Min kone arbejder, men jeg betaler for det hele.
Man spørger, hvordan jeg dog er havnet i denne situation i livet, og hvordan jeg kunne gå med til det men mit svar er, at alle mænd, der elsker, er blinde. Jeg var i hvert fald blind. Hele mit liv har jeg prøvet, lært og kæmpet. Min far lærte mig fra barnsben, at man skal arbejde hårdt, hvis man vil have et godt liv. Han sagde også, at en mand skal være stærk og kunne klare sig selv, så han ikke bliver afhængig af andre.
Det er vist det sidste råd, som har bedraget mig mest. Når jeg datede kvinder, holdt jeg altid fast i min selvstændighed, og det var der ikke mange, der brød sig om. På den tid ønskede de fleste kvinder, at manden tog sig af dem, at han viste sin styrke og maskulinitet. Men jeg klarede mig selv.
Senere fokuserede jeg udelukkende på arbejde. Jeg var single helt til jeg blev 35 år, hvor jeg mødte Freja. Hun er akkurat lige så gammel som jeg. Jeg blev faktisk overrasket over, at hun accepterede min selvstændighed. Altså, hun bad mig aldrig om hjælp, hvis hun mente, hun kunne klare det selv. Hun gav mig aldrig blomster eller hviskede søde, små ord den slags tåler jeg ærligt talt ikke. Ved hendes side var jeg en ligeværdig partner. Jeg burde have vidst, hvor dyrt denne såkaldte lighed ville blive. For i virkeligheden var det slet ikke lige.
Vi blev gift og Freja flyttede ind hos mig. Hun havde ikke sin egen lejlighed, boede hjemme hos sin mor. Og jeg havde absolut ikke lyst til at bo med min svigermor jeg havde hørt rigeligt med historier om det, og ingen af dem tiltalte mig. Den første måned gav Freja mig ikke en krone af sin løn, hun sagde hun skyldte penge for et lille lån, hun havde taget til sin mors operation.
Jeg sagde ikke noget, jeg ønskede at være forstående. Vi er jo en familie hun kunne betale lånet af, og så kunne vi tage det hele op sammen bagefter. Men i syv måneder blev lånet stadig ikke betalt af. Hun sagde hele tiden, at hun fik for lidt i løn, at hendes arbejdstimer var blevet skåret ned, eller at der var et eller andet problem igen. Det var mig, der betalte for maden, underholdningen og regningerne. Senere begyndte hun at sige, at hun sparede op for at vi kunne købe et hus på landet, og måske tage på ferie sammen.
Men i fem år har jeg aldrig set kontoudtog eller nogen form for dokumentation. Vi er jo en familie. På et tidspunkt blev jeg vred og sagde, at det ikke var normalt, at jeg havde forsørget hende i fem år! Hun pakkede sin taske og tog hjem til sin mor. Så nemt var det. Tre dage efter, da jeg ikke kunne holde ud at være alene, hentede jeg hende hjem igen. Og alt blev som før. Hun ville stadig ikke give mig en krone til noget som helst. Og jeg er ærligt talt helt udmattet. Jeg vil gerne bruge penge som mænd normalt gør, forkæle mig selv, men der er bare ingenting til overs alt går til familien. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg blive skilt? Vil hun nogensinde ændre sig?
Når jeg tænker tilbage nu, ser jeg, at kærlighed kan gøre én blind. Som min far sagde: “Man skal aldrig give så meget, at man glemmer sig selv.” Det er læren, jeg tager med mig.
