Jeg har aldrig været ligeglad med andre mennesker. For nogle år siden flyttede jeg fra en lille landsby på Fyn til København. Jeg forstår stadig ikke, hvordan man kan gå forbi et menneske, der har brug for hjælp, eller hvordan man kan smide en kvinde og hendes barn ud af en lejlighed, bare fordi de ikke kan betale huslejen for måneden. Selvfølgelig er der undtagelser.
Det var i 2007. Jeg var på vej hjem fra arbejde og stoppede forbi Netto. Udenfor stod en kvinde med et lille barn. De fangede straks min opmærksomhed. Moderen så udmattet og irritabel ud.
“Hvad vil du?”, hvæsede hun ad sin søn.
“Jeg er sulten, mor,” hviskede drengen lavmælt.
Andre forældre med børn passerede forbi, slæbende på poser fyldt med mad. Ud fra drengens slidte overtøj kunne man se, at han ikke havde haft noget at spise i lang tid. Moderen mistede pludselig besindelsen og skubbede barnet hårdt fra sig. Hun råbte, at han havde ødelagt hendes liv. Uden et ord mere løb hun væk, forsvandt ned ad Nørrebrogade, og efterlod drengen alene. Jeg stod målløs tilbage, rystet over hendes handling. Drengen kiggede sig desorienteret rundt, satte sig forsigtigt på fortovet og begyndte at græde stille. Ikke vredt eller højlydt, bare det stille gråd, man kun hører fra børn, der føler sig helt forladte.
Det skar mig i hjertet, men jeg håbede stadig på, at kvinden ville vende tilbage efter et par minutter. Der gik en halv time. Ingen kom, og moderen var stadig ikke set. Jeg havde ikke længere samvittighed til at lade som ingenting, så jeg gik hen til drengen for at trøste ham. Det virkede underligtat opsøge en fremmed drengfolk kunne jo tro hvad som helst. Alligevel var der ingen, der lagde mærke til os. Til at begynde med var drengen bange for at snakke med mig. Først da jeg hentede butikkens vagt og bad om hjælp til at finde hans mor, åbnede han sig og fortalte, han hed Mads og var fem år gammel.
Mens vi ventede, gik jeg ind og købte en grovbolle og lidt juice til ham. Han nægtede først, men sulten vandt til sidst, og han spiste ivrigt. Senere fandt vi ud af, at han ikke havde spist hele dagen, og at moderen var sporløst forsvundet. Jeg havde intet andet valg end at give besked til de sociale myndigheder, så de kunne finde hans familie. Men inde i mig mærkede jeg, at min historie med den dreng ikke var slut her.
Heldigvis havde jeg bekendte i kommunen, og jeg kunne følge, hvad der skulle ske med Mads. Det viste sig, at moderen havde været alene med ham længe. Hans far havde forladt dem. Før hun blev mor, havde hun fast arbejde, men nu beskyldte hun konstant sønnen for at have ødelagt hendes liv. Da hun blev fundet, nægtede hun at tage Mads tilbage. “Det er fint, han ryger på børnehjem,” sagde hun koldt.
Drengen græd og bad sin mor om at tage ham med hjem, men hun skrev en formel afkaldserklæring og gik. Sorgen var tydelig hos Mads, da han fik det at vide.
To år senere lykkedes det mig endelig at adoptere Mads. Vejen dertil var lang og fyldt med papirarbejde, og i mellemtiden boede han på børnehjemmet ude i Valby. Jeg besøgte ham trofast, kom med gaver og forsøgte at give ham noget tryghed. Flere af mine venner kunne ikke forstå, hvorfor jeg påtog mig en andens barn.
Tiden gik. Uden jeg opdagede det, voksede han fra dreng til ung mand. Og jeg skal hilse og sige, at jeg aldrig har fortrudt, at jeg dengang valgte at tage ham ind ikke et eneste sekund.
