Min kone voksede op i en stor familie på Sjælland. Min svigermor blev ved med at få børn, indtil hun endelig fik en datter. Det virker måske en smule mærkeligt, men hvem er jeg til at dømme?
Da jeg giftede mig med Katrine, troede jeg ærligt talt, at jeg havde været heldig. Hun virkede ansvarlig, modig og stærk. Hun vidste, hvad familie betyder, men hun kunne ikke slippe sin mor og sin lille søster. Svigermor var ikke specielt omsorgsfuld over for sine sønner, men alt handlede om hendes datters velbefindende.
Astrid, min svigerinde, var kun 10 år gammel, da jeg mødte hende. I starten irriterede hun mig ikke, men efter fem år begyndte det at tage på. Astrid nægtede at gå i skole, hun løb omkring med de forkerte drenge, og Katrine skulle tage sig af alt. Hun kunne finde på at ringe midt om natten, hvis hun havde brug for hjælp.
Jeg håbede, at Astrid ville vokse op, gifte sig og at alt ville falde på plads. Men selvfølgelig sådan gik det ikke. Da hun endelig besluttede sig for at gifte sig, krævede min svigermor, at hendes sønner skulle bidrage økonomisk til brylluppet, fordi hun ikke selv havde penge. Hendes svigersøn havde knap nok råd til at forsørge en familie, så de nygifte måtte flytte ind hos svigermor.
Et barn kom, så endnu et. Pludselig gik det op for svigermor, at det ikke gik at bo sådan længere. Hendes løsning: Flytte ind hos os og overlade lejligheden til Astrid. Men helt ærligt det var mig der betalte for lejligheden med mine egne penge, og min kone bidrog ikke en krone. Det underlige er, at Katrine er godt tilfreds. Hun siger: “Min mor vil hjælpe dig.”
Vores lejlighed i København har kun to værelser, og jeg vil ikke opgive min komfort og dele mit hjem med endnu en person. Min svigermor mener, at vi er forpligtet til at tage hende ind, fordi min kone er den ældste, og hun skal tage sig af sine forældre.
Jeg elsker min kone, og skilsmisse er ikke en mulighed for mig. Men hvordan får jeg hende til at forstå mig? Hvordan skal jeg forklare, at livet med hendes mor er helt urimeligt? Måske har nogen et godt råd? En ting har jeg lært man bør sætte grænser fra starten, ellers overtager folk hele ens liv.
