Min søn er ikke engang skilt, han bor med sin kæreste, men han har absolut intet at skulle have sagt derhjemme. Hver eneste gang jeg skal besøge, får jeg påbud fra svigerdatteren om, hvor mange penge jeg skal tage med, ellers får jeg ikke lov til at se mit barnebarn.
De blev gift for to år siden. Jeg havde mine bange anelser om den unge kvinde med det samme. Hun havde et blik, der kunne slå frost ihjel og hænder, der var lynhurtige til at rage til sig. Så snart hun havde ringen på fingeren og navnet i folkeregisteret, begyndte hun straks at belære mig om, at mine tre værelser skulle sælges, halvdelen gå til dem til bolig, for min søn var jo tydeligvis hverken arving til et slot eller boligkøber hos BRFkredit.
Vi blev selvfølgelig uvenner over det for det første har jeg også en datter, og for det andet: hvorfor i alverden skal jeg forære min lejlighed væk for svigerdatterens skyld? Jeg har sørget for, at mine børn har fået deres uddannelser, fået en god start på livet resten må de sgu selv klare. Jeg fik heller ingenting foræret fra mine forældre, hverken en villa i Hellerup eller guld fra Oldemor.
Min datter er stadig ugift, men arbejder og har taget et boliglån. Hun boede en periode hos mig, mens hun lejede sin egen lejlighed ud alt sammen for at få styr på økonomien. Nu bor hun selvstændigt og klarer det. Min søn er til gengæld noget af en vatnisse. Han har ikke brug for noget som helst til sig selv, så længe han får lov at nikke til konen derhjemme. Han vil ikke bo med mig det er ikke rigtigt, siger han, man skal have sit eget, mor.
Jeg syntes heller ikke, det var et drømmescenarie at bo sammen med hende, men jeg ville have sagt ja, hvis det betød, de kunne spare op til udbetalingen på en lejlighed. Jeg havde ingen intentioner om at sælge eller give noget væk. Når jeg ikke er her mere, arver børnene hver sin halvdel, og så kan de slås om, hvor køleskabet skal stå.
Det har jeg skrevet hende på næsen og jeg lagde ikke fingrene imellem. Skammer hun sig ikke, tænkte jeg. Hun svarede: Mor, er det ikke lidt for meget, at du bor alene i et treværelses? Sikke en attitude! Jeg bad min søn få hende til at slappe lidt af, men han mumlede bare et eller andet uforståeligt.
Jeg forstår ikke, hvor han har det fra. Mig og min mand er stædige som jyder i modvind, min søster ligeså, men ham her, han kunne lige så godt være en sæl. Jeg undrer mig oprigtigt over, hvordan han fik nogen til at gifte sig med sig medmindre hun bare havde for travlt til at få noget på papiret.
Efter den episode om lejligheden, har svigerdatteren og jeg undgået hinanden. Min søn har ringet enkelte gange, men besøgt har han ikke jeg tvivler på, han overhovedet får lov. Da han endelig fortalte over telefon, at jeg skulle være farmor for første gang, blev jeg rørt. Jeg ville gerne slutte fred, for børnebarnets skyld, så jeg købte en gave og en lækker kage og tog på visit men svigerdatteren bed i samme surdej: Min søn skal ikke vokse op med at bo til leje, som nogen hjemløs! Og så kom lejligheden op igen.
Vi blev ikke venner af det, så jeg diskuterede ikke med den gravide kvinde, men gik bare hjem igen. Hvis folk er dumme, så er de dumme permanent det er min livsfilosofi. Jeg blev selv ramt af uheld og måtte pludselig rende mere til lægen end Netto. Jeg blev ikke inviteret til fødslen faktisk fik jeg først besked om barnets ankomst en uge senere, fordi min søn sendte en sms.
Han inviterede til at se barnet, men inden jeg fik skoene af, greb svigerdatteren fat og sagde, jeg kunne droppe gaven og i stedet bare stikke pengene direkte og ikke småpenge, vel at mærke. Men det er jo et barnebarn, så jeg fandt mine opsparede danske kroner frem. Da jeg rakte hende kuverten, så hun ind lavede en grimasse. Tydeligvis er ti tusinde kroner ikke værd at bukke sig efter for hende. Hun sagde dog ikke noget højt, men hendes ansigt sagde alt.
Jeg hilste på mit barnebarn det smukkeste barn i hele København, næsen var som snydt ud af næsen på sin far og gik igen. Der gik ikke længe, så blev jeg ikke inviteret mere. Heller ikke noget, jeg pressede på et spædbarn i familien er jo noget, man skal vænne sig til.
Efter tre måneder gik det op for mig, at de aldrig ville ringe mig op, så jeg prøvede at række ud. Jeg købte noget sødt til den lille og en kage til teen, og tropper op. Svigerdatteren tager imod tingene, mens hun kigger stramt på mig.
Sidst troede jeg, at det var gået op for jer vi har ikke brug for smågaver. Vi har brug for penge til barnet.
Okay, så hver gang jeg kommer, skal jeg have penge med i en kuvert for at se mit barnebarn?
Hvad tror du selv? Vi sidder stadig i en lejelejlighed på grund af jer, og min mand slider alene! I har ikke gjort det mindste for jeres barnebarn, så mindste I kan gøre, er at give penge.
Mit hjerte begyndte at slå hurtigere af forargelse. Min søn hørte det hele, men stod bare og dinglede med drengen på armen uden et ord.
Så jeg gik. Jeg skal ikke købe adgang til mit eget barnebarn. Det bliver ikke på min vagt!
Nu har vi ikke talt sammen i næsten et år. De ringer ikke til mig, jeg ringer ikke til dem. Men for en uge siden ringede min søn alligevel nu har barnebarnet fødselsdag. Jeg kunne komme, hvis jeg altså ikke glemte gaven. Svigerdatteren tog straks telefonen og opremsede, præcist hvor mange kroner gaven skulle koste en sum, der svarede til hele min månedsløn.
Jeg blev hjemme, for den sum havde jeg slet ikke. Nu må jeg sande, at der hverken er en søn eller et barnebarn til mig. Hvis jeg havde haft en søn, ville han ikke lade sig hundse rundt af konen og bruge barnet til afpresning. De får lov at sejle i deres egen suppe! Jeg akter ikke at betale adgang for at se den lille.
Og nu tænker jeg seriøst over, hvad jeg gør med lejligheden så hverken den bløde søn eller den griske svigerdatter får fingre i bare en kvadratmeter, når jeg engang stiller træskoene.
