Min søn var ni år dengang. Han var altid så glad og nem at have med at gøre. For nylig blev min søster gift. På invitationerne stod det tydeligt, at ceremonien ville være børnefri. Jeg kunne ikke helt forstå det, men jeg var tapper jeg arrangerede, at en veninde skulle passe min søn under brylluppet.
Men natten før brylluppet, ringede min veninde pludselig og fortalte, at hun var blevet syg. Hun undskyldte mange gange, men det var jo ikke hendes skyld. Jeg beroligede hende, men stod tilbage i køkkenet, grublende. Min søn sov allerede, og brylluppet skulle holdes tidligt næste morgen. Hvad skulle jeg dog gøre? Til sidst besluttede jeg mig for at tage min søn med til receptionen. Ville min søster virkelig nægte at lade sin egen nevø være der?
Min svoger var en velhavende mand, så brylluppet var selvfølgelig ekstra flot og overdådigt. Min søster var nervøs inden den store dag derfor sagde jeg ikke på forhånd, at jeg ville tage min søn med. Da min søster fik øje på mit barn, forandrede hendes ansigt sig med det samme. Hun blev rasende og begyndte at råbe:
Hvorfor har du taget din søn med til brylluppet? Vi bad om ingen børn! Du har ødelagt det hele!
Jeg følte mig så flov. Min søn stod bare og forstod ingenting. Og jeg syntes, det var lavet alt for stort et nummer ud af situationen. Men det var bare begyndelsen, skulle det vise sig.
Lad hende tage sit barn med, sagde min svoger. Det er hendes valg. Jeg blev overrasket. Min søster ville ikke engang høre forklaringen. Jeg prøvede at tale med hende, men det var forgæves.
Jeg blev så vred, tog min søn og gik hjem. Min mor og far blev til festen, men de havde ikke rigtig lyst til at fejre. Stemningen var ikke spor festlig.
Min søster blev sur på mig og forventede, at jeg bad om undskyldning. Jeg mener ikke, det var min fejl. Sådan en opførsel gør ikke min søster ret. Hun skal jo selv til at være mor. Skal jeg bede min søster om tilgivelse? Hvad ville du have gjort, hvis det var dig?
