Sådan er det, at jeg ikke kan huske min far. Alt hvad jeg ved, har jeg fra min mors historier hun fortæller, at alt var godt før jeg kom til verden. Min far støttede hende og hjalp til; men han boede kun sammen med familien i mindre end et år. Så snart min mor havde født mig, forsvandt han. Dengang var der ikke mobiltelefoner, så min mor anede ikke hvor hun skulle lede efter ham. På hans arbejdsplads vidste de heller ikke noget. Det var en hård tid for min mors vedkommende.
Hun fandt et job. Da hun ikke havde nogen til at passe mig, tog hun mig med overalt. Jeg husker tydeligt, hvor koldt der var i det rum, hvor min mor arbejdede. Derfor var jeg ofte syg. Senere begyndte jeg at gå i børnehave, og imens fandt min mor et nyt arbejde som rengøringsdame.
Vi havde ikke mange penge, men jeg så tydeligt, hvor hårdt hun sled. Min mor gjorde alt for mig. Efter min fars svigt besluttede hun at leve for min skyld. Jeg blev student og læste på universitetet. Da jeg fik arbejde, begyndte jeg at hjælpe min mor. Jeg gør alt for at hun skal slippe for bekymringer. Alle disse år har vi intet hørt fra min far. Han har aldrig spurgt til mig eller mit liv.
Men en dag bankede det på døren. Min mor gik ud for at åbne, og jeg hørte en mands stemme. Jeg trådte ud, og der stod en ældre mand med stok. Min mor vendte sig mod mig og sagde, at det var min far.
Han græd og bad om tilgivelse. Han fortalte, at han havde været ung og dum. Han var bange for ansvar. I alle disse år havde han boet i København med en ny familie, og en datter, der var lidt yngre end mig. Men siden begyndte han at drikke, og hans anden kone smed ham ud. Nu, hvor han er blevet gammel, vil ingen have ham. Hans datter nægtede ham adgang til sit hjem. Hans sidste håb er mig og min mor. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
På den ene side er han min far, jeg har ventet på ham så længe. Men på den anden side forlod han os og dukkede kun op, da han manglede hjælp. Jeg har mest ondt af min mor jeg vil ikke gøre hende urolig. Hun har brugt så megen energi og helbred på at lære at leve på egen hånd, og så dukker han op. Jeg sagde, at jeg havde brug for tid til at tænke over det. Min mor sagde ingenting, hun sagde blot, at beslutningen måtte være min.
