Kære dagbog,
Nu, hvor jeg er fyldt 52 år, har jeg endelig fundet min sande kærlighed og giftet mig med ham selvom vi begge er kommet lidt sent i gang med et nyt kapitel i livet. Min mand, Jens, har en voksen datter på 25 år, Line, som også er mor. Hun har for nylig gennemgået en svær skilsmisse og besluttet sig for at flytte tættere på sin far for at få den støtte, hun har brug for.
I starten kommunikerede jeg kun med Line over videoopkald, med korte hilsner og artige bemærkninger. Men nu, hvor hun bor her i nærheden, er det tydeligt for mig, at hun har svært ved at acceptere mig. Jeg har forsøgt at tage kontakt og snakke med hende, men hun ser mig som en trussel som om jeg konkurrerer med hende om sin fars opmærksomhed. Hun tror, hvis jeg ikke var her, ville hun stadig bo sammen med ham i det gamle hus i Aarhus.
For at prøve at løse situationen foreslog jeg, at hun kunne bo hos os vi har jo nok plads i huset. Overraskende nok sagde hun, at hendes far var imod det; han mente, at vi netop skulle have noget tid sammen efter brylluppet. Jeg spurgte så Jens ind til det, og han bekræftede, at det var sandt. Han bekymrer sig for, hvordan vores nye familie kan håndtere mulige konflikter, og vil ikke have, at Line skal føle sig presset eller uvelkommen.
Jeg har virkelig intet imod, at Jens hjælper sin datter tværtimod synes jeg, det er helt naturligt, at en far støtter sine børn, især i svære tider. Det, der gør mig trist, er, at Line mener, jeg er skyld i alle hendes problemer. Jeg ville ønske, hun kunne se, at jeg elsker Jens for den, han er ikke for penge eller materielle goder. Hun virker til at tro, at hvis ikke jeg var her, ville hele hans økonomiske støtte gå direkte til hende og hendes datter. I virkeligheden hjælper han dem, alt hvad han kan, men pengene rækker knap nok.
Jeg ønsker så inderligt at opretholde et godt forhold til min sted-datter. Men hendes negative opfattelse gør det vanskeligt at bygge noget op. Jeg håber, at tid og forståelse vil hjælpe os at vi langsomt kan finde fælles fodslag og sammen skabe et omsorgsfuldt hjem, hvor vi støtter hinanden og er der for hinanden.
Måske skal det bare få lov til at tage tid.
