De sidste tre måneder har min bror og jeg mudret os igennem retssystemet pga. min mor. Siden hun fik en blodprop, har hverdagen ikke just været en dans på roser. Hun glemmer sig selv og skal have opsyn døgnet rundt. Nogen burde få medalje for at klare det men jeg får kun ekstra grå hår. Det føles nærmest som at babysitte, bare med færre LEGO-klodser og mere medicin. Jeg har jo arbejde, et hjem og min egen familie. Hvordan skal jeg dog deles i to? Jeg foreslog et plejehjem til min mor, men min bror blev rød i hovedet som en tomat og beskyldte mig for at være hjerteløs. Samtidig nægter han at tage hende hjem til sig selv, og det er måske ikke så underligt han bor jo i sin kones lejlighed.
Engang var vi en typisk dansk kernefamilie fire personer. Min bror og jeg er kun ét år fra hinanden på kalenderen, og vores forældre blev nok kaldt sent ude. Nu er jeg 36, han er 35, og moren er 72. Indtil far døde, gik det egentlig meget godt.
Så flyttede min bror til Aarhus for at studere og blev der, giftede sig. Selv rykkede jeg tilbage til Odense som voksen. Her slog jeg mig ned, først som boende hos mine forældre, men da jeg blev gift, fandt min mand og jeg en lejebolig. Planen var klart at købe noget eget og få børn. Sådan så det altså ud.
Men for to år siden døde far, og min mor blev hurtigt trist og ensom. Hun mistede gnisten og blev gammel på rekordtid. Hun blev syg, og for et halvt år siden fik hun en blodprop. Jeg frygtede det værste. Først kunne hun knap nok tale og motorikken haltede på både arme og ben. Lidt senere gik det bedre fysisk, men hendes sind led under det.
Lægerne var ikke optimistiske skaden er permanent. Så nu skulle jeg tage mig af min mor. Min mand og jeg rykkede ind i hendes lejlighed. Jeg sagde mit job op og blev freelancer for at kunne passe hende det var umuligt at lade hende være alene. Selv da hun blev mere mobil, ændrede det ikke just på kaosniveauet.
Hun snublede over ordene, forsvandt pludselig, vi sprintede rundt efter hende og kunne ikke følge med. Hun græd ofte og mente, at far sad og ventede på hende et eller andet sted i Odense. Festligt var det nok kun for dem, der elsker drama. Søvn? Et fjernt minde. Jeg frygter stadig, hun pludselig går sin vej. Mit arbejde er nærmest et konsulent-mareridt jeg kan ikke koncentrere mig og kan heller ikke glemme ansvarsfølelsen. Min mand foreslog plejehjem. Det er pokkers dyrt, men okay, hvis vi skærer lidt på rugbrødsmaden og tager et par freelancetjanser mere, kan det vist lige gå med at betale 22.000 kr. om måneden.
“Du har også en bror,” sagde min mand med slet skjult ironi. “Han kan vel også løfte lidt af byrden? Det er vel kun rimeligt.”
Jeg tøvede længe, men indså, at der var ikke nogen alternativ rute på GPSen. Hvor længe kan jeg egentlig holde til det her? På plejehjemmet får hun jo professionel pleje døgnet rundt. Jeg har været ovre og inspicere det hele det koster som sagt kassen, men altså
Så ringer jeg til bror og folder hele reality-showet ud for ham, med håbet om lidt fornuft fra hans side. Lur mig, hvad han siger han eksploderer.
“Er du blevet sindssyg? Du vil smide vores egen mor på plejehjem blandt fremmede? Hvordan aner du, hvordan hun bliver behandlet? Du har vist glemt, at du har et hjerte!” råber han i telefonen. “Er du bare træt af hende og vil have hende ud af huset?”
Jeg prøvede at forklare, men han ville ikke høre. Jeg fortsatte med at passe på mor. Men så begyndte jeg at mærke jeg har ikke mere at give. Tog snakken op igen med ham, men han var stadig lige så stædig.
Ærligt, ingen ønsker vel at gøre sådan mod sin egen mor. Hun har opdraget os og gjort sit og vi fik trods alt aldrig en flok au pairer eller et børnehjemsbillede på passet. Hun klagede aldrig over os, selvom vi til tider må have lignet et par tornadoer i teenageårene.
Vi skylder begge, men hvorfor er det hele kun min ryg, der knager? Hvis du ikke kan lide min løsning, må du jo vise din barmhjertighed og tage hende hjem til dig!
“Du ved, jeg bor med min kone på hendes matrikel. Hvordan skulle jeg få hende med på plejehjems-vognen?” siger min bror. “Tja, min mand kan finde sig i sin svigermor, men din kone kan ikke med sin? Du og din mand bor med mor, så det er jo logisk, at I passer hende!”
Til sidst sagde jeg til bror, at jeg kunne flytte ud og lade ham og konen tage over. Han blev underligt tavs og mumlede noget om, at han arbejder og ikke kan forstyrres og at jeg bare prøvede at slippe væk.
Det føles som et mareridt uden pauseknap. På den ene side ved jeg, at plejehjemmet er den bedste løsning for alle. På den anden er jeg bange for at få badget som ‘dansk ukærlig datter’. Min mand bakker mig op: “De tager sig af hende der. Og vi har også vores liv.”
Så nu har jeg besluttet én uge får han. Hvis han ikke tropper op, så sætter jeg min plan i værk. Mor kommer på plejehjem, og alle andres gode råd kan vade i havet. For uanset hvad, er det kun mig, der ved, hvor bøvlet det virkelig er. Bror må forklare det til sine venner, jeg er færdig med at forklare.
