Vil elske dig altid.
Majken gik svajende gennem den regnvåde københavnske aften, lænede sig mod opgangens kalkvægge som for at holde balancen i denne mærkelige drøm, hvor trapperne snor sig, og nøgler altid glider væk fra hendes greb. Hovedet snurrede, prikker og mørke hvirvler dansede for øjnene. Tasken virkede bundløs og uigennemtrængelig, men hun gravede forsigtigt videre, som om hun allerede havde vidst, at alt snart ville forvandle sig til røg.
Hun havde ikke kunnet lade være med at gå i panik på lægens kontor.
Dr. Jensen havde lagt MR-billederne op på sort-hvidt papir, med en stemme som bare flyttede sig i slowmotion:
“Majken Rasmussen, det er alvorligt. En aneurisme. Karvæggen er så tynd som et spindelvæv. Forestil dig en ballon, klar til at briste. Stress, blodtryk… Operation er nødvendig straks. At vente på offentlig bevilling er russisk roulette. Vi ved ikke, hvor lang tid du har.”
“Og hvis man nu… betaler?” havde Majken mumlet, fingerende de fugtige taskeremme.
Doktorens svar løb som iskoldt vand: 120.000 kroner. Så mange penge havde Majken slet ikke fantasi til at forestille sig. Hendes bibliotekarløn, gælden efter morens død, en toværelses i Valby som kun bestod af problemer og støv. Hun kunne sælge sin nyre, men selv det ville være et drømmetal.
“Vi ringer om bevillingen,” sagde Jensen blidt, “og prøv ikke at blive nervøs. Fuldstændig ro.”
Hvilken ro? Majken havde bare nikket, forlod det hvide rum, og mærkede benene vibrere, da hun stavrede ud gennem gangen, hvor alt syntes at svæve let og ustyrligt fra virkeligheden.
Nu lænede hun hovedet bagover mod trædøren i den gamle lejlighed på Nørrebro, som havde været hendes arvegods fra onkel Børge den sære bror til hendes far, der var død som han havde levet: usynligt. En treværelses, der føltes som en gade af lukkede døre fyldt med skrammel. For nogen var det måske en guldgrube; for Majken var det endnu en kvælende byrde.
“Jeg må rydde op,” tænkte hun, da hun vadede ind gennem bunker af glasvaser, bøger og gamle møbler. “Måske kan jeg sælge den gamle teakbuffet? Enten det eller sofaen. Samle penge nok til klinikkens første regning.”
Blot at sidde og vente på, at ballonen i hendes hoved bristede, var utænkeligt. Hun behøvede handling, et eller andet bare for at sløre katastrofens farver.
Hun begyndte ved skrivebordet et solidt egetræsmøbel med skuffer, der syntes at gemme på århundreder af papir. Hun lod hænderne glide mellem bjergene af gulnede regninger fra 90’erne, gamle garantibeviser til elkedler fra en fjern tid, og tjavsede brugsanvisninger. Alt gik i affaldssækken.
Hun arbejdede mekanisk, uden tanke, som i et tågeagtigt digt, hvor selv smerten i hovedet blev til en svag, fjern tone.
I dybeste skuffe, under stakke af ældgamle “Politiken”-aviser, rørte hendes fingerspidser ved noget hårdt. Majken trak en laset, bordeauxrød mappe op, bundet med slidte bånd.
Nysgerrigheden overdøvede handlingslammelsen. Mappen gemte på breve sirlige håndskrevne sider fra onkel Børge. Hun kendte straks håndskriften, dens kantede sentimentalitet.
Hun tog øverste brev:
“Kære Line,
Nu er der gået tre måneder siden, du tog afsted. Alt minder om dig. Jeg var i universitetet i dag, og tomheden var tung som novemberregn. Jeg var stolt, dum, et barn. Jeg skulle ikke have ladet dig gå efter skænderiet. Jeg ved ikke, hvor du er nu. Din gamle nabo sagde blot, at I flyttede, mere ved jeg ikke. Jeg skriver til tomheden men jeg kan ikke lade være. Det er det eneste, der holder mig i live.
Din Børge”
Majken stod som forstenet. Hun havde altid tænkt Børge som et underligt, ensomt menneske men her strømmede alt frem: smerte, kærlighed. Hun tog endnu et brev. Og flere. Årstallene var de samme 1972. Historien bølgede igennem alle ordene: et møde, et kys, et ubarmhjertigt skænderi om ingenting (han nægtede at bede Lines forældre om deres velsignelse; han frygtede voksenlivet), Lines flugt med familien ud i intetheden, brevene uden adresse, skrevet i luften. Hver side var et løfte om evig kærlighed.
“Line jeg leder efter dig. Finder jeg dig ikke, elsker jeg dig alligevel kun dig. Hele livet.”
Majken mærkede tårerne komme. Hun havde ondt af ham og i medlidenhedens kreds begyndte en sindssyg plan at spire. Hvad hvis Line stadig fandtes? At opsøge hende. Sige at hun havde været elsket og aldrig glemt.
Men der var intet navn, ingen adresse. I desperation gennemgik hun brevene. I et stod der: “Kan du huske vores gåture i Ørstedsparken? Du drillede altid de løver ved porten til din opgang på Rosenørns Allé.”
Hun søgte på internettet efter gaden. Fotografier af huse med løvefigurer. Men det var kun en begyndelse. Et navn manglede.
I et glemt natbord i soveværelset fandt hun et fotoalbum gammel brunlæder, slidte hjørner. Unge Børge, på mange fotos sammen med en kvikpandet pige med mørke fletninger. På bagsiden af et gruppebillede stod med vandrende blæk: “Hold E-2, Polyteknisk, 1971. Line M., Børge, Søren”.
“Line M.” bare ét bogstav! Alligevel nok til et digitalt eventyr. Hun søgte på Wikiversitetet, i gamle elevlister, på gamle klassefora: Line, efternavn med “M”, cirka 1950-1952, København. Historien foldede sig mærkeligt ud som et puslespil, der gradvist fik form.
Til sidst, på et lokalhistorisk forum, stødte hun på: “Min mor, Line Margrethe Mikkelsen, blev færdig på Polyteknisk i 1973”
Majken tastede “Line Margrethe Mikkelsen” i Google. Hun fandt hurtigt en notits i “Frederiksberg Bladet” en ældre dame, portrætteret for sin indsats i seniorrådet i Valby. Hendes øjne så stadig lige ud gamle, men varme og kloge.
Der stod også en adresse i Solrød Strand.
Majkens hjerte blev en metronom. Hun ringede til Solrøds lokalcenter, udgav sig for en socialarbejder, der skulle aflevere en pris, og fik uden besvær adressen.
Hun pakkede mappe, vandflaske, brevene, og tog mod bussen. Trækroner og flade landskaber myldrede sammen i et surreelt tempo uden logik, hvor snakken i bussen lød næsten forståeligt, men ord forsvandt, før hun nåede at gribe dem.
Solrød duftede af æbletræer, roser, et mærkeligt ekkofrit rum. Huset var lavt, grønt stakit, roser mod lågen. Benene skælvede, som om fortovet gyngede.
Hun trykkede på klokken.
Line åbnede. I næsten-gennemsigtigt lys stod hun mindre og ældre, end Majken havde forestillet sig.
Ja? stemmen var lav, forsigtig.
Hej, er det Line Margrethe Mikkelsen?
Ja. Og hvem er du?
Jeg hedder Majken. Jeg er niece til Børge Rasmussen
Linje over Line forandrede sig; hendes fingre krammede lågen, øjnene blev blanke, ansigtet flænget af gammel smerte.
Børge?…
Han døde. For en måned siden.
Line lod hende nærmest automatisk træde ind. Stuen svømmede i uvirkeligt, støvet solskin. Line satte sig, fingrene sitrede.
Død mumlede hun ud i rummet. Jeg spekulerede tit, læste dødsannoncer. Om han mon stadig levede.
Majken sank sammen i stolen.
Han glemte dig aldrig.
Et stænk af vrede, ikke håb, i Lines blik:
Hvor ved du det fra?
Jeg fandt dem Majken rakte mappen ud. Dine breve. Han skrev hele livet.
Line greb, lukkede op, læste. Først var hun stiv som voks, så faldt tårer lydløst.
Dumme dreng hvorfor sådan pine?
Han elskede dig, sagde Majken forsigtigt. Han blev aldrig gift.
Jeg ved det Jeg fandt ud af det for femten år siden, da jeg mødte en studiekammerat tilfældigt. Men jeg tog aldrig kontakt jeg skammede mig. Blev bange.
Skammede?
Jeg tog afsted dengang, fordi jeg troede, han ikke elskede mig eller ville have familie. Og jeg hendes stemme vaklede, jeg var gravid, Majken.
Stillhed, hver skygge på væggen forstørret.
Hvad?
Ja. Jeg var to måneder henne. Ville sige det så blev vi uvenner. Jeg flygtede med mine forældre. Jeg fødte en søn.
Blodet flød væk fra Majkens ansigt.
Onkel Børge havde en søn?
Line nikkede. Stirrede ud på haven.
Alexander blev en fine mand. Jeg blev gift, min mand, Poul fik det at vide. Tog både mig og barnet til sig. Alexander fik hans efternavn. Men Børge hun lagde hånden mod hjertet. Han boede herinde altid. Og Alexander vidste, at hans rigtige far var Børge.
Majken blev svimmel. Pludselig havde hun en bror, slægt af kød og blod.
Hvor er Alexander nu?
Kirurg ejer sin egen privathospital, “VascuKlinik”, det er så moderne, stemmens stolthed var vemodig.
På en mærkelig måde så Line ransagende på Majken:
Barn, du er alt bleg. Er du syg?
Det hjertevarme “barn” åbnede en flodport. Majken fortalte om svimmelheden, diagnosen, prisen. Tårerne strømmede.
Da alt var sagt, rejste Line sig, fandt den gamle røde telefon:
Sander? Kom straks! Nej, jeg har det godt. Men mirakler findes. Kom, du skal møde din søster.
…
En time senere åbnede døren for en rank herre i italiensk habit, midt i fyrrerne, isblå øjne, gråsprængt hår som på onkel Børges ungdomsfotos.
Mor, hvad sker der?
Det her er Majken, sagde Line præcist, din kusine. Din fars niece.
Alexander blev stående, øjne på brevene, på sin mor, på Majken.
Min far var Børge Rasmussen?
Ja, sagde Majken stille. Jeg har billeder.
Hun viste telefonens fotos. Han gik dem igennem. Ansigtet lukkede sig om tankerne, kæben strammede.
Han giftede sig aldrig? spurgte han sagte.
Nej.
Han så op, alvorlig:
Mor sagde du er syg?
Majken nikkede. Line gengav diagnosen.
Har du billeder? Journaler?
Majken rakte mappen frem. Han læste alt grundigt igennem under lampen. Til sidst så han op:
Operationen skal ske hurtigt. At vente er livsfarligt.
Men jeg har
Vær i min klinik klokken ni i morgen. De tager prøver og forbereder alt. Jeg opererer dig i overmorgen.
Jeg kan ikke betale
Alexander så varmt på hende, faderen kiggede ud af hans blik:
Lyt nu, Majken. Jeg har klinik, penge. Du er min familie. For familie findes ikke ‘betaling’. Forstår du?
Majken kunne kun nikke. Tårerne gled stille, som i drømme. Det her var ikke blot held: det var redning, vævet af kærlighed, der havde ventet i årtier bag gamle breve.
Line lagde armene om hende.
Alt bliver godt nu, barn. Sander, hun bor hos os fra hospitalet, ikke?
Selvfølgelig, mor, sagde han med et lettet smil. Nu tilhørte Majken denne mærkelige, spøgelsesagtige familie.
Hun kiggede på dem den alvorlige bror, den gamle kvinde hvis smerte endelig lå stille. Majken mærkede angsten visne bort, for noget andet spirede: tilhørsforhold, tryghed, en drøm om, at livet ikke var forbi. Ikke alene. Forude ventede en ny begyndelse.
