Vi kørte ad motorvejen langs en skovstrækning, og vejret var på klassisk dansk manér regnfuldt og gråt. Indenfor i bilen var der hyggelig snak, og vi begyndte allerede at drømme om varm kaffe derhjemme i Odense.
Pludselig, ud af det blå, sprang en kæmpestor brun bjørn ud på vejen, som om den havde glemt at kigge sig for. Lars min mand, som ellers aldrig bliver bange, heller ikke for Tyskland trådte hårdt på bremsen. Bilen kastede lidt fra side til side, og mit hjerte hoppede lige ned i de gamle Ecco-sko!
Bjørnen stoppede kun en meter fra kølerhjelmen, rejste sig op på bagbenene som om den lige skulle tjekke nummerpladen, og stirrede på os. Den så ud, som om frokosten var blevet aflyst, og at vi måske stod på menuen i stedet for. Jeg følte mig ikke just tryg bag Citroën-glasset og den lukkede dør.
Bjørnen tog et skridt mod bilen. Sulten? Måske. Nysgerrig? Formentlig. Jeg følte, at et lille stykke dansk rugbrød havde haft mere selvtillid end jeg havde i det øjeblik.
Lars satte bilen i bakgear, meget forsigtigt for man bremser altså ikke bare fra sådan en situation. Begge vidste vi, at hvis bjørnen gik amok, var det nok ikke forsikringen, der ville redde os. Jeg kunne knap nok røre mig, så forstenet var jeg af skræk.
Og netop der, i det klamme spændingsøjeblik, skete der noget totalt uventet: Et stort gammelt egetræ, der havde stået og hygget sig ved vejsiden siden Grundtvigs tid, begyndte at knage og med et brag, så det kunne høres helt til Svendborg, væltede det ned mod vejen. Det landede bare få meter fra os. Havde det været lidt til højre, var det slut med både bil og brunch.
Bjørnen gik helt i panik ligesom en Københavner på cykel, der møder en bakke og spurtede ind i skoven og var væk på et øjeblik. Stilheden vendte tilbage, som om intet var hændt. Bare mig, Lars og et pulsslag på niveau med en jazzfestival.
Så nu går jeg tit og tænker: Ville bjørnen virkelig spise os, eller prøvede den bare at advare os om det skøre træ? Eller blev den lige så forskrækket som os over larmen? Jeg får nok aldrig svaret men jeg glemmer aldrig det blinkfri bjørneblik.
