Marie er 37 år og har aldrig været gift. Hun har tidligere arbejdet som revisor. Hun søger stadig meningen med livet. Hun har endnu ikke fundet sin sande kald.
Hun var meget træt den morgen. Hun stod op og tvang sig selv ud af sengen for at tage på arbejde. Det var hendes vagt igen. Marie havde fået job som servitrice. Nu skulle hun servere for gæsterne på caféens udendørsterrasse, og når det var hendes vagt, skulle hun møde ind allerede klokken seks. Gæsterne kom jo allerede ved syvtiden.
Da hun boede i forstaden, var hun nødt til at være ekstra tidligt ude for ikke at komme for sent hun var på caféen allerede klokken fem. Forbindelsen var nemlig dårlig, og busserne kunne nogen gange være forsinkede eller sidde fast i morgentrafikken.
Marie gik, som hun plejede, i gang med at tørre bordene af, før terrassen åbnede, for dag for dag samlede støvet sig på dem. Gæsterne skulle jo kunne sætte sig til rene borde og på rene stole. Hun nynnede stille for sig selv på en gammel dansk melodi.
Min mor synger også smukt. Pludselig kom en barnestemme bag hende.
Marie blev overrasket over at høre en anden stemme på så tidligt et tidspunkt. Foran hende stod en lille pige på fem-seks år. Helt alene. Også hun kiggede sig forsigtigt omkring.
Hvad laver du her? Er du helt alene? Så tidligt om morgenen? Jeg er bare ude at gå en tur. Og for at hente noget mad til min bror og mig. Tante, har du et stykke brød? Pigen spurgte forsigtigt. Det var tydeligt, hun var sulten. Selvfølgelig har jeg det. Sæt dig ned, så finder jeg lidt i køkkenet. Hvor er din bror henne?
Han er hjemme. Her omme bagved hos vores farmor.
Marie spurgte ikke, hvorfor pigen var alene, eller hvor hendes mor og far var. Den lille pige forklarede videre.
Vores forældre døde for længe siden, og farmor er meget gammel nu, hun glemmer det meste endda også os børnebørn, hun kan ikke altid huske os.
Marie vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Det gjorde hende helt stum.
Jeg vil ikke forstyrre, jeg vil bare bede dig om et stykke brød, så går jeg hjem til min bror og farmor. Vent lidt, jeg følger dig over bliv bare her, gå ingen vegne sagde Marie.
Marie bad sin kollega tage over i et stykke tid og forklarede, at hun var nødt til at hjælpe nogen. Hun fulgte den lille pige hjem.
Pigen havde sin egen nøgle. De kom indenfor, og der lå en lille dreng på måske halvandet år og kravlede rundt på gulvet og legede. Han smilede, da de trådte ind. På sengen lå en ældre dame, som dårligt nok opfattede, hvad der skete omkring hende. Hun var helt fjern.
Hvad er meningen med det hele? tænkte Marie forbløffet.
Hun ringede straks efter en ambulance. De kom og hentede farmoren man kunne godt se på hende, at det ikke ville vare længe endnu. Marie tog børnene med hjem til sig selv. Hjemme ventede hendes 13-årige søn, som slet ikke forstod, hvad der foregik. Men da Marie forklarede det hele, forstod han, og støttede hende.
Hun havde aldrig haft skænderier med sin søn. Der var tillid mellem dem. I deres familie var det aldrig normalt at skændes. Han hjalp altid sin mor, var fornuftig og hjælpsom. Han gik straks med til at passe de små, mens Marie var på arbejde.
Efter ti dage døde farmoren. Det var klart, at børnene nu skulle sendes på børnehjem. Men Maries hjerte blødte de to børn var så rare, så lydige, og allerede blevet en del af livet hos dem, at hun ikke kunne bære tanken om at sende dem væk. Marie vidste, hvordan det måtte føles at havne på et børnehjem blandt fremmede. Hun besluttede sig for at tage ansvar og blive børnenes værge og adopterede dem.
Hun måtte stoppe som servitrice og begyndte i stedet at arbejde for en ven, som længe havde opfordret hende til at skifte tilbage til revisor-jobbet. Vennen hjalp hende også med papirarbejdet. Efter kun et par uger lykkedes det Marie at få myndighedernes tilladelse til at tage sig af børnene på permanent basis.
Nå, det var derfor, du ville være servitrice! spøgte hendes veninde.
Ja, det var vist en langsigtet plan, der først nu blev ført ud i livet, svarede Marie og lo.
Hvem skulle have troet, at hendes liv ville tage sådan en drejning. At hun pludselig skulle have tre børn, og stå midt i valget mellem forskellige karriereveje. Marie var ikke vant til at være den stærke, men hun tog imod den nye udfordring, livet havde givet hende.
