Astrid, lød svigermorens stemme fra døråbningen. Astrid, der talte i telefonen, fór sammen. Du sidder bare dér som altid, sagde svigermoren og lød utilfreds. Astrid blev ved med at snakke i telefonen, prøvede at lade som ingenting. Du snakker og snakker du kunne have lavet noget mad til min søn i stedet, fortsatte svigermoren.
Rolig nu, mumlede Astrid, mens hun forsøgte at afslutte samtalen. Prøv lige at se hende! Ja ja, selvfølgelig! Svigermoren gik ud af rummet. Astrid afsluttede opkaldet og åndede tungt ud. Hun var så træt af det hele. Sidste år havde Astrid og hendes mand endelig betalt deres boliglån ud. Deres lejlighed i Valby havde kun ét værelse, men der var et stort køkken og en lille, hyggelig altan. Nu kunne de endelig drømme om børn. Astrid arbejdede hjemmefra, og hendes mand vidste, hvor krævende det egentlig var men det forstod svigermoren slet ikke.
Anders’ forældre havde boet på landet uden for Roskilde, og de kunne ikke besøge dem så tit. Desuden havde den gamle nabo længe forsøgt at overtale dem til at sælge huset og pludselig var der en lejlighed til salg lige ved siden af Anders og Astrid. Svigermoren, som ellers aldrig ville flytte fra landet til byen, skiftede mening på et øjeblik og solgte huset. Anders far arbejdede stadig, men hans mor, Karen, var netop gået på pension. Hun kedede sig bravt derude i provinsen, og nu havde hun jo Astrid tæt på. Men Karen indså aldrig, at hendes svigerdatter arbejdede på telefonen hele dagen ikke som venindesnak, men rigtigt arbejde.
Så snart Anders forlod lejligheden om morgenen, dukkede Karen op. I begyndelsen forsøgte Astrid at forklare, og Anders prøvede også. Intet hjalp. Dagen efter stod Karen atter i døråbningen med formaninger. En dag lod de som om de ikke var hjemme. Astrid måtte sidde og arbejde til lyden af ringeklokken, indtil Karen truede med at tilkalde politiet så måtte Astrid opgive og åbne døren. Anders og Astrid anede ikke længere, hvordan de skulle slippe for den evige indblanding, men sådan kunne det ikke fortsætte. Selv da Karen blev fornærmet én dag, varede det kun til næste morgen.
Dagen efter dukkede Karen op igen fuld af gode råd, opsange og lange historier. Jeg kan ikke holde det ud længere, sagde Astrid en aften til Anders. Hun hører ikke, hvad du siger, og slet ikke hvad jeg siger. Jeg ved det. Men hvad skal vi gøre? Det var jo deres eget valg at sælge og flytte herind. Jeg kunne ikke forhindre det. Måske kunne vi finde et eller andet til min mor at gå op i? Hvad dog? Astrid rystede på hovedet. Jeg har kigget overalt. Stilheden lagde sig mellem dem.
Hvor meget har vi egentligt stående i banken? spurgte Anders pludselig. Lad mig tjekke hvorfor? svarede Astrid. Vores etværelses er for lille, hvis vi får børn. Skulle vi ikke se os om efter noget større? Noget større? Et andet sted? Ja. Hvad venter vi egentlig på? Det mener du ikke! Astrid sprang med et glædesudbrud direkte i armene på ham. Dagen efter gik hun rundt i lejligheden selv Karens næste besøg slog hende ikke ud. To uger senere overraskede Anders og Astrid begge familier: de skulle flytte!
Hvordan mener I? sagde Karen og satte sig tungt ned. Jamen, hvor skal vores børnebørn sove så? sagde Anders far, Poul, og lo højt. Bare rolig, mor! Vi flytter ikke langt væk, bare til et andet kvarter i København. Der bor mange rare folk i din alder i opgangen, og selvfølgelig kommer vi og besøger dig! beroligede Anders hende hurtigt.
På overraskende kort tid havde Karen fundet veninder blandt naboerne, og Anders og Astrid kunne ånde lettet op. Nu begyndte deres nye liv for alvor.
