Af en eller anden grund har mange kvinder fået den idé, at hvis man er fyldt 40, har et par skilsmisser bag sig, så kan man lige så godt trække stikket på livet. Jeg taler altså af erfaring. Jeg har været gift to gange. Første gang var jeg stadig ungud af det ægteskab fik jeg en datter. Anden gang var jeg lige fyldt 30. Hverken første eller andet ægteskab holdt mere end to år. Jeg ved ikke, hvad der var galt med mændene.
Bevares, jeg har da haft forhold efter det andet ægteskab, men de blev aldrig til noget alvorligt. Nu er jeg 45 år, og trods alt vil jeg stadig gerne tro på lykken, og at der venter min soulmate et sted måske lige bag disken i Irma, hvem ved. For at gøre en lang historie kort: For en måneds tid siden mødte jeg en mand, ude midt på gaden i Århus. Mikkel hedder han, 49 år og ligner en der burde have aktier i Matas. Jeg gik tur i Botanisk Have i min fineste frakke jeg går jo op i, hvordan jeg tager mig ud og besluttede at tage et hvil og en kaffe.
Mikkel kom over for at hilse. Han var måske ikke just Benedict Cumberbatch, men han så rimelig tilpas ud og øjensynligt med styr på frisuren. Vi faldt i snak, og han insisterede faktisk på at give endnu en kaffe, hvilket er udsøgt kærlighed på dansk vis. Naturligvis spurgte jeg ham fluks, om han var gift eller havde en kæreste, og så blev han mere vag end DSBs køreplan. Det var ret tydeligt, han ikke var helt single, men jeg tænkte, skidt pyt, og inviterede ham hjem til te og hjemmebagt hindbærsnitte fra dagen før. Man kan jo godt dyrke dansk hygge med det modsatte køn, uden det bliver breaking news. Ja, ja, jeg ved godt, nogle ville mene, det er bindegalt at tage en fremmed mand med hjem, men flere af mine naboer så os, og Mikkel lignede ikke en, der ville stjæle designermøbler.
Vi kom ind i min lejlighed, hvor Mikkel straks trådte ind i entreen, kiggede rundt og knækkede så en bemærkning:
Sikke en kæmpe lejlighed… har du aldrig hørt om modernisering? Det ligner noget fra før euroen blev opfundet!
Jeg smilede og lod som om, jeg ikke fattede en bjælde. Ja, okay, det er ti år siden jeg malede, men det ligner da egentlig stadig en klassisk Frederiksberg-lejlighed, hvis du spørger mig. Hvorfor bekymre sig om vægge og loft, når man kan bruge sine penge på lækre støvler og en aften ude? Det er vel ikke forkert prioritering?!
Mikkel fik sin te og snitte, og vi hyggede eller snarere, han fortsatte med at kommentere mine vægge. Til sidst kunne jeg ikke lade være, men lige sige: Hvorfor er det egentlig så vigtigt, hvordan min lejlighed ser ud? Hvorfor inviterer du mig ikke hjem til dig, så vi kan sammenligne tapet? Så blev han underligt stille. Ikke noget svar der.
Han gik relativt hurtigt, lovede at ringe ugen efter. Tror I, han gjorde det? Nej, naturligvis ikke. Ingen sms, intet opkald, ikke så meget som et forkølet carrierduesignal. Først lørdag nat efter både X Factor og Vild med Dans tikkede der en SMS ind om, at han kunne kigge forbi. Jeg svarede småfrækt, at så skulle han hjælpe med at tapetsere, hvis han kom. Så var han pludselig hurtigt ude af døren mentalt og havde ALTID noget MEGET vigtigt, han lige havde glemt. No surprise.
Jeg er overbevist om, at Mikkel har en kone og leder efter lidt ekstra på den økonomisk polstrede side. Ikke at jeg hører til der, bevares. Men pyt, det betyder ikke så meget. Kammeratskabet var alt, hvad vi delte. Kærligheden venter stadig, det er jeg sikker på! Og mit tip til andre danske kvinder: Hvis en mand ikke gider løfte en finger for dig hvorfor i alverden spilde tiden på ham? Næste!
