Mit navn er Freja, jeg er gift og har en vidunderlig datter. En efterårsdag, mens jeg drømte, at jeg gik gennem Kongens Have med min pige, ringede en god ven til mig. Ordene flød sammen som dis over søen, og for et øjeblik glemte jeg, hvor min lille tøse var. I næste nu gled hun lydløst ned i den kolde andedam, som om vandet næsten havde kaldt på hende.
Jeg frøs, og mine ben blev til ler, men pludselig sprang en kvinde fra en nærliggende bænk indhyllet i gamle frakker og duften af efterår direkte ud i det isblå vand. I drømmens sære logik fiskede hun min pige op, som en fe redder et forsvundet barn i eventyrene. Taknemmeligheden spændtes som en tåge i mit bryst. Jeg hev efter vejret og fik fremstammet: “Må du ikke tage med os hjem?” Hun nikkede, og hendes navn var Karen. Siden den dag er jeg evigt tak skyldig hvem redder ellers ens barn ud af fabelagtige, tågede damme på sådan en drømmedag?
Hjemme i vores lejlighed ved Vesterbro lavede jeg stærk te til Karen, tørrede hendes tøj og fandt en sweater frem, der duftede af lavendel og varme somre. Hun begyndte at fortælle, stemmer snoede sig fra hendes mund som gamle viser: hendes egen datter, som havde forført hende ind i tomhed. De havde engang købt hver deres lejlighed i København, men datteren stak af med sin mand, snuppede både Kroner og nøgler og lod Karen tilbage mellem asfalt og kolde mursten. Nu samlede hun flasker og sad langs varmeledningerne i Fælledparken, som en skygge på jagt efter et glemt eventyr.
Det var ubegribeligt for mig, at et menneske kunne svigte sin egen mor sådan. Jeg kunne ikke lade Karen gå tilbage til drømmens gader. Jeg bad hende blive; da min mand, Henrik, kom hjem, var hans ord først som torden: “Du lod vores pige ude af syne?” Men så blødte han op, som kun danske mænd kan, og takkede Karen med blikket. Vi tilbød hende husly. Hun nægtede beskedent, ville ikke træde for meget i vores livs spejlbilleder. Vi bøjede drømmenes regler: vi hjalp Karen med at finde et arbejde og et trygt værelse på et hyggeligt plejehjem i det indre København.
Nu drikker vi kaffe med Karen under malerier af bølgende marker. Min datter har fået en eventyrlig farmor, og vi kan ikke andet end at være taknemmelige, for hvem kan andet end at elske den, der engang, midt i efterårets tåge, trak ens barn ud af drømmens kolde vand og ind i lyset igen?
