Forleden mødtes jeg med min veninde, Karen, som delte sin livshistorie med mig. Hendes evindelige optimisme og åbne sind gjorde, at jeg straks stolede blindt på hende det skal man vist i Karens selskab. Nå, men hendes liv har været noget af en rutsjebanetur. Karen er mor til fire børn: en på 22 år, tvillinger på 15 og så en ballademager på 5. Sjovt nok har alle ungerne hver deres far faktisk fra tre forskellige ægteskaber.
Hendes første ægteskab gik i stykker, fordi hendes daværende mand drak som et aldrende sømand i Nyhavn, og havde åbenbart ikke tænkt sig at holde op. Nummer to mand var en rigtig hyggeonkel, som helst ville leve af Karen og hendes mor en slags hjemmegående af den lidt flove slags. De blev skilt, da hun var 33. Imens knoklede hun i et callcenter for et stort dansk firma, og hjemmelivet var sådan lidt rodet for nu at sige det mildt.
Med tiden fik den første eksmand banket flasken i skabet og opsøgt hjælp, og så gik det faktisk bedre mellem dem. Han fik lov at se deres søn og smed et par tusinde kroner i børnebidrag efter hende (vi snakker danske kroner intet under bordet). Til gengæld forsvandt eksmand nummer to som dug for solen og lod ikke høre fra sig, hverken til tvillingerne eller Karen. Gennem livet mødte hun lidt forskellige mænd men karakteren seriøs dukkede aldrig rigtigt op. Så mødte hun sin nuværende mand på Facebook for hvor ellers finder man en moderne kærlighedshistorie?
Op til jul planlagde hun en tur til Vesterhavet, som det så viste sig, også var hjembyen til en af de mænd hun havde skrevet sammen med på nettet. De mødtes, og selvfølgelig opstod der både romantik og stjerneskud på stranden. Hun flyttede ind hos ham, tvillingerne begyndte i folkeskole med det samme. Men surprise forholdet holdt ikke ret længe, for han fandt ud af, at hverken flytning eller ægteskab var noget for ham. Så stod Karen der. Men hun blev for hun havde sgu forelsket sig i byen! Hendes ældste søn valgte at bo hos sin far, og Karen lod ham træffe sit eget valg, hvilket hun faktisk synes var ganske fint.
For ikke at rådne op, gik hun på datingsider (hvilket ca. halvdelen af Danmarks voksne befolkning gør), og datede løs men bare for sjov, uden de store romantiske ambitioner. Så en dag mødte hun Lars et år yngre end hende og har sågar aldrig boet andre steder end i samme provinsby. De klikkede straks, og efter ti måneder blev de gift. Lars havde ingen børn, og Karen fødte en lille datter til deres samling. Nu bor de i eget hus, har fået deres eget lille landbrug, og det mest anstrengende i deres hverdag er at huske at få mælk nok i køleskabet. Drømme og fremtidsplaner? De matchede lige som uldsokker og kolde gulvbrædder; helt uden at skulle diskutere det hele igennem.
Da jeg sad og lyttede til Karen, gik det op for mig, at det vigtigste er aldrig at opgive. Man skal huske at passe på sig selv og øve sig i lidt selvironi og selvkærlighed. At jagte mænd eller drømme om bryllupsplaner som konfettikanoner nytter ikke noget. Livet skal sgu have lov at leves, og triste stunder skal bare ikke forveksles med livets facitliste. At have børn er ikke en forhindring tværtimod. Der sidder altid én derude, som elsker dig krøller, bagage, børn og hele molevitten. Elsk dig selv og grin lidt af det hele så skal det nok gå.
