Jeg er 60 år gammel. Jeg forventer ikke længere at have venner eller familie på besøg hjemme hos mig.
Mange af dem, jeg engang havde tæt på mig, synes åbenbart, at jeg er blevet lidt for stolt, men helt ærligt tager jeg mig ikke længere af, hvad andre tænker om mig.
Den største grund til, at jeg ikke længere inviterer folk hjem, er min dovenskab. Det tærer på mig at holde hus. Jeg skulle jo både rydde op og lave lidt at byde på. Nu har jeg hverken økonomien eller lysten til at gøre det længere. Man kan sagtens mødes over en kop kaffe på en café. Hvorfor skal vi absolut sidde hjemme hos nogen?
En anden grund er den tunge stemning, nogle gæster slæber med sig. Ikke alle besøger dig med godt humør og åbent sind. Hvorfor skulle jeg tage andres problemer på mig? Efter et besøg følte jeg mig tom og trist. Jeg gider ikke længere gå på kompromis med min egen ro. Siden jeg stoppede med at åbne døren for gæster, er mine søvnløse nætter og mareridt forsvundet.
Desuden er jeg pensionist og keder mig hjemme. Jeg har lyst til at gå ud, opleve noget nyt og koble lidt fra. Hvorfor trække folk hjem til mig og bagefter stå alene tilbage med oprydning, og tvivl over om jeg nu var en god eller dårlig værtinde?
Her i Aarhus findes masser af skønne steder at tage hen. I dag har vi heldigvis ikke længere brug for at holde fødselsdage eller mærkedage mellem fire vægge. Jeg vil hellere ud og nyde bylivet end at løbe rundt med støvklud og kost.
Min lejlighed er nu mit lille univers. Her er kun plads til mig selv og måske en god bog. Måske synes nogen, at jeg er lidt speciel eller ligefrem uselskabelig, men det er nu ikke det rette billede.
Er mit synspunkt noget, du kan genkende?
