Jeg er efterhånden blevet så vant til situationen, at intet længere overrasker mig. Jeg vil forklare, hvordan min familie endte med at have fem lejligheder, mens vi selv må nøjes med at leje en lille bolig.
Mine svigerforældre har deres egen lejlighed, plus to andre lejligheder spredt rundt om i København, som de udlejer. De plejer at sige med et smil, at de selv har arbejdet sig frem til al den ejendom, så vi må gøre det samme. De virker ikke til at forstå, at dengang kunne man få bolig gennem kommunen eller ved at arbejde på en fabrik. Nu om dage er det næsten umuligt at spare op til sin egen bolig, især når man samtidig skal betale høje huslejer.
Mine egne forældre er heller ikke meget anderledes end mine svigerforældre. Da min mormor døde, testamenterede hun sin lejlighed til mig, men jeg var kun et barn dengang, så mine forældre besluttede, at de ville udleje lejligheden til jeg fyldte 18. Nu er jeg voksen, men de har vænnet sig så meget til den månedlige indtægt, at de ikke vil lade mig flytte ind.
Min hustru, Astrid, og jeg har i flere år lejet en lille etværelses lejlighed, som sluger næsten alle vores penge. Der har været perioder, hvor vi knap nok havde råd til mad. Nu er Astrid på barsel, og hendes løn har aldrig været imponerende, men før vi fik barn, fik vi dog det hele til at løbe rundt. Jeg arbejder på to jobs for at bidrage, men uden en videregående uddannelse er gode lønninger ikke lette at komme i nærheden af. Jeg tog direkte i militæret efter gymnasiet, og derefter mødte jeg Astrid, så jeg fik aldrig taget en uddannelse.
Det er enormt irriterende, at min mor nærmest hver uge spørger mig til råds om valg af kjole eller bluse, mens jeg må nøjes med at undvære penge til vitaminer og frugt. Hun siger hele tiden, at vi skal klare os selv økonomisk og mener faktisk, at vi burde hjælpe hende og far, fordi de gerne vil ud og opleve verden.
Jeg synes helt ærligt, at både mine forældre og svigerforældre har en forkert tilgang. De har alt, og endnu mere, men de vil ikke støtte deres børn. Selvfølgelig skal de ikke give afkald på deres eget for at hjælpe os, men hvis de har mulighed for det, hvorfor så ikke hjælpe? Jeg fatter ikke den holdning over for egne børn, og jeg har besluttet, at mine egne børn engang skal have alt og lidt til.
Venner og familie prøver at berolige os ved at sige, at vi nok arver en pæn sum en dag. Men jeg er så skuffet, at jeg ikke længere har lyst til at modtage noget fra dem. De kan såmænd tage de lejligheder med sig i graven.
