Morfar
Det var en sommerdag. Jeg var på vej hjem fra gymnastiktræning sidst på aftenen. Pludselig så jeg en ældre herre, der var faldet på asfalten og ikke kunne komme op igen. Folk gik forbi og undgik ham, sikkert fordi de troede, han var fuld. Han mumlede noget uforståeligt og rakte hænderne ud mod dem, men ingen hjalp. Min mor har altid lært mig, at man skal hjælpe, hvis man kan. Derfor gik jeg over til ham og spurgte: “Har du brug for hjælp?” Men det eneste han kunne var at mumle og række hænderne ud mod mig.
En forbipasserende kvinde sagde bebrejdende til mig: “Gå væk fra ham. Kan du ikke se, han er fuld? Du bliver bare beskidt, og hvem ved, hvad han fejler.” Men da jeg så ordentligt efter, opdagede jeg, at mandens hænder var helt blodige. Jeg blev bange, men spurgte alligevel hvad der var sket. Igen fik jeg kun uforståelige lyde som svar, mens han desperat løftede en plasticpose, der lå ved siden af ham. Den var fyldt med glasskår fra ølflasker. Han samlede et par flere skår op fra jorden og lagde dem forsigtigt i posen. Så forstod jeg, hvorfor hans hænder blødte.
Jeg fandt nogle våde servietter i min taske og begyndte forsigtigt at rense hans hænder. Jeg ville jo helst ikke have mit tøj smurt ind i blod. Da jeg var færdig, hjalp jeg ham op. Da jeg spurgte om hans adresse, svarede han bare med mere mumlen, men begyndte så at pege i en bestemt retning. Jeg fulgte hans anvisninger og vi endte foran en lejlighedsbygning, der lå lige i nærheden. Med hænderne viste han mig to tal, og jeg gættede, at det betød hans lejlighedsnummer.
Jeg ringede på dørtelefonen, og en bekymret kvindestemme svarede i den anden ende. Manden mumlede igen. Få sekunder efter kom en kvinde og en mand løbende ud til os. De fløj omgående hen til den ældre mand for at tjekke, om han var kommet noget til. Derefter takkede manden mig og bar manden op i lejligheden, mens kvinden spurgte, hvordan hun kunne belønne mig. Jeg sagde, at det ikke var nødvendigt, men hun bad mig vente et øjeblik og løb ind. Kort efter kom hun ud med en kæmpe kurv med hindbær. “Fra vores egen have,” sagde hun stolt. Jeg takkede hende, men sagde pænt nej tak. “Tag den nu, det ville betyde meget,” insisterede hun. “Vi var lige blevet skrækslagne, da vi kom hjem fra sommerhuset og opdagede, at morfar ikke var hjemme.
Hun fortalte mig, at han under krigen var blevet fanget af tyskerne. Han havde haft en vigtig post, og for ikke at afsløre noget i fangenskab havde han bidt sig i tungen. Hygiejnen var elendig, så da han endelig slap fri, var hans tunge så inficeret, at de måtte amputere halvdelen. Siden har han kun kunnet lave lyde, ikke rigtige ord. På legepladsen i gården havde nogle unge for vane at drikke øl om aftenen og smide flaskerne overalt. Deres datter, Alberte, havde skåret sin fod forleden, og derfor var morfar begyndt at samle de skarpe glasstykker op, så børnene ikke kom til skade. Selvom han nu er gammel og dårligt kan gå, er han stædigt blevet ved, uanset hvor meget familien bad ham lade være. En gang var han faldet, og ingen havde hjulpet, så han havde ligget på jorden i fem timer, indtil familien kom hjem fra arbejde og fandt ham.
Efter hendes fortælling stod jeg målløs tilbage. Hun pressede kurven med hindbær i hænderne på mig, og jeg nikkede bare og skyndte mig hjem. Halvvejs begyndte tårerne at trille ned ad kinderne på mig. Hvorfor er vi blevet sådan her i Danmark? Hvorfor tænker vi kun på os selv? Jeg vil sige til alle: Hvis I ser et menneske ligge på gaden, så antag ikke straks, at det bare er endnu én, der har drukket for meget. Gå over og spørg, om I kan hjælpe! Især til de unge: Husk, vi er mennesker ikke svin. Hjælp hinanden, for næste gang kan det være dig eller én, du holder af, der har brug for en hånd.
