Min niece, Amalie, var kun tretten år gammel, da vi sendte hende på ferie hos hendes mormor i to uger. I starten nød Amalie at tilbringe tid sammen med mormor, og de havde et virkelig tæt bånd. Men efterhånden som årene gik, voksede Amalie, og landsbyens charme begyndte at blegne for hende. Hun savnede sine venner hjemme i København, biografen og alle de spændende aktiviteter, hun var vant til i byen. Samtidig var Amalie den eneste barnebarn, mormor havde, så hendes besøg var en kilde til glæde og liv for den ældre dame.
Det blev besluttet, at Amalie skulle til mormor, mens hendes mor, Kirstine, lå på hospitalet for at føde familiens andet barn. Min bror, Amalies far, kørte hende til mormorens hus ude på landet. Vi syntes, det ville være godt for Amalie at få noget frisk luft og hyggesnak med mormor. Desuden betød det ekstra penge til husholdningen, for min bror overførte nogle hundrede kroner til mormor, så Amalie kunne få det, hun behøvede i de to uger.
Til at begynde med forventede mormor ikke, at Amalie skulle hjælpe med husarbejdet. Hun var bare glad for selskabet og muligheden for at dele hverdagens små oplevelser. Men som dagene gik, ændrede Amalies indstilling sig, og hun begyndte at stille større krav og beklage sig. Hun vidste, at faren sendte penge, så hun forventede det bedste både når det kom til mad og komfort.
En dag kom det hele imidlertid ud af kontrol, da Amalie fik et voldsomt raserianfald over, at hendes tebirkes var forsvundet. Hun beskyldte en slægtning, der også boede hos mormor, for at have spist det. Sagen udviklede sig hurtigt, og min bror måtte komme og mægle i konflikten. De misforståelser og det drama, der fulgte, førte til spændinger i familien, og vi blev enige om, at Amalie ikke skulle sendes til mormor på ferie fremover.
Jeg kan stadig mærke, hvor meget den beslutning gjorde ondt på min mor. Hun satte stor pris på tiden sammen med Amalie og nød, trods besværlighederne, at have sit barnebarn omkring sig. Men tingene ændrede sig, og besøgene ophørte stille og roligt.
