Karen, en kvinde på 67 år, plejede altid at gå en tur i Kongens Have hver dag, som det havde været hendes vane gennem mange år. Men netop denne dag var det som om en tung skygge lå over hende, og minderne om fortiden pressede sig på. For længe siden syntes alt at være godt; hendes familie trivedes, og huset i Aarhus var fuld af latter. Men så ramte katastrofen. Hendes eneste søn, som havde så meget foran sig og gjorde fine fremskridt med sit arbejde, druknede under mystiske omstændigheder. Sorgen krævede sin pris hendes mands helbred begyndte hurtigt at svigte under vægten af tabet. Han blev indesluttet, forsvandt ofte ud i den danske nat, og til sidst blev han offer for en tragisk ulykke.
Karen stod tilbage som enke, kun halvtreds år gammel, uden nogen familie at læne sig op ad. Hendes folkepension rakte til det nødvendige, men ensomheden var bestandig en tro følgesvend. Heldigvis havde hun dog Mads, en dreng fra opgangen, som ofte stak forbi for at hilse på hende og høre hendes historier.
En eftermiddag på vej hjem bemærkede Karen en ambulance holdende udenfor bylejligheden. En skare af nysgerrige stod samlet, og midt i dem genkendte hun Mads, der fortvivlet sad ved sin mors båre og tiggede hende om at vågne. En betjent kom hende i møde og skulle til at få Mads hentet væk, men Karen trådte frem og tilbød straks at tage ham med hjem. Betjenten noterede hendes navn, for snart ville kommunen sørge for en mere permanent løsning. Karen var fast besluttet på at tage sig af Mads, selvom hun godt vidste, det næppe var noget, hun selv skulle bestemme.
Først en måned senere dukkede sagsbehandleren op, så Karen og Mads nåede både at vænne sig til hinandens selskab og at finde hverdagsglæde i små ting. Karen følte sig næsten som mor igen; hun lavede frikadeller til Mads, sang ham gamle vuggeviser fra sin egen barndom i Sønderjylland, og puttede ham om aftenen. Hun bad om lov til at få ham boende, men myndighederne henviste til de mange regler og hendes høje alder. Alligevel vidste Karen inderst inde, at hun aldrig ville finde fred igen, hvis ikke Mads kunne være hos hende resten af hendes dage.
