Min far forlod min mor og mig, da jeg kun var tolv år gammel, og efterlod os uden tag over hovedet og uden nogen form for støtte. Han gjorde sig ikke engang den ulejlighed at kontakte myndighederne, som om han fuldstændig havde slettet vores eksistens fra sit sind. Da jeg rundede femten, blev det hele endnu tungere. Et ungt par dukkede op i vores hjem og krævede, at vi skulle frigøre et værelse, for netop det værelse havde min far tilsyneladende lovet dem.
Min mor opsøgte ham for at få klarhed over situationen, men han svarede iskoldt, at dét par var lige så meget hans børn, som jeg var. Hun kunne ikke holde ud at bo i det lille fælleslejlighed længere, så til sidst solgte hun den. Hun gav endda en del af pengene til en person, som min far kaldte sin. Med det, der var tilbage, købte hun en toværelses lejlighed gennem et ejendomsmæglerbureau på nettet. For at hjælpe hende med at betale lånet, blev jeg nød til at sætte min skolegang på pause i flere år og begynde at arbejde.
Til sidst døde min mor og efterlod mig med ét år til at betale restgælden. I denne tunge tid dukkede min far uventet op igen i mit liv. Hans nye kone havde smidt ham ud, og nu stod han gammel, syg og med kun et lille folkepension, så han i praksis var hjemløs. Han havde intet andet valg end at række ud efter mig og bede om hjælp. Da han stod foran mig, kunne jeg ikke lade være med at spørge ham direkte, om han var ligeglad eller simpelthen bare ubegavet. Efter to årtier med forsømmelse, hvor han hverken havde vist omsorg, støtte eller ansvar, ja, faktisk havde han endda frarøvet mig den lille lejlighed, der burde være min, ødelagt mine muligheder for uddannelse og bragt mig i økonomiske vanskeligheder forventede han virkelig, at jeg ville tage imod ham med åbne arme?
Inde i mig var der intet spor af medlidenhed med ham. Måske fortjener han nogens sympati, men ikke min, sagde jeg til mig selv. Han havde givet meget mere til en fremmed, han havde udnævnt til sit barn, end nogen sinde til mig, og mit ve og vel havde han aldrig værdiget et blik. Tydeligt sagde jeg til ham, at hvis han ville have hjælp, måtte han søge den hos den person, han havde foretrukket frem for sin egen datter. Jeg bad ham om at glemme alt om mig og min adresse for evigt, for han havde aldrig været, og ville aldrig blive, en far for mig.
