Kærlighed vises ikke frem
Sofie træder ud af det lille hus med en spand foder til grisene og går irriteret forbi sin mand, Jens, som på tredje dag pusler med at pynte brønden i haven. Han har fået den idé, at det skal være udskåret og smukt som om der ikke var andet at tage sig til! Mens hun styrer husholdningen, fodrer dyrene og styrer det hele, står han bare der, halvt dækket af træspåner og arbejder stille med stemmejernet. Hver gang han får øje på hende, smiler han blot. Var det sådan en mand, Gud mente, hun skulle have? Ikke et kærligt ord, aldrig slår han i bordet og får sagt sin mening. Han arbejder roligt og kommer kun sjældent hen for at se hende i øjnene og lade hånden glide gennem hendes tykke, lyse fletning det er alt den ømhed, hun får. Men hun længes efter at høre, hun er hans lille morgensol, hans svane
Hun forsvinder ind i tankerne om sin kvinderolle, og er ved at snuble over gamle Basse, familiens sorte hund. Straks springer Jens hen og fanger hende, mens han skælder let ud på hunden.
Hva laver du, Basse? Pas nu lidt bedre på, ellers snubler hun da rigtigt næste gang.
Basse sænker flovt blikket og lunter mod sin kurv. Sofie fascineres for hundrede gang over, hvor godt Jens forstår dyrene. Engang spurgte hun ham, og svaret var bare:
Jeg elsker dyr, så de elsker mig tilbage.
Sofie selv dagdrømmer også om kærlighed: om at blive båret rundt, få søde ord hvisket i øret, og blomster på hovedpuden hver morgen… Men Jens er ikke meget for at vise ømhed. Hun begynder at tvivle elsker han hende overhovedet?
Gud hjælper dig da, nabo, afbryder Mads, som stikker hovedet ind over hækken. Jens, du roder stadig med det der? Hvem har brug for de små udsmykninger?
Jeg vil gerne have, børne mine vokser op med sans for skønhed, siger Jens.
Så skal du jo først til at have nogle børn! griner Mads og blinker til Sofie.
Jens ser bedrøvet på hende, og Sofie skynder sig, flov, ind i huset. Det haster ikke for hende at få børn endnu; hun er ung og smuk, og vil gerne nyde livet lidt mere for sig selv. Og Jens han er sgu lidt kedelig. Naboen han er noget særligt! Høj og bredskuldret, og selvom Jens ikke er nogen grimrian, så er Mads simpelthen flot! Når han møder hende i gården, er hans ord altid bløde, som en regnvejrsdag i juni: Lille perle, lyse sol Det får hendes knæ til at ryste, men Sofie undgår ham, lader sig ikke lokke. Hun har jo givet sit løfte til Jens. Hendes forældre har holdt sammen hele livet, sådan skal det være har hun fået at vide.
Men hvorfor har hun så lyst til at kigge ud af vinduet og fange Mads blik?
Næste morgen driver Sofie koen ud på marken og støder på Mads ved lågen.
Sofie, mit lille hjerte, hvorfor undgår du mig så? Er du bange? Bliver helt rundtosset, når jeg ser dig.
Kom over i aften, når din mand er taget ud at fiske, så skal jeg gøre dig så lykkelig, som du aldrig har været.
Hendes kinder blusser rødt. Hjertet banker hurtigt, men hun skynder sig forbi uden at svare.
Jeg venter på dig, råber han efter hende.
Hele dagen tænker Sofie på ham. Hun længes så frygteligt efter kærlighed og ømhed og Mads er jo så tiltrækkende men hun kan ikke beslutte sig. Der er stadig tid til i morgen måske.
Om aftenen fyrer Jens op i haven og inviterer Mads ind i sin gamle sauna. Mads er glad, slipper for at tænde op selv. De pisker hinanden skiftevis med birkeris, griner og får varmen. Når de er færdige, går de ind i forrummet, hvor Sofie har sat en karaffel snaps og madfadet frem. Hun kommer i tanke om, at der står nogle saltede agurker i kælderen, og henter dem. Da hun skal ind med agurkerne, hører hun lavmælt samtale gennem døren og bliver stående.
Du er sgu så forsigtig, Jens, hvisker Mads. Kom nu med ud til en fest, der er masser af enker, du bliver forkælet. De er flotte ikke ligesom din Sofie, hun er jo lidt farveløs.
Nej, bedste ven, svarer Jens roligt men bestemt. Jeg ønsker mig ingen andre. Tænker ikke engang på det. Min kone er ikke nogen grå mus. Hun er det smukkeste i hele landet, intet blomsterhoved eller bær overgår hende. Når jeg ser på hende, forsvinder solen kun hendes øjne og smalle liv findes for mig. Kærligheden til hende river i mig, som bækkens forårsvand. Men jeg kan ikke sige de rette ord til hende. Jeg ved, hun føler sig overset og bliver ked af det, og jeg er bange for at miste hende jeg vil ikke kunne trække vejret uden hende.
Sofie står stille, mens tårerne løber ned over hendes kinder, hjertet banker. Så retter hun ryggen, går ind i forrummet og siger højt:
Du kan godt gå, nabo Der er nok enke at trøste, men her på vores gård har vi vigtigere ting. Ingen har endnu set den skønhed, Jens arbejder på. Tilgiv, min elskede mand, mine dumme tanker, min blindhed jeg havde lykken lige i hænderne, men så det ikke. Kom, vi har allerede spildt for meget tid
Næste morgen ved daggry bliver Jens hjemme. Han tager ikke ud at fiske.
