Vælg nu: Enten din hund eller mig! Jeg er træt af at leve i hundelugt! sagde hendes mand vredt. Hun valgte sin mand, kørte hunden ud i skoven men samme aften fortalte han, at han ville forlade hende for en anden.
Signe elsker stadig sin mand, Niels, mere end noget andet. De har været gift i fem år. De har ingen børn endnu, men Signe har haft Buster en gammel schæferhund meget længere end hun har kendt Niels. Hun fandt Buster som hvalp og har haft ham ved sin side lige siden.
Buster er en del af familien. Klog, loyal og følsom han forstår ofte hvad Signe tænker, uden hun behøver sige et ord. Men tiden har sat sine spor: Busters ben er blevet stive, han lugter ikke så godt mere, og pelsen falder af i store totter.
Niels har været tålmodig længe. Men da Buster, fordi han ikke kunne holde sig, tissede på det nye trægulv i entreen, røg bægeret over.
Nu er det nok! råber Niels og skubber den gamle hund hen til tisset. Jeg gider ikke bo i en hundekennel! Der er hår i maden, lugt i hele lejligheden, og nu det her! Signe, det er på tide: enten er det den gamle hund, eller mig!
Niels, hvad skal jeg gøre ved ham? Han er tolv år græder Signe og holder om den skyldige hund.
I internatet! Ud i skoven! Få ham aflivet! Det er dit problem, bare han er væk, når jeg er hjemme i aften. Jeg vil have et rent hjem, ikke leve blandt skidt og lopper!
Signe føler sig svag. Hun frygter ensomhed, og hun er bange for at miste Niels, som hun har bygget hele sin fremtid op med: sommerferieplaner, boliglån, alt det, de har sammen.
Hun vælger ham.
Med tunge skridt hjælper Signe Buster ud i bilen. Hunden springer sløvt ind, øm over leddene, men logrer og slikker hendes hånd han tror, de skal ud og gå tur.
Hun græder hele vejen ud af byen.
Hun standser i en skov lidt uden for Roskilde. Der binder hun Busters snor til et træ, så han ikke kan rende efter bilen.
Undskyld, Buster Undskyld hvisker hun, uden at turde se i hans ærlige, matte øjne.
Buster kæmper ikke. Han sætter sig bare og kigger efter hende, som om han har forstået det hele.
Hun stiller en skål foder til ham, sætter sig ind i bilen og kører hurtigt væk. I bakspejlet ser hun stadig, hvordan Buster, trods de ømme ben, rejser sig, hiver i snoren og gør hæst og desperat.
Hans gøen runger i hendes ører hele vejen hjem.
Signe kommer hjem i opløst tilstand. Hendes øjne er røde og hævede.
Niels er hjemme. Han pakker sine ting.
Hvad laver du? spørger hun fortvivlet. Jeg har gjort, som du sagde. Buster er væk. Jeg kørte ham
Niels sender hende et koldt, spydigt blik.
Flot. Hurtigt klaret. Men ved du hvad jeg skrider alligevel.
Hvad?! Til hvem?!
Til Lise. Du ved, hende fra regnskabsafdelingen. Vi har set hinanden i et halvt år. Hun er gravid.
Signe synker sammen på en stol. Alt svømmer rundt for hende.
Men Du gav mig valget Hunde eller dig Hvorfor?!
Jeg ville bare se, hvor langt du ville gå siger Niels kynisk. Jeg ville se, om du havde lidt rygrad. Du svigtede din bedste ven for min skyld. Du forrådte ham. Hvis du kan smide din hund væk, som har elsket dig i ti år, hvad vil du så gøre med mig, hvis jeg bliver svag eller syg?
Han lukker kufferten.
Farvel, Signe. Og for resten Buster var den eneste rigtige mand i det her hjem. Du, du er bare en forræder.
Da døren smækker bag Niels, bryder Signe sammen.
Hun indser, hvad hun har gjort. For en mand, der aldrig har elsket hende rigtigt, har hun forrådt det væsen, der har elsket hende mest.
Hun tager sine bilnøgler og kører ud i natten, tilbage mod skoven.
Det er blevet nat og regnen siler ned.
Hun løber gennem skoven tilbage til træet.
Snoren er bidt over. Skålen er væltet. Buster er væk.
Buster! Buster! Min dreng! råber hun panisk, løber gennem regnvåd skov, vælter gennem grene og krat.
Hun leder efter ham tre døgn. Hænger plakater op, skriver i grupper på Facebook, kontakter alle frivillige og internater. Hun sover næsten ikke og spiser slet ikke.
Fjerde dag ringer en mand.
Har du efterlyst en schæferhund? Vi har fundet en vovse, der ligner, ude på motorvejen. Den er ramt af en lastbil.
Signe kommer til stedet for at identificere ham.
Det er Buster.
Alt tyder på, at han bed snoren over og løb for at finde hende. Han kæmpede sig hjemad, trods smerter og frygt, men blev dræbt på motorvejen, langt fra hjemmet.
Signe begraver Buster.
Der går to år.
Hun bor nu alene. Hun har ikke indledt nye parforhold hun kan ikke stole på andre mennesker, og heller ikke helt på sig selv længere.
Niels lever lykkeligt med sin nye kone og barn. Han har glemt Signe, som var hun et dårligt minde. For ham var det bare en “prøvelse”, en undskyldning for at få det sidste skub, og han lagde skylden over på hende.
Signe arbejder nu som frivillig på dyreinternatet for gamle hunde. Hun gør bure rene, samler efterladenskaber op, vasker sår og forsøger at gøre sin skyld god igen.
Hver nat drømmer hun den samme drøm: Hun står ved træet i skoven, og Buster ser på hende. Hun kalder på ham, men han kommer ikke. Han ser bare på hende. Ikke vredt bare med dyb, ordløs sorg.
I hans blik ligger hendes dom.
Moralen: Forræderi tilgives ikke. Man skal aldrig ofre sine loyale venner for dem, der tvinger en til at vælge. Et menneske, der elsker dig, tvinger dig aldrig til at vælge. Og hvis han gør har han allerede svigtet dig, og så er det kun et spørgsmål om tid, før du står helt alene med din fejl.
