Blev til husholderske Da Alevtina besluttede sig for at gifte sig, blev sønnen Ruslan og svigerdat…

Blev til husholderske
Da jeg, Birgitte, ville gifte mig igen, blev min søn og svigerdatter chokerede over nyheden og anede ikke, hvordan de skulle reagere.
Er du nu sikker på, at du vil lave så store ændringer i din alder? spurgte Line og så bekymret på sin mand.
Mor, hvorfor skal det være så drastisk? sagde Jonas nervøst. Du har jo været alene i mange år og har brugt størstedelen af dit liv på mig, men at gifte dig nu, det virker altså tosset.
I er unge, så det er klart, I tænker sådan, svarede jeg roligt. Jeg er treogtres, og ingen ved, hvor længe jeg har igen. Men jeg har da ret til at bruge den tid, jeg har tilbage, sammen med den mand, jeg holder af.
Så vent i det mindste med vielsen, prøvede Jonas at overtale mig. Du har kun kendt denne Erik et par måneder, og allerede nu vil du vende op og ned på alting.
I vores alder skal man ikke spilde tiden, sagde jeg. Hvad skal jeg vide mere? Han er to år ældre end mig, bor sammen med sin datter og hendes familie i en rummelig lejlighed, får en god pension og har sommerhus.
Hvor skal I så bo henne? undrede Jonas sig. Vi bor jo sammen, men der er ikke plads til én til her i lejligheden.
I skal ikke bekymre jer, Erik vil ikke tage jeres kvadratmeter, forklarede jeg. Jeg flytter ind hos ham. Lejligheden er stor, jeg har fundet fælles fodslag med hans datter, vi er alle voksne, så der opstår ikke konflikter.
Jonas var stadig skeptisk, og Line prøvede at få ham til at forstå mit valg.
Måske er vi bare egoistiske, sagde hun. Det er jo bekvemt, at din mor hjælper os og ofte passer Freja. Men hun har ret til at skabe sit eget liv. Når muligheden er der, skal vi ikke stå i vejen.
Jeg kan forstå, hvis de bare ville bo sammen, men hvorfor blive gift? undrede Jonas sig. Skal vi også have brud i hvid kjole og al den slags halløj?
De er fra en anden generation, prøvede Line at forklare. Det er nok tryggere for dem sådan.
Så blev jeg gift med Erik, som jeg tilfældigt havde mødt på gaden, og snart efter flyttede jeg ind hos ham. I starten var det fint familien tog godt imod mig, min mand var venlig, og jeg troede virkelig, at jeg endelig var blevet ret til at være lykkelig og bare at nyde livet. Men snart mærkede jeg effekten af at leve som en del af en ny familie.
Kunne du ikke lave flæskesteg til aftensmad? spurgte Mette. Jeg ville gøre det selv, men arbejdet vælter ind, og du har jo god tid.
Jeg tog straks ansvaret for madlavningen, og før jeg vidste af det, stod jeg også for indkøb, rengøring, tøjvask og endda turene til sommerhuset.
Nu er sommerhuset fælles ansvar, sagde Erik. Min datter og svigersøn har ikke tid, barnebarnet er stadig lille, så vi klarer det sammen.
Jeg klagede ikke, for jeg kunne egentlig godt lide tanken om at være en del af en stor, hjælpsom familie jeg havde aldrig haft det sådan med min første mand, som bare var doven og snu, og endte med at stikke af, da Jonas fyldte ti. Det var tyve år siden, og vi havde ikke hørt fra ham siden. Nu føltes livet rigtigt, og dagligdagens bøvl gik mig ikke på.
Mor, hvor meget kan du egentlig klare i sommerhuset? spurgte Jonas, bekymret. Har du ikke blodtryksproblemer efter sådan en weekend?
Det har jeg, grinede jeg, men jeg elsker at være der. Erik og jeg får masser af grøntsager, og vi deler selvfølgelig med jer.
Jonas forblev dog skeptisk, for hele tiden gik der måneder uden at vi blev inviteret over, ikke engang for at møde den nye familie. Vi havde selv inviteret Erik han lovede at komme, men det passede aldrig med tid eller overskud. Til sidst gav vi op og accepterede, at den del af familien ikke prioriterede samvær. Men vi ville bare vide, at jeg havde det godt.
I begyndelsen føltes det også sådan, og mine opgaver gjorde mig glad. Men de blev hurtigt flere og flere og begyndte at tynge mig. I sommerhuset satte Erik sig straks, så snart vi ankom, og klagede over ryggen eller hjertet, og jeg måtte klare alt udearbejdet selv.
Er det nu kartoffelsuppe igen? brokkede Anton sig, Eriks svigersøn. Vi fik det i går, jeg troede, du ville lave noget andet i dag.
Jeg nåede ikke mere, og var ikke ude og handle i dag jeg har vasket alle gardiner og hængt dem op igen, så jeg blev træt og måtte hvile mig.
Jojo, men jeg er altså træt af kartoffelsuppe, sagde han og skubbede tallerkenen væk.
I morgen laver Birgitte en kæmpe middag, smilede Erik straks.
Og næste dag stod jeg faktisk hele dagen og lavede mad, som så blev spist på en halv time. Så skulle jeg rydde op, og sådan blev det bare ved. Men datteren og svigersønnens utilfredshed over småting blev kun værre, og Erik tog deres parti og lod som om, at jeg var skyld i det hele.
Jeg er altså heller ikke ung længere og kan ikke forstå, hvorfor jeg skal gøre alt alene! sagde jeg til sidst.
Du er min kone, så det er din opgave at holde styr på huset, sagde Erik.
Som din kone har jeg da både rettigheder og pligter, begyndte tårerne at trille.
Så faldt jeg til ro og prøvede at gøre alle tilfredse, for at holde husfreden. Men en dag kunne jeg ikke mere og blev grundigt ked af det. Mette og Anton skulle til venner, og ville efterlade deres lille datter hos mig.
Kan hun ikke være hos farfar eller tage med jer, for jeg skal til min egen barnebarns fødselsdag, sagde jeg.
Og hvorfor skal vi alle indrette os efter dig? udbrød Mette.
I behøver ikke indrette jer, men jeg har heller ikke pligt til at sige ja hver gang. Jeg har sagt siden tirsdag, at jeg har planer. Først ignorerer I det, så prøver I ovenikøbet at gøre mig hjemmebunden.
Det er ikke rimeligt, rødmede Erik. Mettes planer går i vasken, og din barnebarn er stadig lille, hun mærker ikke, hvis du først kommer i morgen.
Det vil hun ikke, svarede jeg men vi kan alle tage hen til min familie nu, eller du kan passe din barnebarn indtil jeg kommer hjem.
Jeg vidste det, der kom aldrig noget godt ud af det bryllup, sagde Mette surt. Hun laver halvt dårligt mad, gør ikke nok rent, og tænker kun på sig selv.
Efter alt hvad jeg har lavet her de sidste måneder, synes du stadig det? spurgte jeg Erik. Havde du brug for en kone eller en husholderske til alle dine familiemedlemmers ønsker?
Nu gør du mig til skurken, sagde han hurtigt. Lad nu være med at skabe konflikt ud af ingenting.
Jeg spørger bare, og jeg har ret til svar, stod jeg fast.
Hvis du vil tale sådan, så gør hvad du mener. I mit hjem forventer jeg, at alle ved, hvad de skal gøre, sagde Erik stolt.
I så fald siger jeg op! sagde jeg og begyndte at pakke mine ting.
Vil I tage imod jeres forvirrede, forkælede bedstemor igen? spurgte jeg og slæbte tasken og gave til barnebarnet. Jeg blev gift, og nu er jeg hjemme igen. Jeg vil helst ikke tale om det, bare sig: kan jeg bo her?
Selvfølgelig, sagde Jonas og Line og omfavnede mig. Dit værelse venter, og vi er glade for at have dig retur.
Er I glade for mig eller bare sådan? ville jeg gerne høre.
Hvorfor ellers er man glad for sin nærmeste familie? undrede Line sig.
Der vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke var en husholderske. Jeg hjalp til hjemme og passede Freja, men Jonas og Line udnyttede mig aldrig og lod mig aldrig føle mig mindre værd. Her var jeg mor, mormor, svigermor og en del af familien ikke tyende. Jeg søgte selv om skilsmisse og prøvede ikke at tænke på det, jeg havde været igennem.