Sådan kan man altså ikke leve! Det er ikke fair! Rasmus løb ind på sin fars værelse.
Hvad snakker du om, knægt? Hvorfor tror du det? Hvem har sagt det til dig?
Vores skolevejleder sagde det.
Fortæl mig mere. Forklar det lige. Jeg vil vise dig det. Jeg går i seng, og så lader du som om, du vækker mig.
Hvorfor det? Du forstår det om lidt! Okay, Rasmus, vågn op. Vi skal i skole, tiden er løbet fra dig.
Kan du ikke høre det selv? Jeg hører præcis det samme hver eneste morgen. Forældre skal vække deres børn med omsorg, så man kan mærke, at de elsker én. Og de burde altså smile!
Lad din mor få dig til at grine, jeg har travlt.
Elsker du mig ikke? Hvad pokker snakker du nu om? Faren begyndte at blive irriteret.
Det er ikke fjollet. Hvis du ikke vil have, at jeg behandler dig dårligt, når du bliver gammel, skal du vise dine følelser. Prøv at vække mig igen.
Fint. Kom så, dovne dreng, op! Du kommer for sent i skole.
Jeg er så træt!!! Skat, vågn nu op sagde hans far blidt, strøg ham over håret og kyssede ham på panden.
Jaa! Nu kunne jeg mærke, at du holder af mig!
Nok med det pjat nu. Lad mig se dine karakterer.
Ikke nu, far. Du mangler tid, du kommer for sent på arbejde.
Pyt nu med det. Sikke en flot 4. Både i dansk og matematik.
Men jeg fik 12 i psykologi.
Har du tænkt dig at blive psykolog, dreng? Hør her, min guldklump, indtil du får bedre karakterer, ingen mobil. Sæt dig ned og læs, til mor kommer hjem.
Rasmus græd, mens hans far prøvede at trøste ham: Du sagde jo, jeg skulle smile så smil nu!
