Jeg føler mig virkelig heldig, fordi jeg altid har været målrettet og fokuseret. Allerede inden jeg fyldte 25, lykkedes det mig at spare nok op til at købe min egen lejlighed i København.
Jeg klarede det selv, uden hjælp fra min mor og far eller andre i familien. Så da jeg mødte Anders, som jeg blev forelsket i, var jeg måske lidt for stolt og fortalte ham, at jeg boede i min egen lejlighed.
Men jeg sagde straks, at jeg ikke ville flytte ind hos ham. I stedet foreslog jeg, at vi sammen lejede en bolig, så jeg kunne leje min egen ud og spare op til en bil en drøm, jeg har haft længe.
Anders syntes det lød som en fornuftig plan og sagde, at han også ville begynde at spare op, så vi kunne få vores eget sted. Det hele lød så godt. Men et halvt år senere stod han pludselig foran min dør med en kuffert og fortalte, at han havde mistet sit arbejde og var helt uden penge.
Han spurgte, om han måtte bo hos mig et stykke tid. Heldigvis har han da stadig sine forældre, tænkte jeg. Jeg tog ham ikke ind. Sagen var, at det hele virkede som en undskyldning for bare at bo hos mig og slippe for at tage ansvar. Det gjorde mig virkelig i tvivl om ham, og til sidst valgte jeg at gå fra ham.
Nogle gange skal man passe på sig selv først og stole på egen dømmekraft også selvom man har hjertet med.
