Alle, der arbejder, vil forstå min begejstring, når døren ringer på min eneste fridagsmorgen.
Inden jeg rigtig var vågnet, slog det mig af en eller anden grund, at der måske var problemer med VVSen, og jeg sprang ud af sengen for at tjekke, om jeg var skyld i en vandskade hos nabolejligheden. Badeværelset og køkkenet var heldigvis tørt, så ingen oversvømmelse denne gang i modsætning til for seks måneder siden, hvor jeg var skyld i uheldet nedenunder.
Dørklokken blev bare ved og ved. Jeg gik halvsovende ud til døren, åbnede, og der stod et par kufferter og flere personer bag dem.
Nå, dig havde jeg aldrig genkendt på gaden! siger en ældre kvinde, med et lidt tvivlsomt kompliment.
Jeg forsøger febrilsk at komme i tanke om, hvem hun er
Kvinden følges af en smilende mand, der straks rækker mig hånden. Bag dem kan jeg skimte hovedet af en yngre fyr heldigvis behøvede han ikke at tilføje sig til gættelegen. Men kvinden siger: Ja, skal vi nu blive stående? Luk os dog ind!
Undskyld, hvad mener du med os ind?
Nå, kan du ikke huske din onkel? Jeg passede dig, da du var barn! Og ham dér (hun peger mod fyren), det er jo din fætter, han skal læse her i København, og han mangler et sted at bo. Så vi fandt på, at han kan bo hos dig. Vi køber en seng til ham senere, så det går nok. Vi har gaver med til dig! Har din far ikke ringet?
Nej, han har ikke ringet Nå, men vi klarer det uden ham! Hvad mener I med klare det? Skal han bo her?
Ja, du må da tage dig lidt af ham du ved, hvordan det er at være ny i byen! Jeg kan altså ikke have nogen boende, og min kæreste kommer ofte på besøg, der er ikke plads! Jamen, vi finder ud af noget Jeg er ikke interesseret i nogen finde ud af det-løsning. Der findes kollegier, jeg boede også selv på et dengang. Nej, det er udelukket!
Mine slægtninge blev tydeligt frustrerede og prøvede at mase kufferterne ind i min lejlighed. Jeg opdagede, at så snart deres ting krydsede dørtærsklen, ville det være umuligt at få dem ud igen. Jeg bad dem vente nogle minutter og ledte i stedet dem alle hen til det kollegie, hvor min fætter faktisk var blevet optaget.
De begyndte straks at bebrejde mig kulde og egoisme, smilene forsvandt, og kort efter forsvandt også dem og deres bagage. Senere ringede jeg til mine forældre og spurgte: Hvad sker der lige?
Min mor blev sur, da hun hørte, hvad der var foregået, og bebrejdede mig også, at jeg ikke sætter familien først.
Nu, hvor dagen er omme, har jeg lært noget om at sige fra også overfor familien, selvom det koster på den sociale konto. Jeg må huske, at min lejlighed også er mit fristed, og det skal respekteres, uanset hvem der banker på selv på en fridag i København.
