Problemet er, at jeg blev gift for anden gang. Jeg har en datter med min eksmand, men han har aldrig været involveret i hendes opvækst, og børnepengene har ikke været at se i miles omkreds.
Jeg har aldrig boret næse i det eller været vred på ham han var ikke rigtig en mand, så jeg har altid prøvet at klare mig selv. Jeg havde et godt job, pænt med løn og fin stilling, så penge var ikke det helt store problem. Jeg giftede mig igen, men min anden svigermor uha, hun kunne hverken fordrage mig eller min datter. Min nye mand var heller ikke spor interesseret i mit barn. Og børn ville han heller ikke have flere af ikke endnu, for det var for tidligt og han var slet ikke klar til sådan et ansvar.
Jeg pressede ikke på, for jeg havde nok at se til på arbejdet og var godt i gang med et stort projekt. En dag havde jeg et vigtigt møde med nogle partnere fra kontoret, og jeg vidste ikke, hvem jeg kunne overlade min datter til. Tja, hvorfor ikke spørge manden, tænkte jeg?
Den morgen stod jeg ekstra tidligt op for at øve min åbningstale og gjorde datteren klar til børnehave. Men selvfølgelig, hun vågnede med feber. Jeg bad min mand om at tage sig af hende, for jeg kunne simpelthen ikke blive væk fra mødet. Hans svar? At datteren jo var min, så det måtte jeg selv rode med. Det var mit ansvar. Tak for kaffe…
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op, så jeg ringede til svigermor og spurgte, om hun var hjemme. Jeg smuttede forbi med min datter, men hun slog bak: “Det er ikke min pige, så nej!” Jeg blev simpelthen så ked af det, græd lidt, takkede alligevel og sagde, at så måtte jeg tage hende med på arbejde. Hun blødte en smule op og sagde, at hun nok skulle passe hende lidt.
Mødet gik heldigvis forrygende på arbejdet, og da jeg kom for at hente min datter, begyndte svigermor at brokke sig over, hvor uartig pigen havde været hun havde vist nok holdt hende godt i gang. Jeg sagde bare, at jeg ikke skulle forstyrre hende mere.
Så gik jeg hjem, pakkede mine ting og min datter sammen og røg direkte hjem til min mor. Aldrig igen skal jeg leve sammen med en mand, der ikke kan acceptere min datter. Det er jo ikke raketvidenskab: Enten tager man hele pakken, eller også gør man ikke især her i Danmark, hvor vi altså hjælper hinanden med børnene.
