Min familie og jeg bor i forskellige byer i Danmark. Vi har ikke set hinanden i mere end tyve år. Mine forældre arbejder som kunstnere og synger i kor, hele deres liv har egentlig været én lang rejse. Da jeg fyldte fem år, kom jeg til at bo hos min mormor. Hun ville gøre sit liv lettere ved at tage sig af et barn, og derfor flyttede hun hjem til sine egne slægtninge.
I begyndelsen kom min mor og far og besøgte os to, nogle gange tre gange om året, men efterhånden blev besøgene sjældnere og sjældnere. Til sidst stoppede kontakten helt, og jeg holdt op med at tænke på dem. Senere forsvandt vores forbindelse fuldstændigt. Da jeg var tandlægestuderende, blev jeg gift i mit tredje år på universitetet.
Nu driver min mand og jeg vores egen tandklinik her i Aarhus og vi tjener ganske godt. For omkring et år siden dukkede min far og mor op igen. De begyndte at ringe til klinikken, for de havde ikke engang mit private telefonnummer. Vores samtaler gik mest ud på, at de brokkede sig over deres liv.
Jeg lyttede til deres klager og svarede, at de jo selv havde valgt at lade mormor opfostre deres datter. Af og til sendte mine forældre lidt penge til min mormor, men for det meste levede vi af hendes pension. Det sagde hun tit til mig, og jeg forstod det for vi måtte hele tiden spare op til alt.
I skolen klarede jeg mig rigtig godt, og for at have råd til mad og tøj arbejdede jeg som nattevagt på hospitalet. I dag har jeg mit eget liv, og mine forældre har deres vi går hver vores vej.
Da far og mor fandt ud af, at jeg ikke ville hjælpe økonomisk, begyndte de at sige, at de ville kræve børnebidrag. Deres ord fjernede mig til sidst helt fra dem. Hvis jeg før kunne tvivle på mit valg og stadig overvejede at hjælpe dem, så vil jeg nu slet ikke have noget mere med dem at gøre. Synes du, jeg gør det rigtige eller bør jeg alligevel hjælpe mine forældre?
Nogle gange lærer livet os, at selv de svære valg er med til at forme vores karakter. At sige nej betyder ikke, at man ikke elsker men at man tager ansvar for sit eget liv og velvære.
