For mange år siden kørte vi ad landevejen, dengang hvor landskabet omkring Ringkøbing endnu var stille og kun sjældent forstyrret af biler. Det var en regnvåd dag, og skyerne hang lavt. Jeg husker, hvordan jeg sad ved siden af min mand Jens, og vi talte stille sammen, mens vi glædede os til at komme hjem til Århus.
Ud af det blå styrtede en kæmpemæssig brun bjørn pludselig ud på vejen. Jens slog straks bremserne hårdt i, og bilen skred lidt på den glatte asfalt. Mit hjerte hamrede, og jeg følte iskold frygt i skuldrene. Bjørnen stoppede kun en meter foran bilen og rejste sig på bagbenene; synet var frygtindgydende, og min første tanke var, at nu ville den angribe.
Dens blik søgte direkte mod os, intenst og uden at blinke. Lidt efter tog den et skridt i retning af bilen, roligt og sikkert. Jeg var sikker på, at den var sulten, og jeg forestillede mig, at dørene og vinduerne i bilen næppe ville kunne beskytte os, hvis den angreb.
Mens Jens langsomt satte bilen i bakgear for at undgå bjørnen, sad jeg helt fastfrosset i sædet rædselsslagen fulgte jeg dens hvert et træk. Netop da vi begge troede, at situationen ikke kunne blive værre, skete der noget, vi ikke havde forudset.
Et enormt gammelt egetræ, der havde vokset tæt ved vejens kant i mange årtier, gav pludselig efter med en frygtelig bragen og styrtede ned blot få meter fra os. Havde det truffet bilen, havde vi næppe overlevet. Vi blev ramt af en overvældende lettelse blandet med chok, da vi indså, at vi havde undsluppet døden med et hængende hår.
I samme øjeblik fór bjørnen sammen, vendte sig hurtigt om og stak af ind mellem grantræerne. På et øjeblik var alt igen tyst på vejen, som om intet var hændt.
Siden da har jeg ofte tænkt over, hvad der egentlig skete. Var bjørnen ude på at angribe os? Forsøgte den måske blot at advare? Eller blev den blot selv skræmt af larmen fra det knækkede træ? Jeg ved det stadig ikke, men jeg glemmer aldrig det blik, den sendte os gennem regnvåde ruder den dag i Vestjylland.
