Klokken var omkring otte om morgenen, tågen dansede stille udenfor, da hele mandskabets slægt samledes i et gammelt københavnsk advokatkontor. Stemningen vibrerede nervøst rygtet gik, at en velhavende slægtning havde efterladt dem en betydelig arv i danske kroner. Alle ventede spændt, men notarens frakke var endnu ikke at skimte, og luften i lokalet blev tung af voksende forventninger og undertrykte suk.
Anna, Roberts ældste datter, kunne slet ikke skjule sin sitren. Hun fummlede nervøst med låsen på sin perlehalskæde og udbrød: Kom nu, Moster, vis da lidt respekt! Vi bør være i sorg far er jo trods alt væk nu.
Lad nu være med at kalde mig ‘Moster’, jeg er slet ikke så gammel brug bare mit navn: Vibeke, sagde hun med et snurt ansigtsudtryk, mens hun rettede på sin fine fletning.
Det er da utroligt, hvordan du stadig tror, lidt sminke og frisørbesøg kan narre alderen, hviskede Mark sarkastisk.
I det samme gled døren op; notarens ansigt var blegt som en vintermåne, da han trådte ind, samlede sine papirer op fra en gammel kommode og sagde: Er I klar til at høre testamentet? Hans stemme lød næsten teatralsk; et drilsk smil spillede om hans mund.
Familien nikkede, og han læste Roberts sidste vilje op, mærkeligt søgende i rummet med øjnene: Jeg efterlader min arv til jer alle men kun én får fat i det hele. Jeg vil, at I skal lege en ægte skattejagt, som min mor lavede med mine søskende og mig i vores barndom. Rejs til min hjemstavn, den lille jyske landsby. Vi havde ikke mange penge dengang, men vi lo og nød, hvad vi havde. Jeg, som storebror, fik engang en kiste fra min mor, og deri ja, der gemmer jeres skat sig, men kun den mest tålmodige finder nøglen. Den ligger et sted i huset ikke til at få øje på. Held og lykke! Notarens ord rungede ud, og rummet blev helt forlegen tyst drømmenes logik og et subtilt strejf af nostalgi svævede i luften.
Stilheden blev brutalt afbrudt af Anna, der kiggede mod sin mand og børn: Vi kører med det samme til landsbyen, vil nogen med os for at finde nøglen?
Mark og jeg bliver altså her. Vi tror ikke på, at det hele er så ligetil med far var der altid et ekstra lag. Vi er ligeglade med pengene, sagde Lea, Roberts yngste datter, næsten drømmende, mens hun kiggede ud ad vinduet mod de snørende skyer.
Så rejste Anna og hendes familie med andre slægtninge mod det gamle landsbyhus. De udførte mærkværdige handlinger kravlede op på hængende hølofter, ledte efter spor i forvredne halmballer og klatrede over stakittet, mens landsbyboerne betragtede dem med et halvt smil og øjne fyldt med gode og mærkelige minder.
På et tidspunkt blev Annas fine silkekjole flænset og fyldt med halmstrå, så hun lignede mere en gammel kludedukke end en arving fra hovedstaden. Pludselig midt under et skævt stakit fandt de nøglen, som blændede i morgensolen som et eventyrlig fund. De åbnede den gamle kiste; indeni lå kun en seddel og en håndfuld rød-hvide bolsjer.
På sedlen stod med Roberts håndskrift: Alle mine penge er givet til velgørenhed I har fået dét, I virkelig fortjener. Tak, fordi I bragte glæde tilbage til landsbyen, undertegnet din gamle far.
Og sådan føltes det for dem alle sammen, som vågnede de fra et underligt, venligt mareridt, hvor virkeligheden skiltes fra ønsketænkning med knap et suk.
