenfor igen:
Luk ikke døren!
Han kom tilbage med en gravhund i rød flyverdragt og en ginger kat under armen.
Sig hej til min Ella og min Mille de har været i pleje hos min søster. Må vi træde ind i dit cirkus?
Årene gik. Astrid og Søren elskede at fortælle hinanden denne mærkelige historie, mens dyrene strakte sig varme omkring dem under dansk aftenmørke. Måske er kærlighed i virkeligheden altid lidt som et dyr: man kan ikke tæmme den, men man kan beslutte at åbne døren og lade den flytte ind.
