Sidste måned fik jeg endelig et barnebarn. Jeg svævede af glæde og så frem til den dag, hvor vi kunne besøge det lille barn. Men vi er ikke velkomne. Min svigerdatter giver åbent udtryk for sin utilfredshed. Vi har haft gaver med, fine ting og penge, men hun bliver stadig nervøs, når vi kommer. Ligeledes min svigerdatter.
Jeg føler mig såret, for jeg ønsker blot at være en rigtig farmor. Min datter, Astrid, og jeg blev begge mødt med kulde, selvom Astrid kun ønskede at give et velment råd hun har trods alt tre børn og masser af erfaring. Alligevel blev halvdelen af vores gaver sendt tilbage. Man skulle tro, en nyfødt ikke behøver bamser men børn vokser jo, og så er de gode at have. Hvorfor afvise det sådan?
Da vi var på besøg, blev vi hverken tilbudt kaffe eller te. Min søn tav og kiggede ned i bordet han har ikke meget at sige i deres hjem. Vi kørte hjem, grædende, for jeg havde aldrig troet, vi ville blive mødt på den måde.
Siden da ser jeg kun billeder af mit barnebarn, og jeg våger ikke besøge dem uanmeldt. Jeg inviterer mine egne børn hjem til mig, men min svigerdatter vil ikke komme. Jeg bad min søn tage barnevognen med ud i parken, men det tillod hun heller ikke. Hun styrer ham ved hvert eneste skridt og vil ikke lade ham gå nogen steder uden hende.
Hun har valgt at fodre barnebarnet med modermælkserstatning, så hun ikke behøver give bryst. Hun er bange for, vi skal dømme hende, og derfor vil hun ikke have, vi skal ses. Men jeg er faktisk ligeglad! Jeg vil bare gerne se min lille pige. Jeg har ingen intentioner om at bebrejde hende, for hver mor har sin egen måde at gøre tingene på.
Før havde vi et godt forhold, både til hende og hendes forældre. Men efter at barnet kom til verden, følte jeg, hun forvandlede sig. Jeg har aldrig gjort hende fortræd, så hvorfor behandler hun mig anderledes nu? Mine veninder forstår slet ikke, hvordan man kan have et barnebarn og så ikke få lov at se det.
Min mor har skrevet lejligheden over på mit navn. Jeg havde egentlig tænkt mig at sælge den og dele pengene mellem min søn og datter. Men på det sidste har min mand været imod det. Han siger, vi hellere må leje den ud end at give noget til så utaknemmelige børn. Og måske har han ret, for hvem ved, om der er nogen, som vil tage sig af os, når vi bliver gamle. Det gør ondt at tænke på, men måske skal vi nogle gange værdsætte dem, der virkelig ønsker vores selskab, og acceptere, at familiebånd ikke altid er, som vi håber.
