Min mor gav mig min mormors gamle ring. Nu skal du ikke tro, at gammel ring betyder en henrivende vintageting. Den her ring har, mildt sagt, et særpræget udseende og den var for stor til mig. Jeg ville aldrig få den på, medmindre jeg skulle spille Grev Dracula til fastelavn. Så jeg tænkte: Den er jo min nu, så jeg kan vel bestemme over den. Smuttede ned til guldsmeden, byttede den mod en flot og moderne ring jeg faktisk kunne lide, og lagde et par ekstra hundrede kroner oveni.
Jeg ringer glad til min mor for at dele min nyvundne lykke, men hun skærer straks tænder og sætter gang i et rigtigt dansk drama.
Hvordan KUNNE du? Er du klar over, hvad du har gjort? Det er jo ikke bare en ring det er et STYKKE familiehistorie! Hun rullede nærmest gardinet ned.
Jeg prøvede at forklare, at nu hvor ringen var min, havde jeg vel ret til at gøre, hvad jeg ville med den. Men det skete da med samme succes som at diskutere parkeringsregler i København. Hun var ikke til at rykke, så jeg sagde farvel. Efter lidt tid ringede hun igen, men jeg var så sur, at jeg lod mobilen ringe ud. Hun sendte i stedet en sms: Du har ikke fået ringen som gave du har den til opbevaring! Du skal ikke pille ved den! Jamen altså, hvad skal jeg så bruge den til? Det er da en temmelig underlig situation, helt ærligt. Enten forærer man noget, eller også gør man ikke. Min mormor lever ovenikøbet stadig, og forholdet mellem os kvinder i familien er alligevel ret anstrengt. Hvorfor skal jeg så rende rundt og passe på forstenet familiehistorie?
Jeg faldt over denne historie på Facebook i går og jeg blev simpelthen fanget! Derfor måtte jeg lige vende den med jer her. Personligt ville jeg da slet ikke kunne smide sådan en slags familieklenodie ud. Jovist, den var måske mere Jensens standard end Kongsmynders kunstværk, men det er jo alligevel familiehistorie. Lige meget hvordan man vender og drejer det. Selv hvis ingen har lyst til at gå med ringen, er den jo et unikum. De næste generationer vil pludselig sidde og blade i gamle smykker og tænke: Hold da op, dét bar oldemor altså på! Og man ved aldrig, hvad der kan komme i mode igen alt vender jo tilbage. Ringen bliver en slags souvenir om mor, når hun engang ikke er her mere. Og om mormor selvfølgelig.
Men denne pige byttede altså til en nutidig ring. Vi skal ikke engang snakke om nutidens guldkvalitet. Man kunne jo bare have fået guldsmeden til at lave den gamle ring mere smart. Så kunne man både beholde historien og have noget, der skute hjemmet ikke bare lå og samlede støv, men faktisk kunne begejstre og gå i arv. På den måde lever historien videre.
Ellers kan man jo bare købe sig sin egen smarte ring og lade familiens gamle stå urørt.
Personligt er jeg helt på mors side og forstår hendes forargelse. Hun forestillede sig jo slet ikke, at datteren ikke ville forstå værdien af minder. Gaver generelt er jo heller ikke bare noget man smider eller kasserer, og her er det mormors ring!
Omvendt må man også lidt prøve at forstå datteren. Hun lyder ikke som typen, der hænger fast i ting for tingens skyld. Hun vil helst bruge tingene ikke bare opbevare dem. Lad os være ærlige: Der er jo masser af familiearvestykker, der ryger sig en tur på loppemarkedet, fordi ingen længere kan bruge dem til noget. Så måske det er bedre bare at leve i nuet? Skal vi virkelig dadle hende for ikke at have arvet mindegenet? Måske har moren heller aldrig fået lært hende, at man ikke bare må smide historier ud med badevandet.
