– Mor, jeg er flyttet ind! Kan du tro det, endelig!
Smilla klemte telefonen mellem skulderen og øret, mens hun kæmpede med den stædige lås. Nøglen drejede langsomt, som om den ville teste sin nye ejer.
– Skat, hvor er det dejligt! Hvordan er lejligheden? Alt okay? Mors stemme var både nervøs og glad.
– Den er perfekt! Lys, rummelig. Altan mod øst, lige som jeg drømte om. Far er der?
– Jeg er her, jeg er her! lød det bredt fra Bo. Vi har slået den på højttaler. Nå, så er ungen fløjet fra reden?
– Far, jeg er femogtyve, ikke længere en unge.
– Du vil altid være min lille skat. Har du tjekket låsene? Trækker det fra vinduerne? Radiatorerne…
– Bo, lad hende nu lige falde til! afbrød moren. Smilla, vær nu fornuftig. Det er jo en ny bygning, man ved aldrig med naboerne.
Smilla grinede, fik låsen drejet og skubbede døren op.
– Mor, her er ikke en slidt bolig fra halvfjerdserne. Her bor ordentlige folk. Det skal nok gå.
De næste uger flød sammen i ét langt maraton mellem Silvan, ILVA og hendes egen adresse. Smilla faldt i søvn med tapetkataloger på puden og vågnede med overvejelser om, hvilken fugefarve der passede til fliserne på badeværelset.
Lørdag stod hun midt i stuen og betragtede stofprøver til gardiner, da telefonen igen lyste op.
– Hvordan går det med det hele? lød farens stemme.
– Langsomt, men sikkert. I dag vælger jeg gardiner. Svajer mellem elfenben og lun mælk. Hvad synes du?
– Jeg synes, det er det samme bare forskellige sælgere.
– Far, du forstår ikke nuancer!
– Til gengæld forstår jeg mig på el. Har du fået ordentlige stikkontakter?
Ombygningen slugte tid, penge og nerver, men hvert nyt penselstrøg gjorde de kolde vægge hjemlige. Smilla valgte selv tapetet til soveværelset en varm mælkehvid tone fandt selv gulvlæggeren, og knækkede selv koden for, hvordan møblerne kunne få det lille køkken til at virke åbent.
Da den sidste håndværker bar byggeaffaldet ud, satte Smilla sig på stuegulvet midt i den friske duft og solstriben fra de nye gardiner. Hendes første, helt eget hjem…
Hun mødte sin nabo tre dage efter flytningen. Smilla fumlede med nøglerne, da døren overfor gik op.
– Nå, en ny beboer! Ud af døren kiggede en kvinde i starttrediverne, kort hår, sprælsk læbestift, nysgerrige øjne. Jeg hedder Rikke. Bor lige overfor nu er vi naboer.
– Smilla. Hyggeligt at møde dig!
– Mangler du sukker eller bare nogen at sludre med, så bank på! Det er lidt mærkeligt i starten i nybyggerier, kan jeg huske.
Rikke var en god samtalepartner. De nød te i Smillas køkken, snakkede om ejendomsselskabets krumspring og de sjove afkroge på deres etage. Rikke delte gladeligt tips om bedste WiFi-udbyder, hvilken vicevært der var billigst, og hvor supermarkedet havde de friske boller.
– Jeg har den vildeste opskrift på fransk æblekage! Rikke bladrede på mobilen. Jeg sender den lige. Tager kun en halv time, smager som om man har slidt på komfuret hele dagen.
– Ja tak! Jeg har ikke engang prøvet ovnen endnu.
Dage blev til uger, og Smilla var taknemmelig for en nabo, der var så ligefrem. De mødtes med jævne mellemrum, drak kaffe, byttede bøger og småsludrede.
Lørdag kom Bo han skulle ordne en hylde, der nægtede at sidde fast.
– Du har taget de forkerte plugs, konstaterede han tørt og studerede skruerne. De her er til gips, og du har betonvæg. Ro på, jeg har dem rigtige i bilen.
En time efter sad hylden snorlige. Bo pakkede værktøjet sammen, gav arbejdet et kritisk blik og nikkede tilfreds.
– Så holder den i tyve år.
– Far, du er verdens bedste! Smilla kastede sig om hans hals.
De gik ned sammen, snakkede om dagligdags ting. Bo spurgte til arbejdet, Smilla beklagede sig over en chef, der ikke kunne huske deadlines.
Ved indgangen kom Rikke gående med poser fra Netto.
– Hej! Smilla vinkede. Det her er min far, Bo. Far, det er Rikke naboen jeg fortalte om.
– Dejligt at hilse på sagde Bo venligt.
Rikke stivnede et sekund, kiggede først på Bo, så på Smilla. Smilet virkede pludselig stift, forsvandt hurtigt da hun smuttede ind.
Efter den dag ændrede alting sig. Næste morgen hilste Smilla som hun plejede, men fik kun et koldt nik. To dage efter inviterede hun til kaffe, men Rikke undskyldte sig, før Smilla nåede at forklare.
Så begyndte klagerne…
Første aften bankede politiet på. Klokken var ni.
– Der er kommet klage over larm lød en undskyldende, ældre betjent. Musik, støj.
– Musik? Jeg har siddet med en bog!
– Tja, naboerne klager…
Flere klager tikkede ind. Ejendomsselskabet modtog breve om umenneskeligt tramp, konstant bulder og musik om natten. Betjenten faldt efterhånden ind i rutinen, undskyldte og trak på skuldrene.
Smilla anede, hvem der stod bag men forstod ikke hvorfor.
Hver morgen blev et lotteri: hvad ventede i dag? Æggeskaller smurt ud over dørens overflade, kaffesjask klemt ind mellem karm og dør, eller kartoffelskræller omhyggeligt lagt under dørmåtten?
Smilla stod op ekstra tidligt for at nå at gøre rent før arbejde. Hænderne sved af sæbe, og der lå konstant en klump i halsen.
– Sådan her kan jeg ikke leve, mumlede hun en aften, mens hun Googlede digitale dørspioner.
Monteringen tog tyve minutter. Et lille kamera bag dørhullet sendte alt til hendes telefon. Nu ventede hun bare.
Ventetiden blev kort.
Klokken tre om natten blussede mobilen op. Smilla stirrede på skærmen: Rikke, i morgenkåbe og tøfler, stod der og smurte noget mørkt ud over døren systematisk, som et skema.
Natten efter var Smilla på vagt. Hun sad i entréen, lyttede til hvert et miste skub. Halv tre raslede det udenfor.
Smilla rev døren op og dér stod Rikke, med en pose, hvor indholdet klaskede imod hinanden.
– Hvad har jeg gjort dig? Smillas stemme lød sørgelig, selv for hende selv. Hvorfor gør du sådan?
Rikke slap posen på gulvet, ansigtet forvandledes til en bitter maske.
– Dig? Du har ikke gjort mig noget. Men din far…
– Hvad har han med det her at gøre?
– Han er også min far! Rikke var højlydt, ligeglad med, om nogen hørte dem. Men dig passede han på, forkælede, elskede mig smed han ud, da jeg var tre! Ikke én krone, ikke én opringning! Min mor og jeg kæmpede for at overleve, mens han byggede sit fine nye liv med din mor! Du har stjålet min far!
Smilla trådte et skridt bagud, ryggen mod dørkarmen.
– Det passer ikke…
– Tjek det med ham! Spørg, om han husker Marianne Hansen og datteren Rikke, som han smed ud som affald!
Smilla smækkede døren og gled ned på gulvet. Tankerne kværnede: Det kan ikke passe… far kunne ikke… ikke ham…
Næste morgen tog hun til forældrene. Hele vejen øvede hun spørgsmålet. Da hun så Bo, som altid rolig med avisen, sad ordene fast.
– Smilla! Sikke en overraskelse! Bo rejste sig. Mor er i Brugsen, hun kommer snart.
– Far, jeg skal spørge dig… Smilla satte sig på sofaen, knuget om taskens rem. Kender du en kvinde, Marianne Hansen?
Bo frøs. Avisen gled ud af hænderne.
– Hvorfor spørger du…
– Hendes datter min nabo. Hun siger, at du er hendes far.
Tavsheden var tung.
– Vi kører derhen, sagde Bo fast. Nu. Jeg bliver nødt til at ordne det her.
Turen til nybyggeriet tog fyrre minutter. Ingen af dem sagde noget. Smilla stirrede ud af vinduet på villakvartererne, prøvede at samle puslespillet af sin verden.
Rikke åbnede med det samme som om hun ventede dem. Hun målte dem med et tungt blik, men gik til side og lod dem ind.
– Kommer du for at bekende dine synder? sagde hun, til Bo. Efter tre årtier?
– Jeg kommer for at forklare, sagde Bo, og han tog et foldet papir op fra inderlommen. Læs.
Rikke tog papiret uden et ord. Mens hun læste, veg vreden fra ansigtet, som blev trist og forvirret.
– Hvad… er det?
– DNA-test Bo sagde det roligt. Jeg fik lavet den, da din mor ville have børnepenge ved retten. Testen siger: Jeg er ikke din far. Marianne var mig utro. Du er ikke min datter.
Papiret røg ud af hånden på Rikke…
Smilla og Bo gik hjem. Da de var tilbage, gik Smilla hen til sin far og lagde armene om ham, skjulte ansigtet i hans gamle jakke.
– Undskyld, far. Undskyld jeg troede på det.
Bo strøg hende over håret præcis som da hun var barn, når hun kom til ham efter et skænderi i skolegården.
– Du har intet at undskylde, lille pige. Andre har skabt balladen.
Forholdet til Rikke rettede sig aldrig. Og Smilla ønskede det ikke. Efter alt det, hun havde været igennem, var respekten for den kvinde tabt for evigt.
