Der er nu også altid noget at tage sig til derhjemme
Gamle Anna Petersen fik med besvær åbnet lågen og slæbte sig op til hoveddøren. Hun rodede længe med det rustne, slidte lås, trådte ind i sit kolde, gammeldags hus og satte sig på den gamle stol foran den uopfyrede kakkelovn.
Der lugtede tomt i stuen, som om der ikke havde været folk der i lang tid.
Hun havde kun været væk i tre måneder, men spindelvævet havde allerede bredt sig på lofterne, den gamle stol peb klagende, vinden hvislede i skorstenen huset tog mod hende som en sur gammel ven: Hvor har du dog været, Anna? Hvem har du dog overladt os til? Hvordan skal vi dog klare vinteren?
Rolig nu, min ven lad mig lige få vejret. Jeg skal nok tænde op snart.
For et år siden fór Anna rundt i det gamle hus; hun kalkede vægge, gav træværket lidt maling, hentede vand i brønden. Hendes lille, spinkle skikkelse bukkede for ikonerne, ordnede kakkelovnen eller fór gennem haven for at plante, luge eller vande.
Og huset levede op sammen med hende. Gulvbrædderne knagede blidt under hendes lette skridt, døre og vinduer åbnede sig villigt for hendes små slidte hænder, og ovnen bagte boller og tærter, så luften var varm og rar. Det gik godt Anna og hendes gamle hus passede sammen.
Hendes mand døde tidligt, og hun opfostrede tre børn alene, sørgede for, de fik uddannelser og fandt vej i verden. Den ældste søn sejlede som kaptajn på langfart, og den anden var major i hæren; begge boede langt væk og kom sjældent på besøg.
Kun den yngste datter, Ingrid, blev boende i landsbyen som hovedansvarlig for landbruget. Hun havde travlt hele ugen, stak til moren om søndagen med lidt hjemmebag så gik der endnu en uge, før de så hinanden igen.
Trøsten var barnebarnet Lærke, som næsten voksede op hos bedstemor.
Og tænk, hvilken pige hun blev smuk! Store, lysegrå øjne og hår, der mindede om moden havre, langt, blankt og tykt, krøller i enderne og et helt særligt skær. Når hun satte håret i hestehale, krævede det opmærksomhed fra alle landsbyens unge mænd de blev helt mundlamme. Slank og rank holdning; hvor kom sådan skønhed og ynde dog fra?
Anna havde været køn nok som ung, men sætter man gamle billeder af hende ved siden af Lærke så ligner den ene en gedehyrde og den anden en dronning.
Klog var Lærke også: Hun tog til København og læste på Landbohøjskolen, vendte hjem og blev økonom i den lokale landbrugsforening. Giftede sig med dyrlægen, og fik, som ungt par, et nyt hus gennem en kommunal boligordning.
Og sikke et hus! Et solidt, rødt murstenshus. Det var nærmest en villa, ikke bare et hus.
Dog mens Annas gamle hjem svømmede i blomstrende bede og frugttræer overalt, havde Lærkes nye hus nærmest kun et par græsstrå og et par små buske hun havde ikke grønne fingre, det havde hun aldrig lært, for hun var nænsomt blevet skærmet af Anna som barn.
Snart fik de sønnen Viktor, og så var der ikke tid til have eller køkkenbed.
Lærke begyndte derfor at lokke bedstemor: Kom og bo hos os huset er stort og moderne, du skal ikke tænde ovnen mere.
Anna begyndte at få skavanker, hun fyldte firs, og det var, som om benene første dag derefter nægtede at bære hende mere. Hun lod sig overtale og flyttede ind hos Lærke og hendes familie.
I begyndelsen gik det, men så skete det:
Bedste, jeg elsker dig jo men du sidder bare sådan her! Du har jo hele dit liv været igang, kan du ikke hjælpe lidt? Jeg kunne virkelig bruge dig til at få gang i haven og huset
Jeg kan ikke mere, lille skat, mine ben kan ikke, jeg er blevet gammel
Sært så snart du flyttede ind, blev du gammel
Resultatet blev, at Anna, som ikke kunne hjælpe nok, diskret blev sendt hjem igen.
Bekymret, frustreret over ikke længere at kunne hjælpe sit elskede barnebarn, gik Anna helt i stå. Benene ville næsten ikke flytte sig, vejen fra seng til bord føltes uendelig, og hendes elskede kirke blev helt uopnåelig.
Præsten, Pastor Mads, selv en mangeårig ven af huset og ivrig hjælper i sognekirken, kom forbi for at se til hende. Han så straks, at noget var galt.
Anna sad og skrev breve til sine sønner ved det kolde bord. Kakkelovnen var kun lunkent fyret op, gulvet var iskoldt. Hun havde sin gamle strikkede trøje på, tørklædet var lidt grumset noget af en kontrast til hendes sædvanlige ordenlighed. På fødderne var udtrådte filtstøvler.
Pastor Mads trak vejret dybt: Anna havde brug for en hjælpende hånd i hverdagen. Måske Karen kunne hjælpe? Hun boede ikke langt væk og var tyve år yngre end Anna.
Han havde bagt brød, småkager og havde medbragt en stor, stadig lun laksetærte fra præstekonens køkken. Han smøgede ærmerne op, fejede asken ud af ovnen, fyldte brænde på, tændte op, bar vand ind og satte den store sorte kedel over.
Min dreng! Nej, altså pastor! Vil du ikke hjælpe mig med adresserne på konvolutterne? Min håndskrift er ikke, hvad den har været.
Han satte sig, skrev adresser, kastede et hurtigt blik på Annas breve: De var skrevet med store, rystende bogstaver, og mellem linjerne stod der: Jeg har det godt, min søde dreng. Jeg mangler intet, takket være Gud! men blækket var udtværet af tårer.
Karen begyndte at komme forbi, og Pastor Mads besøgte hende trofast og sørgede for, hun kunne skrifte og få altergang. Ved højtiderne kørte Karens mand, gamle Jørgen tidligere sømand hende til kirken på motorcyklen. Livet fandt lidt ro.
Barnebarnet Lærke kom ikke, og et par år senere blev hun alvorligt syg. Hun havde længe haft problemer med maven, men det viste sig at være lungekræft, og seks måneder efter var hun borte.
Manden drak sig ned på hendes grav, flasken i hånden, nat og dag. Deres fireårige søn, Viktor, faldt lidt mellem to stole uplejet, forhutlet og sulten.
Ingrid tog ham til sig, men hun havde aldrig fri og vidste ikke, hvordan hun skulle klare det, så Viktor blev skrevet op til kostskole.
Kostskolen var faktisk god, energisk leder, god mad, børnene kunne komme hjem i weekenden. Men hjemmeopdragelse var det jo ikke, og Ingrid var ikke meget hjemme der skulle jo arbejdes for at få pension til at række.
Da ankom Anna en dag, bagpå Jørgens gamle Uralmotorcykel. Han i stribet sømandstrøje, ankre og havfruer tatoveret på armene, de så begge ud til at mene det alvorligt.
Jeg tager Viktor med hjem, sagde Anna.
Mor, du kan jo dårligt gå! Hvordan vil du klare ham? Han skal have mad, rene klæder
Så længe jeg lever, skal Viktor ikke på kostskole, sagde Anna kun.
Ingrid blev tavs, overrasket over sin sædvanligvis milde mors beslutsomhed, pakkede børnebarnets ting og sagde ikke mere.
Jørgen transporterede både barnebarn og bedstemor hjem med motorcyklen og bar næsten begge ind i huset. Naboerne rystede på hovedet: Så rar en gammel kone men nu må hun da være blevet senil! Hun kan jo næsten ikke klare sig selv og så tager hun et barn ind Det er ikke en hundehvalp, man har ansvar for Hvad tænker Ingrid dog på?
Efter søndagens gudstjeneste gik Pastor Mads forbi fyldt af dårlige anelser hvad mon han ville se? En stakkels dreng, forsømt hos en afkræftet, gammel kvinde?
Men i Annas stue var der varmt, ovnen buldrede, Viktor sad ren og mæt i sofaen og lyttede til et gammelt bånd med eventyret om Klods-Hans. Anna selv svirrede smilende rundt, smurte bradepanden med smør, æltede dej og rørte æg i ostekagen. Hendes ben bar hende næsten som i ungdommen.
Kære pastor! Jeg har bagt ostekager vent lidt, så kan din kone og jeres dreng få lidt lunt med hjem
Pastor Mads gik hjem, stadig helt forbløffet, og fortalte sin kone, Kirsten, hvad han havde set.
Kirsten tænkte lidt, åbnede derefter sin gamle, blå dagbog, fandt et sted og læste højt:
Gamle Ane havde levet sit lange liv. Alt var forbi drømme, håb, minder sov under den bløde, hvide sne. Det var hendes tid. En februaraften bad hun længe ved billederne, lagde sig og sagde: Kald på præsten jeg skal dø nu.
Hun blev hvid som sneen udenfor. Præsten blev hentet, Ane fik skriftemål og nadver, og næste døgn nægtede hun både mad og vand. Kun hendes sagte vejrtrækning afslørede, at hun stadig var i livet.
Pludselig ind gennem døren: kold vinterluft, et spædbarns grådkrampe.
– Tyst, tyst, farmor skal dø.
– Jeg kan da ikke få barnet til at være stille hun er kun lige født.
Barnebarnet Merete var kommet hjem fra hospitalet med sit spædbarn. Alle andre var på arbejde den gamle kunne ikke hjælpe, men Merete havde heller ikke malken, barnet hylede og forstyrrede oldemor i hendes død.
Men Ane satte sig op i sengen, klarede øjnene, ledte efter hjemmeskoene med foden. Da familien kom hjem, forventede de det værste. Men Ane var ikke død tværtimod! Hun gik omkring, holdt barnebarnet og vuggede den lille tryg, mens Merete lykkelig fik en lur.
Kirsten lukkede dagbogen og smilede til sin mand og sagde:
Min oldemor, Vibe, elskede mig så meget, at hun slet ikke kunne dø og som man siger i sangen: Det er for tidligt at død, der er stadig ting at gøre hjemme!
Hun levede ti år mere og hjalp min mor, din svigermor Ane, med at opfostre mig, hendes kære oldebarn.
Og Pastor Mads smilede varmt til hende.
Jeg tænker ofte på denne historie livet kan altid vende, hvis bare man tør bære ansvaret for hinanden.
