Jeg har haft dårligt syn, siden jeg var barn, så jeg har altid gået med briller. Da jeg blev lidt ældre, skiftede jeg til kontaktlinser, men der var stadig tidspunkter, hvor jeg gik ud for at lufte min hund uden nogen af delene, eller smuttede ned i supermarkedet og glemte mine briller derhjemme. Det var præcis det, der skete den skæbnesvangre aften. Jeg styrtede ud af lejligheden, sprang fra femte sal (vi har ikke elevator), og midt i min iver gik det op for mig, at jeg havde glemt mine briller. Jeg orkede dog ikke at gå tilbage, så jeg fortsatte bare.
Jeg stod ved hylderne med pålæg og fiskekonserves og plagede tålmodigt kasseassistenten med spørgsmål om, hvilken slags fisk det var, og hvad den lå i. Men da han begyndte at ekspedere andre, vendte jeg mig i stedet mod en pige, der stod i nærheden. Jeg kiggede lidt på hende og syntes pludselig, der var noget bekendt over hende. Hendes sjove, rodede knold lignede små horn, og hun havde et stort, rødt halstørklæde og en lang, sort frakke.
Undskyld, kan du sige mig, hvilken af disse er makrel i tomatsauce?
Vi havde engang gået på paralleklasse. Jeg huskede hende tydeligt, for hun havde altid en skør stil og blev tit irettesat af lærerne for sine farverige negle.
Her er makrellen til dig, sagde hun lidt formelt. Skal du have noget mere?
Undskyld, jeg har glemt mine briller derhjemme og kan slet ikke se noget.
Vi gik rundt sammen i butikken, og jeg nævnte nogle af vores gamle lærere. Hun nikkede genkendende og grinede flere gange af historierne. Da vi havde handlet færdig, foreslog jeg, at vi kunne tage en lille pause udenfor med en kop kaffe eller måske bare få lidt frisk, kølig efterårsluft og sludre videre. Hun fortalte, at hun arbejdede på en dyreklinik, hvilket overraskede mig jeg havde ikke lige forestillet mig hende i det fag. Vi udvekslede numre og snakkede lidt om at ses igen.
Da jeg kom hjem og fik mine briller på igen, så jeg, at hun havde sendt mig en besked bare fem minutter efter, vi var gået hver til sit.
Undskyld jeg løj. Jeg var ikke i din klasse, men gik i A-klassen på en anden skole. Hvis det ikke er et problem, kunne vi måske tage en kop kaffe en dag? Jeg giver.
Jeg sagde selvfølgelig ikke nej. Vi mødtes igen, og jeg kunne næsten ikke tage øjnene fra hende hun var så smuk. Meget smukkere end jeg huskede fra dengang.
Vi begyndte hurtigt at ses mere og mere, og nu er vi kærester. Hun driller mig af og til og spørger, om jeg virkelig ser dårligt, eller bare brugte det som en undskyldning for at flirte, men jeg ved, det bare er for sjov. Det føles virkelig som om, skæbnen fik en finger med i spillet.
