Du fik alligevel bagt mine yndlingsboller! sagde ægtemanden, da han vendte hjem fra elskerinden men knap havde han taget en bid, før ansigtet blev blegt, for inde i bollen gemte sig konens mærkelige overraskelse.
Astrid skubbede forsigtigt bagepladen ind i den glohede ovn, børstede hvedemelet af hænderne og kiggede op på køkkenets gammeldags Bornholmerur. I dag måtte intet gå galt. Bollerne skulle hæve smukt, få gyldenbrun skorpe og dufte præcis, som Andreas elskede.
Der var engang, hvor Astrids dage gik stille og jævnt. Hun havde vænnet sig til ensomheden, lært at drikke sin kaffe alene og næsten sluttet fred med tanken om, at livet ville blive ved sådan. Men alt ændredes den aprilformiddag, hvor en høj mand med fast blik trådte ind til jobsamtalen på rådhuset. Han udsendte varme, stabilitet, noget rugbrødsagtigt. Noget inde i Astrid bevægede sig for første gang i årevis.
Siden gik tiden i mærkelig spiral. Kærlighed, bryllup, lyse hverdage og følelsen af endelig at høre til. Hun blev et med Andreas, hendes uro forsvandt, alt blev let og flydende.
Men efter to år pakkede Andreas sin weekendtaske, kyssede hende blidt på håret og sagde, han blot skulle til Lollandsk workshop i en måned. Den måned blev til ti, til tolv, til fjorten. Beskederne blev korte, opkald sjældne. Astrid ventede, undskyldte, troede, som om hendes liv var dækket af havgus.
Indtil en aften hvor Lene fra spejderforeningen nævnte, at hun havde set Andreas i Torvehallerne. Med en kvinde, der ikke var Astrid. Dejligt bevægede de sig sammen mellem bornholmske oste og sprød selleri, mens Andreas smilede, som om han slet ikke havde været væk.
Det var dér, Astrid vågnede, som efter en lang drøm. Hun ringede ikke, råbte ikke højt. Hun blev liggende i sin seng mens mørket bredte sig som tjære. Hævn smager bedst i stilhed.
Et år gik, og pludselig ringede den plastiske, gamle Nokia. Det varer ikke længe nu jeg kommer hjem. Bag dine legendariske kartoffelboller, dem savner jeg stadig, sagde Andreas, som om ingenting var hændt.
Du fik alligevel bagt mine yndlingsboller! gentog Andreas, da han trådte ind i entréen, duftende af fremmed parfume og pubsmil fra Svaneke. Han slog sig ned, foldede grå sokker over det ene knæ, som om han aldrig havde været borte. Astrid gav ham kaffe, sagde intet, så kun på ham med et roligt smil.
Han tog den første bolle, bidte til og frøs. Ansigtet blev kridt, øjne fyldtes med panik. Sådan en hævn havde han ikke forestillet sig.
Tidligt samme dag havde Astrid sat ovnen på 200 grader, rørt dejen og lavet fyldet med sikker hånd. Men i én af bollerne var der ikke mosede kartofler. Der var små, skarpe glasskår.
Andreas mærkede straks, at noget var rivrav ruskende galt. Han spyttede ud, men blodet fyldte munden, tungen blev flænset, smagen var jern og gammel vrede.
Han klamrede sig til køkkenbordet, hostede, forsøgte at forstå, sløret som i et døsigt mareridt.
Du fik alligevel bagt mine yndlingsboller! gentog han gennem smerte, som om ordene kunne ændre slutningen.
Astrid så på ham med kølig ro, som om hun allerede befandt sig på færgen til Bornholm.
Det er min gave for dine løgne og svigt, sagde hun, stemmen var stille som morgengryet i Jylland. Næste gang du tænker på at bedrage nogen, husk denne brændende smerte.
Han forsøgte at tale, men det blev kun til en død hvesen mod køkkenloftet. Han famlede efter mobilen, men Astrid havde allerede vendt sig væk.
Hun tog den færdigpakkede retro-kuffert, tog sin gamle uldfrakke på og gik roligt mod døren.
Ingen ambulance blev ringet op. Intet farvel blev sagt. Astrid forlod lejligheden, mens Andreas blev tilbage i skumringskøkkenet, med smagen af blod og en erindring, der ville følge ham i drømme og dagtimer, så længe han åndede i det danske vinterlys.
