Min svigermor er virkelig en rigtig dame Faktisk kunne jeg bare have afsluttet historien der, for alle mine frustrationer ligger i den ene sætning, men nu uddyber jeg lige, så det giver mening. Hver aften kom jeg hjem fra arbejde og landede fuldstændig udkørt på sofaen. Forestil dig lige, hvor meget jeg havde lyst til at stå og kokkerere til min forlovede i de øjeblikke altså slet ikke!
En dag da jeg kom ind ad døren, kunne jeg høre min mand snakke i telefon. Det lød som om, han lige var gået i gang:
Ja. Hej mor ja ja nej, vi har ikke spist endnu! Hun er lige kommet hjem, hun laver vel noget mad, når hun orker. Ja, jeg er da sulten, har kun nået morgenmaden i dag. Men altså, sult slår mig ikke ihjel, mor, jeg kan sagtens klare det. Nå inviterer du inde?
Jeg blev simpelthen så vred, at jeg ikke sagde ét ord, imens han snakkede. Jeg sad bare dér med knyttede hænder. Og da han så lagde på, kigger han glad på mig, hopper nærmest og siger: Mor inviterer altså på aftensmad! Og så begyndte han ellers at remse alt det op, hun plejede at lave frikadeller, stegt flæsk, hele baduljen. Jeg havde virkelig lyst til at åbne op for alle mine tanker om min svigermor. Og til dessert: et helt foredrag om, hvorfor man åbenbart ikke må spise sent på aftenen. Men jeg tog mig sammen, lagde en smule makeup og så tog vi afsted til middag.
Men det var ærlig talt dråben, der fik bægeret til at flyde over, og lidt senere gik vi så fra hinanden. Nu er jeg gift igen, anden gang. Både min mand og jeg arbejder meget og er tit ret trætte, så vi skiftes til at lave mad. Og ved du hvad? Det har virkelig gjort, at der bare er ro og hygge i hjemmet og det kan mærkes helt ind i sjælen.
