SKÆGGET GRÅT, MEN SJÆLEN SKØN
Du har løjet for mig om alt! Jeg stopper al kontakt med dig. Meget skuffet over kvinder. Hvordan kunne du holde ud at udgive dig sådan, lyve så længe? Jeg ville fri til dig, men du ødelagde det hele. Man kan altså ikke starte en familie på løgn og mistillid. Farvel. Skriv ikke igen. Jeg svarer ikke. Din tidligere gentleman.
Sådan en mail dumpede ind fra en brite, jeg ellers havde flirtet intenst med. Connor og jeg havde skrevet sammen i næsten et år. Planen var klar: Jeg skulle møde ham på hans hjemmebane i Sheffield. Meeeen sådan blev det ikke.
Jeg var 49 dengang, for længst skilt fra min (naturligvis utålelige) mand og havde både børn og børnebørn. Alligevel havde jeg stadig lyst til at mærke livet og ikke mindst føle mig som en kvinde igen. Tiden løber jo fra én, og børnene havde deres eget at se til. Jeg nægtede at sidde og mugne i sofaen med minder og Mariannes strømpeopskrifter. Så hellere begynde at hækle kilometerlange karklude og brodere navne på sengetøj.
Mine veninder var som de fleste gift og forankret til hjem og familie. Jeg havde nøje udvalgt (og tilsidesat) alle potentielle kærester på jobbet. Vejen var banet: Efter en opfordring fra en kollega gik jeg online og lavede en profil på et dansk datingsite. Hvad havde jeg at miste?
Jeg udfyldte den lange profil, fik mig til at fremstå lidt mere interessant, end virkeligheden måske kunne bære, og lagde mit absolut mest flatterende billede op. Om ikke andet kunne jeg da håbe på et lille eventyr. Jeg tilbød selvfølgelig ikke mig selv til hvem som helst jeg har da min stolthed.
Efter et par uger tikkede der én eneste mail ind. Jeg læste det engelske brev med hjertet i halsen, siddende hjemme i Odense.
Briten 59 år, forretningsmand, fraskilt, to voksne sønner. På billedet stod han foran noget, der mest lignede et mindre slot iført vest og laksko. Han ville lære mig at kende hvem ved, måske ende i altergangen?
Se, det er jo drømmen. Jeg skulle bare svare (men selvfølgelig først lade som om jeg havde for travlt til at skrive med alle mine andre bejlere lidt skal man trods alt spille kostbar).
Connor var utrolig høflig og meget britisk: En kvinde som dig må naturligt have mange mænd løbende efter sig men mit hjerte tilhører kun dig.
Ja, så kan man da ikke undgå at svæve lidt over jorden, når det vælter ind med komplimenter. Snart gik korrespondancen på førstehåndsbetroelser og kælenavne. Han kaldte mig Min Mysteriske Rose, jeg kaldte ham Min Herre. Jeg levede mig så meget ind i rollen, at jeg mentalt allerede var gift, boede med min englænder i et enormt hus og drak rolig morgenkaffe over hyggelige snakke.
Jo mere vi skrev, jo mere mente jeg, at vi var sjælefrænder. Jeg informerede børnene (Helene og Bjarke, for hvad skal de ellers hedde?) om, at jeg snarligt ville forlade reden, testamentere dem min andelslejlighed i Dalum, og sige jobbet op. De forsøgte at få mig ned på jorden igen:
Mor, vi kan ikke kende dig. Du er jo ved at gå på pension og så vil du giftes? Det er jo helt hovedløst. Hvem gider have dig? Din herre løber snart tør for kalk og må op og tisse hvert femte minut om natten. Tror du, du bare skal være hans husholderske? Og hvad så, når han begynder at bitche og rage i sofaen hele dagen? Drop nu de englændere!
Men jeg var urokkelig. Min indre dansker ville være lady, punktum! Jeg begyndte at købe smartere tøj, fik en sprød frisure, lærte endda at småsludre på engelsk over Messenger. Da jeg ventede spændt på visum (et symbolsk et af slagsen), dumpede der pludselig et arrigt brev ind fra Connor:
Du er ikke nogen Mysterisk Rose bare en helt almindelig løgner. Du skal ikke skrive jeg svarer aldrig.
Jeg var målløs. Hvornår har jeg løjet? Mit hoved summede af forklaringer og teorier. Jeg besluttede at skrive et sidste forsigtigt brev. Forgæves. Halvandet år gik uden svar. Jeg indstillede mig på, det var slut, testamentet til børnene blev lagt lidt på hylden.
Og så en dag da jeg endelig havde givet op kom der pludselig en mail fra Min Herre:
Kære Mysteriske Rose, tilgiv mig! Jeg har ligget på hospitalet alt for længe og troede livet var slut. Det har været elendigt og uforudsigeligt, og jeg ville ikke bekymre dig. Jeg bad min søn, Oliver, om at svare dig i mit fravær, og sagde, han skulle være høflig men han har fortalt mig, at du pludselig afbrød kontakten? Hvorfor?
Nu er jeg rask igen og klar til at tage imod dig i mit hjem som min hustru!
Jeg læste brevet igen og igen og begyndte at græde. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Men én ting var sikkert: Oliver havde bestemt ingen interesse i at få en dansk stedmor. Sikkert ham, der havde anklaget mig for løgn. Hvis jeg kom til England, hvem ved: Hældte han gift i min havregrød, fortalte dårligdomme om mig til sin far og selvfølgelig troede Connor mere på sin søn end på en fremmed dansker. Nej tak, lad dem endelig selv ordne deres egne små engelske dramaseriers konflikter.
Hjemme ventede børnebørnene. De skulle starte i skole til efteråret. Bedstemor måtte læse lektier med dem, hjælpe med regning og læsning. Og det ville heller ikke skade, at komme i kolonihaven og få plantet lidt tomater, slået noget græs og vandet blomsterbedene. Man har trods alt altid et hjerte for sine egne planter.
Jeg besluttede mig for at tage en pause fra kærlighedseksperimenter på nettet. Det tager enormt meget energi livet er trods alt for kort.
Goddag, frue! Sikke længe siden man har set dig her i haven. Overtravl, eller har du været gift dig væk? spurgte min nabo, Niels, som altid lige lidt for nysgerrig.
Hej Niels! Ja, jeg har da savnet dig lidt. Men du er da heller ikke blevet gift i mellemtiden? Skal du hjælpe mig med at kløve brænde? Jeg inviterer på te senere jeg har så meget, jeg skal fortælle dig, svarede jeg, glad for at se ham og næsten klar til at hoppe ham om halsen.
Kom nu, Anemone! Hvordan skulle jeg kunne gifte mig, når bruden har været væk et helt år? grinede Niels, med et blik der sagde det hele.
Hvad mener du? jeg lod, som om jeg ikke forstod, men havde opfanget pointen.
Gift dig med mig, Anemone. Vi kender jo hinanden på kryds og tværs. Som vi siger i Danmark: Et gammelt træ knirker, men det står stadig!
Tja, min brudgom er måske lidt grå i skægget, men sjælen er nu ganske flot.
Niels og jeg har nu været lykkeligt gift i syv år.
