6. juni 2024
Det regnede tungt, og jeg gik gennem gaderne i Aarhus med tårer i øjnene. Regndråberne blandede sig med mine tårer, og jeg tænkte lettet for mig selv: Endelig regner det ingen lægger mærke til at jeg græder. Men sandheden er, at det er min egen skyld. Jeg kom forbi på det forkerte tidspunkt, som en uventet gæst.
Mine skridt blev langsommere under regnskyen, og selvom jeg græd, kom jeg også til at småle, da jeg kom i tanke om den gamle historie, hvor svigersønnen siger: “Jamen mor, vil De slet ikke have en kop te?” Og nu stod jeg her, ligesom mor i anekdoten. Gråd og latter skiftedes til at bryde frem.
Hjemme igen tog jeg de våde bukser og bluse af, krøb ind under mit uldne tæppe og græd uden at holde igen. Ingen at tage hensyn til, ingen der hørte mig. Kun min lille guldfisk, Elvira, i sit runde akvarium kunne se mig. Hvem skulle ellers?
Jeg har altid været lidt en spændende kvinde og har haft held hos flere mænd. Men forholdet til Niklas far gik grueligt galt. Han drak for meget først var det til at holde ud, han drak lidt og sov det ud. Men pludselig blev han jaloux. På alle på den ukendte mand der spurgte om vej, på slagteren, på den gamle mand med stok og selv på naboen.
En dag så han mig smile, fordi jeg hilste pænt på nabofamilien, og så eksploderede han helt. Han gav mig tæv, umenneskelige slag på nyrerne, mens Niklas kiggede på. Min søn fortalte senere alt til sine bedsteforældre, helt detaljeret. Min mor græd: “Er det derfor, jeg har opdraget min datter for at hun skal slås af sådan et svin?” Min far sagde ingenting. Han tog bare sin frakke på, gik op og smed min mand ud fra fjerde sal. Han brækkede endda armen på vej ned. Far truede: “Hvis jeg ser dig igen med min datter, slå jeg dig ihjel jeg tager gerne fængsel.”
Manden forsvandt for altid. Og Tine mig jeg giftede mig aldrig igen. Mit barn kom først, og jeg har for længst lært at man aldrig ved, hvilken mand man får. Siden var der mange mænd, der gerne ville tæt på mig, men jeg kunne ikke lade dem komme ind. Jeg havde fået nok.
Økonomisk har jeg altid kunnet klare mig. Min stilling som ernæringsteknolog på en hyggelig restaurant gav mig det, jeg skulle bruge. Jeg lagde stille og roligt penge til side til en lejlighed. Men da beløbet lige var nået, så stod Niklas og ville giftes, med en sød pige fra Silkeborg Malene, så utrolig varm og klog.
Jeg lod dem få min toværelses andelslejlighed og hjalp selvfølgelig med brylluppet sådan skal det være! De er en familie nu, de har mere brug for det end mig. Nu sparer jeg sammen til deres nye bil; hvor længe skal de dog køre rundt i den gamle Skoda?
I dag havde jeg slet ikke tænkt mig at komme forbi min søn jeg vil aldrig trænge mig på. Men jeg var tilfældigvis lige ved deres lejlighed, da himlen åbnede sig. Ikke engang en paraply havde jeg med, men det intenst våde regnvejr ville have overdøvet al beskyttelse. Så jeg besluttede at smutte ind og vente, og måske få en hyggesnak over te med Malene.
Malene åbnede overrasket døren, lod blikket hvile koldt på mig. Hun bød mig ikke indenfor, men spurgte i entréen, næsten køligt: “Tine, ville du noget?” Jeg blev forvirret, stammede: “Det regner så voldsomt…” “Regnen er stoppet. Du bor jo ikke langt, du kan sagtens gå,” sagde hun, med armene over kors, mens hun kiggede ud. Jeg svarede svagt: “Ja, ja selvfølgelig…” og gik ud, helt forgrædt.
Jeg græd igen, så meget at jeg til sidst faldt i søvn. I drømmen blev min guldfisk Elvira enorm, og bevægede sin mund uden lyd. Men jeg forstod alligevel, hvad hun sagde! “Du græder. Hvor dumt! De har ikke engang givet dig te. Samler du stadig penge til deres bil? Skal du altid leve kun for dem? Se på dig selv! Du er både klog og smuk, og du har penge nok selvom de er til bilen. De værdsætter det ikke. Tag dig selv alvorligt, tag til havet og lev lidt for dig selv!”
Da jeg vågnede, var det mørkt. Elvira svømmede stadig rundt og åbnede munden men nu forstod jeg ikke længere fiskesprog. Alligevel var én ting klart: Man skal ikke ofre sig for utaknemmelige og uforskammede mennesker. Især ikke for dem, der aldrig byder på te, eller lader én vente udendørs i regnen.
Så jeg tog alle de kroner, jeg havde lagt til side til bilen. I stedet købte jeg en rejse til Vesterhavet, lige syd for Skagen. Jeg nød det så meget kom hjem smuk og solbrun, med ny energi.
Niklas og Malene anede intet, for de kontaktede mig kun, når de manglede penge eller skulle bruge barnepige. Og jeg, jeg holdt op med at undgå mænd. Der var én, som begyndte at vise interesse, Rasmus, min restaurantdirektør han havde lagt mærke til mig længe, men jeg havde altid haft for travlt med Niklas og Malene. Men nu blev alt anderledes. Nu skete der noget sødt både job og privat føltes nye og friske.
For nylig kiggede Malene ind. “Hvorfor kommer du ikke længere forbi os, Tine? Du ringer ikke. Niklas har kigget på bil!” antydede hun.
“Malene, ville du noget?” spurgte jeg, stillede mig i døren med armene over kors, ligesom hun havde gjort.
Hun åbnede munden, men inden hun nåede at sige noget, dukkede Rasmus op fra stuen: “Tine, skal vi ikke drikke te nu?”
“Det skal vi, Rasmus,” svarede jeg og smilede varmt.
“Ingen grund til at vente inviter gæsten ind!” sagde han gæstfrit.
“Nej tak, Malene skal gå nu. Hun drikker jo ikke te vel, Malene?”
Jeg lukkede døren efter hende med et grin og blinkede til Elvira i akvariet.
Sådan skal det være!
