Min kone og jeg havde i årevis lagt penge til side, drømt om et lille hus ude på landet, og til sidst lykkedes det os at købe et. Allerede det første år begyndte vi at tage derud i weekenderne og om sommeren blev der tilbragt lange, lyse dage.
Mine forældre, Else og Poul, hjalp os også med lidt til udbetalingen de ville gerne se os få opfyldt drømmen om et hjem i naturen. Vi var så glade, at vi med det samme begyndte at reparere og sætte i stand med stor begejstring. Vi byggede et par drivhuse ved siden af marken, så vi kunne dyrke lidt grønt gennem vinteren, og i baghaven fik vi lavet sandkasse og gynger til børnene. Fra første færd kom vores venner, både mine og min mands Knud, ofte forbi, næsten dagligt, og vi gik tit ned til åen, som var kun et par hundrede meter fra huset. Om aftenen tændte vi op i grillen, og sent ud på natten tog de fleste hjem men nogle blev og overnattede, for der var ikke mange busser eller tog at tage hjem med så sent. De fleste roste os for at have fået vores eget hus.
Efter et år begyndte næsten alle vores venner dog at indse, at man skal kende sin begrænsning. Besøgene blev færre, og i dag kommer de stort set kun til højtider eller når vi inviterer. Men én person har aldrig helt forstået denne uskrevne regel. Hvis denne kvinde hun hedder Birthe hører bare det mindste om vores sommerhus, pakker hun straks tasken og tropper op uden skam. For hende betyder det intet, om vi selv har lyst til gæster det eneste, der tæller, er hendes egne ønsker.
Det er én sag, når det bare er min mand og jeg, men ofte er både mine forældre og de yngste børn også med. Jeg har prøvet at give Birthe hints om, at det ville være hyggeligt hvis hun tog hjem igen, men det preller af. I år boede hun hos os to hele måneder.
Mine forsøg på høflige antydninger om, at det var tid til at tage hjem, blev misforstået eller ignoreret. Jeg sagde endda, at snart kom Knuds forældre, og huset ville blive for småt. Men så tilbød hun straks at ligge på den kolde stuegulv, bare jeg kunne give hende en madras.
Når hun besøger os, kommer hun altid fredag aften, og resten af weekenden ligger hun i sofaen foran fjernsynet og slapper af, mens Knud og jeg arbejder i haven, vander og ordner. Hvis vi beder om hjælp, svarer hun blot, at hun er her for at slappe af.
Knud og mine forældre har aldrig sagt noget om det det var kun mig, der efterhånden begyndte at blive irriteret over hendes opførsel.
Så blev det vinter, og kulden kom. Jeg sad sammen med Birthe i det lille sommerhus og drak kaffe, da hun sagde: “Åh, det er synd, det er vinter nu. Hvis det var sommer, havde jeg for længst været herude igen…” Jeg får kuldegysninger ved tanken, og tænker bare: Det er derfor jeg ikke tør sige direkte, at jeg ikke bryder mig om at se hende hver eneste weekend, og det gør mig faktisk ret frustreret. Tænk nu hvis hun blev fornærmet og aldrig talte til mig igen?
Det ønsker jeg ikke, men jeg ville bare gerne have, at hun ikke kom hver eneste weekend. Hvad skal jeg dog gøre?
