Min mand og jeg har været gift i næsten syv år, og vi havde kendt hinanden længe før vi blev gift. I alle de år har vi begge arbejdet hårdt og sparet op, så vi til sidst kunne bygge vores eget hus et projekt vi selv tog hånd om fra start til slut.
Før vi flyttede ind i huset boede vi i min mands lejlighed, som han selv havde sat i stand inden brylluppet. Selvom der er gået mange år siden, står lejligheden stadig virkelig flot.
Da vi endelig flyttede ind i vores nye hjem, var vi derfor enige om, at vi ikke ville have lejere i lejligheden. Vi ville ikke risikere at den gik til, og syntes egentlig bare at den skulle stå som den var.
For et halvt år siden fik jeg desuden overdraget endnu en lejlighed af mine forældre, denne gang midt i København. Vi havde egentlig ikke brug for at sælge den, da vi allerede havde fået dækket udgifterne til huset. Der var ingen grund.
Vi besluttede sammen, at vi på et tidspunkt ville bruge lidt penge på kosmetiske forbedringer og skifte lidt af møblerne ud, så vi kunne gøre den klar til eventuelle fremtidige lejere. Det skulle bare være lidt hyggeligere.
Indtil nu har lejligheden dog bare stået tom og det bemærkede min svigerinde da vi sad til familiemiddag forleden.
Hun begyndte at tale om, at vi har to ekstra lejligheder, der bare står og samler støv. Én er måske rimelig nok at have, men to var i hendes øjne helt unødvendigt især når man har en familie at tage sig af.
Sagen er, at hun og hendes mand er gået i gang med at finde et hus i udkanten af Aarhus, men de er kun halvvejs. De har ikke taget et lån endnu, fordi deres indtægter ikke er særlig høje.
Samtalen begyndte at få en lidt ærgerlig drejning, for svigerinden lagde ikke skjul på, at hun mente vi burde sælge vores ekstra lejlighed og hjælpe dem med de penge. Resten af pengene foreslog hun, at vi kunne sætte i banken og trække lidt renter på det. Pengene mente hun, at de så skulle betale tilbage over de kommende år men det ville selvfølgelig tage lang tid.
Jeg kunne mærke, at min mand blev utilpas. Vi hjælper allerede vores familier så meget som vi kan ikke kun praktisk, men også økonomisk. Men sådan en stor ting føles bare forkert.
Derfor sagde jeg selv noget. Jeg forklarede svigerinden, at det her er alvorligt: hun og hendes mand vil ende med en lejlighed, mens vi vil stå uden noget kun tilbage med et lille beløb på kontoen. Det ville jo betyde, at vi reelt ville stå uden tag over hovedet, hvis noget skulle ske.
Og penge bliver aldrig bare betalt tilbage til tiden, og det ved man jo aldrig med sikkerhed. Sådan nogle store økonomiske sager må vi tage meget alvorligt, også selvom vi er familie.
Det var tydeligt, at stemningen faldt til is omkring bordet. Min svigerinde så på mig med lidt såret blik, og min mand skyndte sig hurtigt at skifte emne.
