Jeg er altså ikke jeres gratis kantine! sagde moren, idet hun tog imod børnene i døren.
Grethe Madsen skulle på udflugt om lørdagen. For første gang i to år.
Hendes veninde, Tove Møller, havde fundet en busrejse til Ærø, billetterne havde de købt på forhånd, og Grethe havde endda købt en ny hue blå, med kvast, som klædte hende, syntes hun selv, når hun kiggede sig i spejlet i entréen.
Klokken otte sad hun med en kop te, da det ringede på døren.
Grethe stivnede med koppen løftet halvt.
“Nej, nej, bare ikke det,” nåede hun at tænke. Klokken lød igen.
Så én gang til. Og så lød stemmen:
Mor, luk op, vi har hænderne fulde!
Udenfor stod Henrik, hans kone Louise, to børn på syv og ni og fire store tasker, som om de skulle være der hele vinteren og ikke “bare et par dage.”
Mor, de har lukket for vandet hjemme hos os, sagde Henrik med en mine, der lod til at omhandle noget langt mere alvorligt end VVS-problemer. Vi er kun her i et par dage, det går vel?
Grethe kiggede på taskerne. Så på børnebørnene.
Kom ind bare, sagde hun.
Hvad skulle hun ellers sige?
Mens børnene smed jakkerne og børnebørnene tændte fjernsynet så højt, at det rungede i hele lejligheden, gik Grethe ud i køkkenet. Hænderne åbnede selv køleskabet. Fandt æg, cremefraiche, løg frem. Hovedet tænkte stadig på bussen, der kørte klokken ti, og på den blå hue med kvast, der nu nok ikke kom længere den dag.
Ti minutter over ti ringede Tove Møller:
Grethe, hvor er du? Bussen kører om fem minutter!
Tove, jeg kan ikke. Børnene er lige kommet.
Pause.
Igen?
Igen.
Tove sukkede så tungt, at det måtte kunne høres på hele Ærø.
Halv elleve igen lød klokken. Denne gang datteren Anne. Syvogtredive år, skilt, med rejsetaske over skulderen og et blik der krævede både mors mad og mors råd, men som selvfølgelig bare “kom forbi, i kort tid.”
Kom ind, sagde Grethe.
Hun gik i gang med at stege frikadeller.
Det skal lige siges, det ikke var første gang. Eller anden. Eller femte.
Grethes børn dukkede op igen og igen. Henrik kom typisk, når enten der manglede noget derhjemme el, varme eller vand eller der var “en lille uenighed” mellem ham og Louise, og han havde brug for at “lukke lidt ud.” Anne dukkede bare op. Tog S-toget og så videre til Frederiksberg.
Grethe vidste det jo. Og hun gik alligevel i køkkenet.
Der findes den slags mennesker, hvis ben bare går mod komfuret af sig selv. Grethe var én af dem. Fyrre år i skolekantinen giver vaner, der overgår Pavlovs hunde. Mange mennesker? Så skal der laves mad. Ingen mennesker? Så dukker de nok op. Hænderne skræller kartofler, før hovedet har besluttet sig.
Midt på dagen stod der tre gryder og en pande på komfuret.
Kartofler. Frikadeller. Og en suppe af, hvad der nu var i spisekammeret.
Børnebørnene flyttede sig fra sofaen til gulvtæppet og bredte deres LEGO vidt ud. Henrik gik rundt med mobilen, talte vigtigt som en minister mellem møder. Louise lå med en bog i soveværelset. Anne sad i køkkenet og snakkede om sin eksmand ham, hun blev skilt fra for to år siden og har fortalt om ved hver eneste lejlighed lige siden.
Forestil dig, mor, han skrev til mig i går. Igen. Hvad vil han? Skrev, at han savner mig. Mor, hører du efter?
Jeg lytter, sagde Grethe, mens hun rørte i suppen.
Hun lyttede. På sin egen måde.
Mor, hvad synes du skal jeg svare ham?
Ved det ikke, Anne.
Ej mor! Du er altid sådan. Jeg spørger dig, og du siger bare “ved det ikke”.
Grethe svarede ikke. Hun skummede suppen. Det krævede fuld koncentration.
Klokken tre kom Henrik ud i køkkenet, færdig med samtalerne.
Er frikadellerne snart færdige, mor?
De steger endnu.
Vi har næsten ikke fået morgenmad. Kun kaffe på vejen.
Grethe nikkede.
De spiste frokost. Larmende. Børnebørnene brokkede sig over suppen. Ville kun have frikadeller. Uden løg, hvis muligt. Anne ville ikke have brød, for nu var hun på kur igen. Henrik tog en ekstra portion. Louise kom ud, kiggede på bordet og erklærede, at hun egentlig ikke var sulten, men “jeg kan vist lige tage én.”
Efter frokost lagde Henrik sig på sofaen. Anne gik i bad og vaskede hår. Børnene spredte LEGO i et andet rum.
Grethe vaskede op og så ud gennem vinduet. På bænken sad naboen, Karen Jensen, hende hun gik stavgang med hver onsdag. Karen nød solen i ansigtet. Uden frikadeller og beskidt service.
Grethe sukkede og tog næste gryde.
Hen under aften var suppen væk, servicet vasket op, køkkengulvet tørret af efter børnebørnene, og Grethe satte sig træt på skamlen. Henrik stod igen i døren.
Han så tilfreds og mæt ud med sin krøllede T-shirt.
Er der flere frikadeller, mor? Jeg kunne godt spise lidt mere.
Grethe så længe på sønnen.
Der var tre frikadeller tilbage, under låg på tallerkenen. Grethe havde sat dem til side hun havde knap selv spist i løbet af dagen.
Men nu så sønnen på hende. Og noget slog klik.
Grethe kiggede på ham. Og tænkte på den blå hue med kvast, der stadig hang på bøjlestangen. På Ærø, som hun ikke fik at se. På bussen, der kørte klokken ti uden hende. På Tove Møller, der nu nok sad på cafe og så billeder fra øen.
Hun tænkte på det. Og på frikadellerne.
Mor? gentog Henrik. Hører du?
Grethe satte koppen fra sig.
Hun tog forklædet af.
Foldede det sammen og lagde det over stoleryggen.
Ved køkkenbordet sad Anne og tastede på mobilen. Inde i stuen brølede børne-TV, og en skurk lo så det rungede i hele lejligheden. Louise gik forbi køkkenet på vej til badet, tabte et håndklæde i entreen og lod det ligge.
Mor? Henrik skiftede vægt fra fod til fod. Er du okay?
Og så sagde Grethe:
Stille. Med en fasthed, hun havde tænkt på længe men aldrig fået sagt.
Jeg er altså ikke jeres gratis kantine. Og heller ikke et hotel.
Pludselig blev der stille i køkkenet. Selv skurken i fjernsynet sænkede stemmen.
Anne så op fra mobilen.
Henrik tabte underkæben.
I morges, sagde Grethe, var jeg klar til udflugt. Med Tove og Vibeke. Vi havde haft billetter siden februar. Jeg havde købt en blå hue med kvast. Tjek bare garderoben. Bussen gik klokken ti. Klokken halv ni ringede du på, Henrik, med hele din familie. Klokken elleve kom Anne.
Ingen sagde noget.
Jeg kom ingen steder, fortsatte Grethe. Jeg gik bare i køkkenet. For sådan er det altid. Fordi børnebørnene vil have frikadeller. Fordi Louise skal have noget “let”, hun vil ikke tage på. Fordi I alle sammen sultne.
Pause.
Men jeg har altså også et liv, sagde Grethe. Det tænkte I ikke på. Jeg bebrejder ikke nogen. I er vant til det. Jeg har jo selv lært jer det. Men ikke i dag.
Ikke hvad? spurgte Anne lavt.
Ikke det her. Ikke at lave mad og rende rundt for jer.
Henriks blik ændrede sig, som om hele hans verdensbillede skulle bygges om langsomt og med knagende lyd, som en gammel kommode.
Mor, vi gør det jo ikke med vilje.
Nej, jeg ved, det ikke er ondt ment, sagde Grethe. Og netop derfor er det værre. Hvis det var med vilje, var det i det mindste bevidst. Men I gør det af vane. Som når man åbner køleskabet: Nå, der stod mad igen. Smækker døren. Videre.
Inde i stuen så børnebørnene stadig fjernsyn. Skurken lo. Så stilnede det af.
Grethe tog tasken, den hun havde gjort klar om morgenen. Frakken fra entreen. Den blå hue med kvast.
Hvor skal du hen? Henrik stod stille.
Hen til Tove. Hun ringede. De er hjemme, sidder over en kop te og ser billeder. De har inviteret mig.
Og aftensmaden? spurgte Henrik, og så ud på hans ansigt, at det var et dumt spørgsmål.
Grethe så på ham. Længe. Det blik kun en mor kan give, der får voksne mænd til at føle sig som i femte klasse.
Der er æg, pasta og ost i køleskabet og brød i skuffen. I har hænder. Kogepladen virker. Det klarer I.
Hun tog frakken på, knappede den, satte huen og rettede kvasten. Og gik.
I lejligheden var der nu fire voksne, to børn, en urørt pande og tre frikadeller under låg, sat til side fra frokost.
Håndklædet i entreen lå stadig der.
Henrik stod og kiggede på det et øjeblik.
Så bukkede han sig ned og samlede det op.
Grethe kom hjem kvart over ti.
Hos Tove var der hyggeligt. Te med mynte, ægte danske småkager i en papirpose, billeder fra telefonen her er det gamle torv, her drikker Vibeke honningvin og lader som om det bare er juice. Grethe så på og tænkte, at en dag tager hun også afsted. Tove havde allerede fundet en ny udflugt.
Den blå hue med kvast lå ved siden af hende på sofaen. Grethe havde den på. Ikke til Ærø, men det var da noget.
Nøglen gik let i døren.
Entréen var ryddet. Børnebørnenes støvler, der tidligere stod hulter til bulter, stod nu pænt. Håndklædet var væk.
Grethe hængte frakken. Gik gennem gangen.
Der var lys i køkkenet.
Hun standsede i døråbningen.
Henrik stod over vasken og skrubbede gryden. Koncentreret, som én der aldrig har gjort det før, men bestemte sig for at gøre det ordentligt. På komfuret stod en lille gryde senere opdagede Grethe lidt overkogte pasta deri. På bordet lå tallerknerne. Vaskede. Sat i stak.
Anne sad endnu der.
Børnebørnene sov, kunne hun høre på stilheden.
Henrik hørte hende og vendte sig.
Tavs et øjeblik.
Mor, vi vidste slet ikke, at det var så hårdt for dig, sagde han.
Grethe så på gryden i hans hænder. På stakken af tallerkner. På Anne.
Ingenting specielt.
Men Grethe Madsen, der havde lavet mad til folk i fyrre år uden at forvente et tak, mærkede pludselig øjnene svi. Hvilket pjat bare på grund af en gryde.
Kom og sæt dig, mor, sagde Anne. Vi har gemt lidt mad til dig.
For enden af bordet stod en tallerken. Tildækket. Til hende.
Grethe satte sig.
Tog låget af. Pasta med ost. Lidt sammenklasket, lidt kold. Osten revet groft, i hast.
Hun greb gaflen.
Og ærlig talt: Det var den bedste pasta, hun havde fået i flere år. Underligt nok.
