EKSTRA I MIT EGET HJEM
Jeg, Bjarne, har i alle mine år bygget dette hus sammen med min kone, Johanne. Hver mursten er lagt med kærlighed, og det har altid været mit største ønske, at vores hjem var fyldt med glæde og latter. Da vores søn, Mads, giftede sig med Line, troede jeg oprigtigt, at der ville komme endnu mere liv og varme ind mellem væggene. Men få måneder senere kunne jeg mærke, at luften i huset var blevet tung.
Line begyndte sin stille krig. Først flyttede hun om på møblerne uden at spørge Johanne, derefter røg nogle af Johannes gamle, slidte men elskede gardiner ud. Johanne tav hovedsagen var, at Mads var lykkelig. Men Line ville være den eneste, der bestemte.
– Far, kan du skrue ned for fjernsynet inde i stuen? Jeg får hovedpine, sagde Line midt på dagen.
– Far, lad venligst være med at komme ud i køkkenet, når jeg laver mad. Du forstyrrer mig, nævnte hun om aftenen.
Men til Mads hviskede hun noget helt andet: Din mor klager hele tiden over mig, hun har ændret sig og er blevet så sur. Det er svært for mig, jeg græder ofte. Mads blev trukket imellem de to kvinder, men begyndte efterhånden at tro mest på Lines udlægning.
Det hele kulminerede en kold vinteraften. Johanne blev småsyg hun fik feber og gik i køkkenet for at bede om en kop te. Men på vej derud overhørte hun en samtale i stuen.
– Mads, jeg orker ikke mere. Din mor fylder for meget og har den største stue. Skal vi ikke flytte hende ud i udestuen? Så får vi ro, og der bliver mere plads til os. Eller måske kan hun bo hos sin søster i Jylland?
Mads tøvede: Men Line Det er jo hendes hus.
– Det VAR hendes, nu er det vores! sagde Line kontant. Hvis hun bliver her, så tager jeg hjem til mine forældre. Du må vælge.
Johanne ventede ikke på hans svar. Hun gik ind i stuen, bleg men med rank ryg.
– Du behøver ikke vælge, sagde hun lavt. Line, du har ret hjemmet er familiens. Men huset står stadig i mit navn, og jeg har ingen planer om at flytte ud i udestuen. Mads, jeg elsker dig, men hvis du synes, at din mor ikke længere hører til her, så står døren åben for jer begge. Pak jeres ting.
Line havde regnet med, at Johanne ville bøje sig men hun tog fejl. Mads, som så tårerne i sin mors øjne og Lines kølige beregning, vågnede op den aften. Han blev. Det var Line, der pakkede og råbte, at vi nok ville fortryde.
Et år gik. Mads bor stadig sammen med os, og han har fundet en ny kvinde, Katrine, som sætter pris på hygge og respekterer sin svigermor. Og jeg har lært noget vigtigt: Venlighed skal ikke være naiv. Når man åbner sit hjem for andre, må man huske at værne om sin egen plads ellers risikerer man selv at blive lukket ude.
