Hvordan svigermor fik vores søn til at glide bort fra os
Efter vores søn blev gift, er det næsten umuligt at få ham til at komme på besøg. Nu er han altid hjemme ved sin svigermor. Hun har konstant brug for akut hjælp. Jeg tør dårligt forestille mig, hvordan hun klarede sig, før hendes datter giftede sig med vores søn.
Vores søn har nu været gift i over to år. Efter brylluppet begyndte vores børn at bo for sig selv i en lejlighed, vi havde købt til sønnen, da han skulle til København for at studere. Vores søn har altid haft vores støtte og forståelse gennem hele livet. Allerede før ægteskabet flyttede han for sig selv, da lejligheden lå tæt på hans arbejdsplads.
Jeg skal ikke sige, at jeg ikke kunne lide min svigerdatter med det samme, men jeg syntes dengang, at hun ikke var moden nok til et ægteskabsliv, selvom vores søn kun er to år ældre end hende. Min svigerdatter, Frederikke, kunne ofte opføre sig meget barnligt og til tider noget forkælet. Vores søn var sådan en sød dreng, og jeg blev ved med at tænke på, hvordan han skulle klare sig i livet med en pige, der stadig ikke var voksen.
Efter at have mødt hende og hendes mor, Signe, begyndte jeg at forstå, hvem de var. Selvom svigermor til min søn var jævnaldrende med mig, opførte hun sig som et barn. Måske kender du også folk, der selv som voksne er håbløst umodne og hjælpeløse? Lige før datterens bryllup var moderen netop blevet skilt for sjette gang.
Vi havde ikke meget at tale om, for hun levede i sin egen verden, men hun blandede sig heldigvis heller ikke for meget med os. Vores kontakt var begrænset til de formelle lykønskninger til brylluppet og intet mere.
Allerede inden brylluppet dukkede de første advarselstegn op. Vores søn blev hele tiden slæbt med over til svigermor: Enten løb han og reparerede en utæt vandhane, skiftede et stikkontakt, eller satte hylder op i køkkenet. Første gang tænkte jeg, at det kunne man jo ikke tage så tungt der manglede jo en mand i hendes husholdning, så lidt hjælp var nok kærkomment.
Men med tiden blev der ikke færre problemer hjemme hos svigermor. Vores søn begyndte at ignorere os, med forklarelsen at han og hustruen skulle hjem til hendes mor for at hjælpe hende. Til slut begyndte de at holde alle højtider derovre, og hjemme sad jeg alene sammen med min far og svigermor.
Det havde måske ikke generet mig så meget, hvis han kun havde sprunget familiehøjtiderne over, men nu begyndte han også at ignorere vores bønner om hjælp.
På et tidspunkt havde vi købt et nyt køleskab og bedt ham hjælpe med at få det båret ind. Til at begynde med sagde han ja, men kort efter ringede han og sagde, at han ikke kunne alligevel, for de skulle til hendes mor det var nu vaskemaskinen, der lækkede.
Da min mand ringede til ham, kunne han høre Frederikke sige: Kunne dine forældre ikke bare have hyret et flyttefirma? Til sidst kom vores søn dog alligevel, men han var vred som en hveps.
Far, kunne du ikke bare have ringet efter nogle flyttemænd? Skal jeg virkelig slæbe det selv?!
Jeg blev fortørnet og spurgte mig selv, hvorfor svigermoren ikke bare selv ringede efter en håndværker? Lever hun i et andet univers, hvor man ikke kan få den slags hjælp? Vores søn sagde, at hun havde brug for hjælp, for man kunne da blive snydt, og at folk ofte tog imod penge uden at lave arbejdet ordentligt.
Her mistede min mand tålmodigheden og sagde, at måske havde hun ikke forstand på husholdning eller reparationer, men hun var i hvert fald en fabelagtig hyrde for hun styrede nu én enkelt får utroligt godt. Vores søn blev straks rasende og gik med det samme. Jeg blandede mig ikke i diskussionen, men kunne ikke lade være med at tænke, at min mand havde ret den nye familie sad virkelig på nakken af vores søn. Han var blevet både vicevært og reparatør der, mens han helt havde glemt os og sjældent fandt tid til at komme hjem.
Efter det skænderi har sønnen ikke talt med sin far i over to uger. Min mand nægter også at tage det første skridt. Jeg føler mig splittet, som mellem hammer og ambolt selvfølgelig havde min mand ret, men han kunne godt have sagt det lidt pænere. Nu er min søn fornærmet og vil ikke se sin far, men jeg vil ikke miste ham over sådan noget pjat.
Min mand nægter at tage kontakt, og vores søn er lige så stædig, og siger han ikke vil tale med sin far før han får en undskyldning. I alt det her er det kun svigermor, der klarer sig glimrende!
Livet lærer os dog, at familiens bånd kræver forståelse og kompromis, selv når vi føler os forbigået. Hvis vi lukker os om vores eget sårede ego, risikerer vi at miste det, der betyder mest hinandens nærhed. Måske er tiden kommet til at række hånden ud, selvom det koster lidt stolthed, for familie skal bygge på kærlighed, ikke på bitterhed.
