Forstår du, jeg voksede jo op i en lille landsby på Fyn. Efter 9. klasse begyndte jeg på kokkeskolen i Odense, hvor jeg blev færdig fire år senere. Derefter arbejdede jeg på et lille værtshus som kok, men allerede efter fem år kunne jeg bare mærke, at det slet ikke var nok for mig. Lønnen var elendig, og jeg havde faktisk lyst til så meget mere med mit liv.
På arbejdet mødte jeg så Henrik, som boede i København og havde rimelig gode forbindelser dér ovre. Jeg besluttede at tage til København og mødtes med ham. Jeg bad ham hjælpe mig ind på et studie. Han sagde ja, men det ville koste mig. Heldigvis havde jeg sparet lidt penge op hjemmefra. Jeg endte faktisk med at betale ham en ordentlig sum.
Jeg købte også et nyt eksamensbevisja, dengang var de jo stadig på papir, ikke digitalt. Ifølge papirerne var jeg pludselig fem år yngre, og mine karakterer var rene 12-taller. Altså, jeg brugte penge på at forynge mig selv, kan man sige.
Henrik fik mig ind på universitetet, og pludselig startede et helt nyt liv for mig. Nu var jeg omgivet af helt andre menneskerunge, glade fyre og piger over det hele. Et år senere blev jeg gift. Han hed Kasper og var kun nitten dengang. Han kom fra København, så jeg flyttede ind hos ham og blev skrevet på adressen hos hans forældre.
Da jeg var færdig med at studere, begyndte tingene at ændre sig i Danmark. Det var lige efter Murens fald og hele den gamle orden smuldrede. Kasper og jeg fik hurtigt stablet noget på benene. Vi lejede et lille lokale og åbnede vores egen café. Efter noget tid lykkedes det os at købe stedet, og så var vi selvstændige barejere.
Vores liv var egentlig ret godtselvom vi aldrig fik børn. Men så besluttede vi en dag at tage en tur tilbage til min barndomslandsby. Vi besøgte nogle gamle klassekammerater fra folkeskolen. Jeg må indrømme, at mit liv på det tidspunkt var helt anderledes end deres, og jeg så også yngre udfolk misundte mig helt vildt! Men én af drengene sladrede til Kasper, at jeg havde arbejdet på værtshus tidligere, og sagde at jeg var ældre, end Kasper troede.
Siden da ændrede Kasper sig. Han blev mistænksom, bebrejdede mig og begyndte at drikke alt for meget. Til sidst blev vi skilt, og vi måtte dele firmaet mellem os. Jeg købte mig en lejlighed, men han sad tilbage med alle de dyre banklån og forbrugslån, han havde optaget efter vores skilsmisse. Både firmaet og hans økonomi krakkede ned.
Nu arbejder jeg stadigselvom jeg er over pensionsalderen egentlig. Jeg tænker tit på Henrik, du ved, ham med forbindelserne, som dengang sagde jeg var naiv, fordi jeg forfalskede mine papirer. Men man kan jo altså ikke lave om på fortiden, og man kan ikke rette alle de dumme beslutninger, man tog som ung.
Forleden var jeg forbi min mor i landsbyen, og løb ind i en gammel klassekammerat. Hun har allerede været pensionist i to år og bruger tiden på sine børnebørn og i køkkenhaven. Jeg må stadig arbejde, og mit helbred er heller ikke, hvad det har været. Man gør så mange spontane ting som ung, og så må man bare betale regningen senere, ikke?
Hvis du har et godt råd til, hvordan man gør skaden god igen, så sig endelig til for jeg går tit og grubler over mine dumheder fra dengang.
