Du elsker ham jo ikke, og vi havde det godt, skal vi ikke prøve at starte forfra, hvad siger du?
Det var nu mere end tre år siden, at Robert og jeg blev skilt. Vores skilsmisse gik roligt for sig, uden store skænderier og beskyldninger. Som vi skrev i vores fælles besked til vennerne: Vi var bare ikke længere et godt match. Vores datter troede i starten, det var endnu et af vores små skænderier, og at far bare var rejst bort en tid.
Weekenderne var altid gode – de hyggede sig, lavede sjove ting sammen, og når de kom hjem om aftenen spiste vi sammen alle tre. Robert gik, og på typisk vis fulgte Alina ham helt hen til døren og blev stående længe i vinduet og vinkede farvel til sin far.
For en uge siden fyldte Alina seks år. Det seneste år havde hun og Robert ikke set så meget til hinanden. Der var to grunde. Robert havde mødt en kvinde, og kunne ikke længere bruge alle weekenderne med Alina, og jeg havde også mødt en mand. Alan mødte jeg på en udflugt til Møns Klint Alina og jeg var faldet lidt bagud i gruppen, og Alan gik og betragtede naturen, uden at bemærke, han var kommet væk fra de andre. Vi indhentede gruppen sammen og faldt hurtigt i snak. Vi udvekslede numre og gik videre.
Hvor Robert kunne være højtråbende og lidt flyvsk, var Alan stille, men utrolig troværdig. Han sagde ikke meget, men man kunne altid regne med ham; han kom til tiden og holdt sine løfter til punkt og prikke. Med Robert havde der ofte været misforståelser, mange løse ender det var nok derfor, vi til sidst måtte skilles.
Til Alinas fødselsdag var både Robert og Alan inviteret. Jeg var nervøs for, hvordan stemningen ville være, og om de ville finde ud af det sammen. Alina glædede sig mest til at se sin far, men hun var også glad for Alan.
Alle gæsterne kom til tiden, undtagen Robert, som selvfølgelig var sent på den. Alina bad mig om, at vi skulle vente med lagkagen til hendes far kom, og jeg fyldte pausen ud med gamle familieanekdoter og snak med de andre gæster.
Endelig kom han, far, med en stor pakke til Alina og en kæmpe buket blomster til mig. Jeg blev faktisk lidt forlegen. Alan præsenterede sig, og Robert, som om tiden ikke havde flyttet sig overhovedet, var straks tilbage i rollen som husets herre han satte folk til bordet, skænkede kaffe og styrede aftenens gang, fuldstændig som “i de gode gamle dage.
Alina fulgte sin far rundt som en lille skygge, og Alan, der så det hele, blev tydeligt utilpas, selv om jeg forsøgte at give ham al min opmærksomhed.
Efter noget tid sagde Alan farvel og undskyldte sig med arbejde, han skulle nå hjemme. Og da han var gået, blev Robert endnu mere afslappet. Da vi var alene i køkkenet og delte resten af kagen, sagde jeg til ham, han skulle skrue lidt ned, og pludselig spurgte han:
Du elsker ham jo ikke, og vi havde det godt sammen. Skal vi ikke prøve at begynde forfra, hva?
Jeg blev lidt mundlam, men sagde så:
Nej, du. Nu har vi prøvet, og det gik ikke. Vi har kun Alina til fælles, og det er rigeligt. Jeg er glad for, du er der for hende, og at hun venter på dig, men jeg venter ikke på dig. Især ikke efter du begyndte med hende den nye.
Det er jo bare for sjovt det er ikke for hjertet, jeg vil aldrig bo med hende…
Så skal du jo netop lede efter én, du vil dele livet med ikke bare…
Gæsterne begyndte at gå hjem. Robert var den sidste, hjalp mig med at vaske op, lagde Alina i seng og håbede formentlig, jeg ville invitere ham til at blive. Men da han forstod, at den invitation ikke ville komme, ødelagde han ikke aftenen. Han takkede for snakken, gav mig et kys på kinden og gik.
Senere den aften ringede jeg til Alan og spurgte, om vi skulle tage på picnic dagen efter. Alan blev glad, sagde at alt andet kunne vente, og han ville hente os klokken ni.
Klokken ni præcis næste morgen ringede det på døren, og Alina jublede: Hurra, min fødselsdag fortsætter! Vi tilbragte hele dagen ude i skoven, i det grønne, og da vi kom hjem om aftenen, spurgte jeg Alina:
Alina, hvad ville du sige til, at Alan flyttede ind hos os?
Alina så alvorligt på mig og svarede:
Du håber jo altid på ham, så kan du jo se ham hver dagAlina svarede ikke med det samme hun så mig ind i øjnene, tænkte, og så begyndte hun at smile. Så kan vi jo have flere fødselsdage sammen, sagde hun, og lagde armen om Alan, som lige havde sat sig ned ved siden af hende.
Alan så på mig, og i hans blik var der både overraskelse og en rolig glæde. Hvis I begge vil, svarede han, og hans hånd fandt min.
Jeg vidste, at vi ikke kunne lave livet om, som det var før. Men måske var det slet ikke meningen, at alle stykker skulle passe sammen, præcis som før for Alinas skyld, for min egen skyld, for den nye kærligheds skyld.
Den aften, da huset lå stille, og mørket falmede over træerne udenfor, sad jeg længe med døren let på klem til Alinas værelse, lyttede til hendes rolige åndedrag. I stuen ventede et nyt kapitel ikke som det gamle, men med plads til os alle.
Og jeg tænkte, det var godt, at man nogle gange kunne begynde forfra. Bare ikke på den måde, man tror.
